At blive grebet af en bog – og fuldende den

5. februar 2021

Af Lau­ra Sloth Andersen

 

At blive grebet af et værk er en fantastisk følelse, og at hjælpe med at fuldende og perfektionere det som redaktør er mindst lige så fantastisk

Ofte kan læseren – jeg selv, i hvert fald – sid­de og bemærke en del fejl, mens jeg læs­er en bog, også selv om jeg er helt gre­bet af den. Det kan være kom­mafe­jl, taste­fe­jl eller et lille betyd­ningsløst ord, der mangler.

Det kan også være større tanker om et afs­nit, et kapi­tel, struk­turen, tid­slin­jen eller selve han­dlin­gen eller plot­tet. Det sker dog sjæld­nere, i mit til­fælde, hvilket bevis­er, at redak­tør­er gør deres arbe­jde godt, for ikke at glemme for­fat­terne, selvføl­gelig. Men det hæn­der. Du har en idé om, hvad der kunne gøre vær­ket bare en lille smule bedre.

Som redak­tør er det der­for intet min­dre end en ære at få lov at dele sine idéer og sin ind­sigt. Du bliv­er som redak­tør betroet af for­fat­ter, både før og efter du over­hovedet kom­mer med dine forslag. For­fat­teren gør sig skrø­be­lig ved at dele sit værk med dig, da hans eller hen­des værk­er og tek­ster er per­son­lige, så det kræver stor tillid, uanset om for­fat­teren har ind­sendt og udgivet mange værk­er før eller ej. Og denne tillid og intimitet mellem for­fat­ter og redak­tør foregår end­da nogen­lunde usagt, hvilket næsten gør det end­nu mere specielt.

Noget andet specielt er, at du i dit arbe­jde som redak­tør find­er flere værk­er spæn­dende eller end­da gode, end når du læs­er i din fritid. Hvis du eksem­pelvis ikke bliv­er gre­bet af en bestemt roman i din som­mer­ferie, ser du ofte ingen grund til at læse den færdig, når der er så mange andre bøger, der umid­del­bart virk­er mere spæn­dende. Denne mulighed for at gå i gang med en anden bog har du ikke i arbe­jdet som redak­tør. Her kræves det, at du læs­er videre, og på denne måde find­er du nærmest automa­tisk en masse gode ting ved den roman, du ellers ville have afvist.

Foto: © For­laget Snepryd

Som regel oplever jeg per­son­ligt sjældent, at en roman, som jeg læs­er i min fritid, og ikke brød mig om til at starte med, over­rasker mig, hvis jeg alligev­el læs­er videre. Jeg tror dette skyldes, at jeg blot havde svært ved at blive optaget af bogens unikke ver­den, for­di jeg stadig sad fast i den bog, jeg lige havde læst færdig. Så det er både godt og ondt. Det vis­er, at en bog skal respek­teres både før og efter, du har læst den helst, så den næste bog har en chance.

Dette vis­er, at fortællinger bliv­er hos dig. Især lige bagefter og resten af dagen, måske i flere dage, måske påvirk­er den hele din uge. Den kan måske end­da blive hos dig resten af dit liv, hvis den var god nok – eller så længe du bare syntes, den var god. Ergo er det sjældent nemt eller en god idé at starte en ny roman samme dag, som man læste en anden færdig. Igen, den skal respekteres.

Det inter­es­sante er også, at fortællinger har deres egen unikke ver­den. Selv hvis intet over­naturligt find­er sted i disse roman­er, og de således min­der om vores eget virke­lige liv, så har de deres egen unikke ver­den, hvilket kan gøre det svært at gå fra én fortælling en anden. Uanset hvor nor­male og real­is­tiske roman­er kan være, så er de ofte vidt forskel­lige. Ikke kun på grund af de forskel­lige karak­ter­er eller de forskel­lige skrivemåder. Hele stemnin­gen er forskel­lig fra roman til roman. Lige­som det måske opleves end­nu tydeligere i film og tv-serier, hvor der er bag­grundsmusik og visuelle effek­ter til at forstærke både stemnin­gen, men også, hvor­dan kreatøren ønsker, at vær­ket skal opleves.

