Af Line Møller Larsen
Publiceret 16.januar 2023
Kamillas lyst til at illustrere og hendes passion for at fortælle historier startede i en meget ung alder. Hun har altid følt sig draget til bøgernes verden, selv da hun var så lille, at det ikke var ordene på siderne, som hun forstod. Det afholdt hende ikke fra at ”læse”, og mens de andre af hendes jævnaldrende legede køkken, så legede hun bibliotek til hendes mors store fortrydelse. ”Mine yndlingsbøger blev læst i laser, men så elskede jeg dem bare mere,” og som Kamilla selv beskriver det: ”Når man lytter til mange historier, så begynder ideer om egne historier også at pible frem.” Selvom det skulle vise sig at tage et stykke tid før Kamilla udgav sin første bog, så var inspirationen og trangen til at tegne og fortælle historier der tidligt, som hendes forældre kan testamentere til, da de har foreviget den første historie, hun fortalte, da hun ikke var meget mere end fem år gammel på et kassettebånd.
Da Kamilla startede med at tegne igen som voksen var det i første omgang ikke af lyst men af nød. Hun havde tidligere været pædagogmedhjælper, men fik i den forbindelse en ret grim arbejdsskade, der gjorde, at hun ikke kunne blive i faget. Hun måtte derfor se sig om efter en anden måde at tjene penge på, og på Jobcenteret fik hun venligt, men bestemt at vide at: ”Du er meget sød, men vi kan ikke rigtig hjælpe dig.” Dette resulterede i at Kamilla pludselig befandt sig mellem to verdener. Den ene var uigenkaldeligt blevet lukket for hende på grund af hendes arbejdsskade, og den anden, hendes akademiske uddannelse, kunne hun ikke få noget praktisk erfaring i.
Selvom hun i første omgang følte sig fanget lod hun ikke modgangen stoppe hende. Arbejdsskaden havde givet hende nedsat kapacitet i hendes dominerende hånd, men hun lærte sig selv at tegne med sin anden hånd, og langsomt helede skaden nok til, at hun kunne bruge begge hænder. Dernæst oprettede hun sin instagramprofil, som resulterede i, at der langsomt begyndte at komme jobs. ”Vi skulle nok spise mange rugbrødsmadder, hvis vi skulle leve af min løn (og vores kanin bryder sig slet ikke om rugbrødsmadder), men det er mig, der giver os tøj på kroppen, sko på fødderne og alt det andet, der skal til for at passe godt på sin familie – og det er jeg både glad for og stolt over, men det er bestemt den rigtige vej og jeg nyder rejsen.”
Når Kamilla ikke arbejder på sine egne bøger, kan hun også godt lide at læse andres, specielt tænksomme og sjove bøger. Hun er meget glad for Dostojevskij især hans bog ”Forbrydelse og Straf” og Peter Lund Madsens ”Dr. Zukaroffs Testamente,” men også Flemming Jensen og Storm P. Sidstnævnte har hun hørt i Ebbe Rodes fortolkning, fra da hun var lille, og man kan finde et nik til Storm P på én af illustrationerne i ”Sort Hest & Hvid Hest søger et arbejde.” Kamilla er også begyndt at bruge sin kreativitet til at tegne aftendagbog som afslutning på dagen. Det er hendes måde at opsummere, hvad hun har følt og oplevet i løbet af dagen.
Når hun ikke fordyber sig i en bog eller sine tegninger, er det ikke usædvanligt at finde hende i naturen. Hun voksede op i Thy, som både er tæt på hav og skov, og hun har stadig en ret stor samling af forstenede søpindsvin oppe på loftet. Selvom hun nu bor længere væk, så tager hun gerne den lidt længere køretur til det nærmeste hav, som hun beskriver som sit foretrukne sted.
Kamilla bliver ofte ramt af inspiration fra uventede sider, som for eksempel noget hun ikke forstår, eller noget der er ved at gå af mode, men som hun stadig ”ser et lys i”. Når hun forsøger at sætte ord på, hvor inspirationen kommer fra, beskriver hun sin hjerne som ”en blanding af en genbrugsbutik og higen efter noget anderledes”.
Når en idé først har taget fat, er selve skriveprocessen kort og eksplosiv som en raket. Først tændes idéen. Dette kan ske på flere måder, men ofte som følge af samtaler med andre, gennem visuelle indtryk, eller når Kamilla får en følelse af at hun mangler noget.
Efterfølgende præsenterer hun sin idé for nogle udvalgte personer, og observerer hvordan de reagerer og snakker om den. Dette skal ikke menes som en decideret vurdering, men en måde hvorpå Kamilla kan se, hvordan andre opfatter hendes idé kontra hvordan hun selv tænker. ”Jeg stikker en tå i søen, men det er vigtigt at lytte til den lille indre stemme og mærke efter om det kommer til at virke. Det er ikke altid mine idéer virker, men jeg er tit villig til at gå langt nok til at de kommer til det alligevel.”
Herefter når lunten til krudtet, som er selve skriveprocessen. Hér skriver Kamilla indtil hun har et færdigt produkt. Det tager som oftest kun omkring fire timer at nedskrive historien, og derefter bliver den rettet til, inden hun lader andre læse den for til sidst at sende den ind til forlaget.
