Bevidsthedens kunst

22. februar 2021

Af Nad­ja Emil­ia Jungløv

I mod­sæt­ning til andre dyr, skal vi forholde os til både for­tiden og fremti­den, for­di vi er bev­id­ste om os selv og tiden. Der­for er det nemt at plages af ting, man engang har gjort, eller frygte for fremtiden. 

- Gus­tav Østeraa.

Hvad vil det sige at være men­neske? Dette spørgsmål er udgangspunk­tet for Inteth­e­dens Tegn, som er en filosofisk fan­ta­sy­ro­man. Roma­nen udspiller sig som en sam­tale mellem snig­morderen Zynn og kejs­er Palasander, der regerer i riget Clas­tara. Sam­men skal de opfylde en gam­mel pro­feti og afgøre men­nes­kets skæb­ne. Er men­neske­he­den over­hovedet værd at red­de? For at kunne beslutte sig, må de tale om, hvad det bety­der at være men­neske, og hvilket eksis­ten­tielt grund­lag, men­nes­ket beror på. Zynn har dog ikke høje tanker om men­neske­he­den, og der­for fortæller han sin livshis­to­rie til kejseren. Zynns his­to­rie er præget af svigt og hævn­begær, men også venskab.

Foto: © For­laget Snepryd.

Gus­tav Øster­aa (f. 1991) er for­fat­ter af Inteth­e­dens Tegn, som udkom d. 3. juli 2020 fra For­laget Snepryd. Roma­nen er Gus­tavs debutro­man, og han kan da også løfte sløret for, at bogen er ved at blive over­sat til engel­sk, og at der er en to’er på vej i serien om Inteth­e­dens Tegn. Gus­tav dimit­terede i 2016 fra Aal­borg Uni­ver­sitet med titlen cand.mag. i Anvendt Filosofi; en uddan­nelse, der dan­ner god grobund for hans for­fat­ter­skab og filosofiske fan­ta­sy­ro­man. I sin afhan­dling fra uni­ver­sitetet skrev Gus­tav om en bestemt forståelse af æstetik, som blev præsen­teret på bag­grund af filosof­fen Arthur Schopen­hauer. Schopen­hauer har da også været en kæmpe kilde til inspi­ra­tion for Gus­tav til roma­nen. I sin afhan­dling benyt­tede Gus­tav netop Schopen­hauers tanker om æstetik til at komme frem til en ’livskun­st’, alt­så læren om at leve livet. I grove træk går denne livskun­st ud på at lære at begrænse begær for i højere grad at kunne værd­sætte tin­gene omkring én.

Hvor får du din inspiration fra?

Meget af inspi­ra­tio­nen til Inteth­e­dens Tegn stam­mer fra filosofiens ver­den. Især Schopen­hauer, der var kendt for sin pes­simistiske filosofi, har været en stor inspi­ra­tion til bogen, men han er langt fra den eneste. Niet­zsche og Machi­avel­li har også været en stor inspi­ra­tion, især til karak­teren Palasander.

Er karakterernes navne i bogen opdigtede, eller har de en særlig betydning? 

Jeg har selv fun­det på navnene, men det eneste, der kan siges at have en speciel betyd­ning, er hov­ed­per­so­n­ens navn. Navnet Zynn kan godt lyde en smule som ordet synd eller det engelske sin. På mange måder synes jeg, at det er et passende navn til en per­son, der siger alle de ting, som de fleste ikke har lyst til at blive kon­fron­teret med. Her tænker jeg på Zynns pes­simistiske livssyn. På en måde virk­er det nærmest syn­digt, hvis en per­son går ud og siger, at men­neske­liv­et måske ikke har vær­di, eller at det måske ville være bedre, hvis men­neske­he­den mødte sin ende, for­di livet hov­ed­sageligt er lidelse. Sådan nogle ting stiller vi som regel ikke spørgsmål­stegn ved, måske for­di vi er bange for at finde frem til svar, vi ikke kan lide.

Har du selv lært ’livskunsten’ og at begrænse begær?

Det er et svært spørgsmål. Jeg gør mit bed­ste for at værd­sætte de ting, som har betyd­ning i sig selv, såsom fam­i­lie og ven­ner. Der er mange ting, man kan stræbe efter, som i virke­lighe­den kun er midler til at opnå noget andet, og det kan også være fint nok, men det er bare vigtigt, at der er ting i éns liv, der rent fak­tisk bety­der noget i sig selv. Deru­dover er jeg blevet meget bev­idst om den rolle, som begær og ønsker spiller i livet. At ville noget nyt i sit liv kan være spæn­dende, men det bety­der sam­tidig, at man kan føle, der er noget, man man­gler. Der­for er det ikke udelukkende godt at have en masse ønsker, og det er værd at vælge sine ønsker med omhu, hvis man er i stand til det.

Hvordan har Schopenhauer været en inspiration for bogen? 