Inspirationen til hendes børnebogsserie om Sort Hest og Hvid Hest, som Kamilla også selv illustrerer, opstår ofte som en reaktion på at hun har følt et ønske om at gøre en handling og en trang til at leve frit. Den verden som Sort Hest og Hvid Hest lever i, er på ingen måder perfekt, men de to venner skaber deres egen, og det er netop noget af dét, som Kamilla gerne vil have at læseren tager med sig fra serien. ”Vi aner ikke hvad der sker efter døden. Jeg er agnostiker og dermed ikke så interesseret i efterlivet, men jeg tror på vi kan skabe vores helt eget paradis på jord, mens vi lever. Det vil jeg gerne vise med det jeg skriver – lykke er ikke perfekt – at være lykkelig er imperfektum participium – et verbum uden den der gør, for du skal være subjektet, der får handlingen til at ske.”
Idéen til den første bog i serien Sort Hest & Hvid Hest, fortæller Kamilla, opstod som følge af en undren. Hun fortæller at den første bog ”Sort Hest & Hvid Hest søger et arbejde” på en måde er selvbiografisk, men at det ellers er et ret vigtigt kriterie for hende at holde bøgerne fri for hendes egne følelser. Hun har med vilje lavet sproget nøgternt, som et redskab til at holde sine følelser på afstand, og samtidig røre læseren. Selv er hun vild med børnebøger, der netop holder sig på det deskriptive plan for dermed at tolkningen og den følelsesmæssige forbindelse være op til læseren. ”Det er noget af det fineste jeg ved. Nu kender jeg Sort Hest og Hvid Hest så godt, at de ligesom selv fortæller. Vi er et broget team.”
Som nævnt så illustrerer Kamilla selv Sort Hest & Hvid Hest serien, men i den kreative proces opstår historierne først, og først når de er nedskrevet, begynder hun at forestille sig, hvad de to venner vil gøre. Hun tegner ofte Sort Hest og Hvid Hest for sjov uafhængige af deres fortællinger, så processen er blevet organisk for hende, og det har også givet hende mulighed for at lege med perspektiv og fokuspunkt, så de to venner kan komme ud i nogle vilde positurer. Disse illustrationer og mange andre kan man finde på Kamillas instagramprofil, hvor hun er meget aktiv. Her kan man også finde Sort Hest og Hvid Hest i scenarier, der ikke er at finde i bøgerne. For eksempel kan man få et indblik i deres politiske holdninger. De to venner er bestemt ikke vilde med krigen i Ukraine, og i den forbindelse har Kamilla lavet nogle små historier, som har fået gode reaktioner. Hun glæder sig altid over, når nogen får noget godt ud af det, hun slår op.
Læsere tager ofte kontakt til Kamilla især på Instagram, og det gør hende meget glad hver gang. Alle henvendelser gør særligt indtryk på hende, for hun ved, hvor usikker man kan føle sig, når man skal henvende sig til nogen man ikke kender, men man rigtig gerne vil sige noget til. Det er noget hun har oplevet selv. ”Jeg har fået muligheden for at dele Sort Hest og Hvid Hest med andre. Det er jeg meget for, og der er også mange, der har taget godt imod dem. Det glæder mig på daglig basis. Tænk, at noget jeg har fundet på, kan gøre glæde – det er da til at blive glad i låget af.” Hun har også været ude på en skole ad flere omgange, både for at tale om Sort Hest og Hvid Hest og om det at illustrere.
Hun bruger også Instagram til at holde kontakten med sine forfatterkollegaer og især hendes mange kunstnervenner. ”Det er meget vigtigt for mig at heppe på andre forfattere og kunstnere. Jeg kender rejsen, som autodidakt og det at nogen kom med små hep til mig, da jeg startede, betød alverden.”
Hvis Kamilla skulle give nogle gode råd til andre, der drømmer om at skrive en bog en dag, ville det være, at man skal lytte til den lille indre stemme og tro på sit projekt.
”Det du gør, er det, der er godt for dig. Du er den eneste i hele verden, der kan skrive din historie, og derfor skal du passe på din lille stemme og lytte meget godt efter, når den siger noget til dig. Hvis stemmen skal kunne høres, så skal der være ro en gang imellem, så find ro i løbet af din dag – ikke til at skrive, men til at lytte.”
Kamilla har ingen muse eller en stensikker måde at finde inspiration. Hun arbejder hver dag fra 8 til 16, og hvis der står på kalenderbladet, at hun skal skrive, så skriver hun. Hun sætter et ur, hvorefter hun arbejder i 33,33 minutter efterfulgt af en pause og så 33,33 minutters arbejde igen. Det er hendes erfaring, at hvis alle de basale behov er dækket ind, når man sætter sig, og hvis man husker at sætte mobilen på lydløs og lader alt andet ballade være på pause, så skal man også nok kunne arbejde koncentreret. ”Så er det bare op med ærmerne og 3, 2, 1 – gi los.”
Til slut har Kamilla nogle ord, som hun gerne vil dele med sine læsere:
”Tusind tak fordi I har taget så godt imod Sort Hest og Hvid Hest. Jeg håber, de vil være til glæde og gavn.
Også tak for muligheden for at lave dette interview – det er jeg meget glad for og taknemmelig over.
Som Sort Hest ville sige: ”Ej fatte en forfatter hvad der både er for og fattet – uden et forlag til at hitte ud af – hvad der er for og hvad der er bag.” Hvortil Hvid Hest snupper en bid kage og slurper lidt kaffe, mens den klapper Sort Hest venligt på ryggen ... jeg vælger at lade det være sidste bemærkning.”
CVR-nr: 30966694