Schopen­hauer har været en rigtig stor inspi­ra­tion til bogen. Den mest indl­y­sende inspi­ra­tion er pes­simis­men, der kom­mer til udtryk gen­nem Zynns hold­ninger, men Schopen­hauer har også været en stor inspi­ra­tion til de magiske ele­menter i bogen. Hvis jeg skal nævne et eksem­pel, så var det hans forståelse af æstetik og kun­st, der gav mig ideen til de kræfter, som tranzen­den besid­der. I Schopen­hauers æstetik er det, som om indi­videt træder helt i bag­grun­den i mødet med det skønne. Indi­videt forsvin­der nærmest, så sub­jekt og objekt smelter sam­men. Jeg leg­ede med tanken om, at hvis det er rigtigt, at man kan blive ét med et objekt ved an anskue det på en bestemt måde, så ville det give god mening, hvis man også kunne kon­trollere det objekt, som var det éns egen krop. Det er lidt det, en tranzend kan.

Præsenterer nogle af karaktererne i bogen Arthur Schopenhauer?

Der er ikke nogen karak­ter­er, der som sådan kan siges at præsen­tere nogen bestemte tænkere en til en. Dog vil jeg sige, at Zynn med sine ret dys­tre kon­klu­sion­er er leg­em­lig­gørelsen af en pes­simistisk filosofi. Hans måde at tænke på er inspir­eret af Schopen­hauer, men også af andre pes­simistiske tænkere. Palasander er ligeledes, udover Schopen­hauer, inspir­eret af Niet­zsche og til dels Machi­avel­li. Det er dog ikke ens­be­ty­dende med at alt, hvad Palasander siger, er i overensstem­melse med disse tænkere. Alligev­el er der en sjov lille hen­tyd­ning i Inteth­e­dens Tegn, nem­lig at Palasander er søn af en præst, hvilket Niet­zsche også var.

Hvorfor har du valgt at lave en filosofisk fantasyroman? Og er der en speciel grund til, at du har valgt at blande fantasy og filosofi? 

En af de ting, jeg gerne vil med bogen, er, at få læseren til at reflek­tere ærligt over livet og de store eksis­ten­tielle spørgsmål. Jeg vil især gerne sætte fokus på pes­simis­men, da jeg men­er, der er meget godt at hente, selvom det måske lyder mærke­ligt. Jeg tror, de fleste har en forestill­ing om, at livet grundlæggende er godt, og selvom det måske ikke er per­fekt, så skal udviklin­gen nok sørge for, at det bliv­er bedre. Det er den slags forestill­inger, jeg gerne vil udfor­dre gen­nem Zynn, der tør at komme med et andet per­spek­tiv. Det er ikke, for­di jeg siger, at Zynn nød­vendigvis har ret, men jeg tror, at hvis man skal leve et godt liv, må man også have en kor­rekt opfat­telse af livet. Hvis man har en idé om, at det er menin­gen, at livet hele tiden skal være godt og fyldt med glæde, så bliv­er det sværere at håndtere det, når det vis­er sig, at der fak­tisk også er rigtig meget lidelse for­bun­det med det at leve. Man kan der­i­mod ikke rigtigt blive skuf­fet over livet eller sig selv, hvis man i forve­jen er klar over, at det aldrig var menin­gen, at livet skulle være nemt. Vi lever i en tid, hvor der er ekstremt meget fokus på at være per­fekt. Man skal hele tiden leve op til for­vent­ningerne, man skal udvikle sig kon­stant, og man skal gerne have en plan. At sam­fun­det er indret­tet sådan, tyder umid­del­bart på, at der er en lidt for opti­mistisk forståelse af livet, der ikke stem­mer overens med, hvor nemt det er at snu­ble i livet. Livet er nem­lig ikke altid nemt, og det er meget sandsyn­ligt, at tin­gene ikke altid går, som man ønsker, og det bliv­er man ikke et dårligt men­neske af. Der er heller ikke noget at sige til, hvis livet er hårdt, for men­nes­ket har ret hårde vilkår. I mod­sæt­ning til andre dyr, skal vi forholde os til både for­tiden og fremti­den, for­di vi er bev­id­ste om os selv og tiden. Der­for er det nemt at plages af ting, man engang har gjort eller frygte for fremti­den. Jeg tror, der er mange, som vil gavne af at forholde sig mere til pes­simis­men, men prob­lemet er, at de fleste ikke har lyst til det. Det er nemt nok at acceptere en opti­mistisk fortælling om, at livet grundlæggende er godt, og at der er mening med det hele. Det er den fortælling, vi bedst kan lide. Hvis en per­son siger, at livet grundlæggende består af lidelse, er det ikke en per­son, som særligt mange har lyst til at tage ser­iøst, så det gør de ikke. Men det er der, fik­tion kan noget særligt. Ved at præsen­tere de mørke tolkninger af livet gen­nem en fik­tiv karak­ter, tillad­er man læseren at forholde sig til tankerne på en mere dis­tanceret måde. Det er jo ikke for­di, der ser­iøst er en per­son ved siden af dig, som prøver at fortælle dig, at men­neske­liv­et er møj­som­meligt. Zynn er jo bare en karak­ter i en bog, så det er okay, at han har sit neg­a­tive syn på tin­gene. Over for Zynn er der så Palasander, som er den karak­ter, der giv­er Zynn mod­spil og prøver at argu­mentere for, at livet ikke er så slemt, heller ikke selvom man accepter­er præmis­sen om, at der er virke­lig meget lidelse for­bun­det med det. På den måde bliv­er det en nuanceret sam­tale, der ikke kon­klud­er­er hverken det ene eller det andet, men præsen­ter­er nogle forskel­lige synsvinkler.

Down­load artiklen: Bev­id­s­the­dens kunst.