Som for­fat­ter har du kun ord som virkemid­del. Alt det visuelle foregår inde i læserens eget hov­ed. Sådan bliv­er oplevelsen mere per­son­lig, end den gør på film. Du skaber selv alle billed­erne, og du bruger alle dine sanser, selv om det kun er en forestill­ing og ikke sker for dig i virke­lighe­den. Det kom­mer naturligvis især an på, hvor godt his­to­rien bliv­er for­t­alt, og det bliv­er også gjort muligt ved, at man kan tage sig al den tid, man vil, med at fornemme og forestille sig noget.

Igen er det kreatørens egen oplevelse af ver­den, der kom­mer i spil. Vi oplever alle ver­den på forskel­lige måder. Vi opfør­er os på en bestemt måde, og vi opfat­ter også andre på forskel­lige måder, alt efter hvem vi selv er. På samme måde opfattes en fortælling forskel­ligt, alt efter, hvem vi selv er.

Alligev­el er der meget, vi alle godt kan blive enige om. For eksem­pel vil jeg vove at påstå, at vi alle udmær­ket er klar over, at tv-serien ”Gilmore Girls” er ure­al­is­tisk, og at ver­den ikke er så idyl­lisk, som den portræt­teres deri. Sam­tidig med, at de fleste af os også godt kan blive enige om, at ”Gilmore Girls”- ver­de­nen alligev­el føles ægte. Det samme kan siges om ver­de­nen i tv-serien ”Mod­ern Fam­i­ly”. Selv om de to serier er helt forskel­lige, er de også meget ens. Fil­men ”Three Bill­boards Out­side of Ebbing, Mis­souri” er også en fuld­stændig afspe­jling af ver­den, og igen er den helt anderledes end de to tv-serier. Alligev­el kan jeg per­son­ligt relatere til dem alle.

Serierne nævnt her er pos­i­tive og humoris­tiske med hverdagsprob­le­mer, fuld­stændig som livet kan være det. Fil­men er ser­iøs, lidt dunkel, men også humoris­tisk, og omhan­dler sam­tidig et meget alvorligt emne, nem­lig voldtægt, der er en stor del af vores virke­lighed, også selv om dette emne ikke bliv­er belyst så meget, som jeg kunne ønske. Og det er kun naturligt, at der er humor med heri, da vi men­nesker som regel har det med at ty til netop humor under alvorlige, ser­iøse omstændighed­er, også selv om det ikke kom­mer fra os selv, hvilket det heller ikke gør i fil­men. Humoren er ikke en del af fortællin­gen; den er kun til for seerne.

For i og med, at vi oplever fortællin­gen i fil­men, oplever alvoren og det dun­kle, som om vi selv er en del af oplevelsen, så har vi netop brug for humoren som afvek­sling. Og fil­men er skabt for os, den er ikke skabt for de fik­tive karak­ter­er. Måske har der ikke været humoris­tiske ele­menter i den oplevelse, som andre folk har haft med lig­nende sit­u­a­tion­er. Og for dem, når de ser fil­men, så kan det sandsyn­ligvis kun være rart, at den er der. Det er også sådan, man kan gøre fik­tion per­fekt, eller uper­fekt, alt efter éns ønsker. Man kan skabe den, som man vil have den.

Sam­tidig ville det være for meget idyl, hvis ”Gilmore Girls” og ”Mod­ern Fam­i­ly” ikke inde­holdt hverdagsprob­le­mer. Det er også sådan, man gør fik­tive his­to­ri­er relater­bare. Hvad er en his­to­rie uden dra­ma, når alt, vi kender fra vores eget liv, er dra­ma, uanset hvor hverdagsagtigt, det måtte synes? På den anden side, hvis vores egne oplevelser har været ekstra ser­iøse, alvorlige og måske dun­kle, så har vi brug for et afbræk. Hvis ikke, find­es der gyser­his­to­ri­er og ‑film. Viden­sk­aben siger end­da, at det kan være sundt at bruge gysere til at processere éns egne trau­ma­tiske oplevelser.

Nu brugte jeg film og tv-serier som eksem­pler, for­di de ekstreme og unikke ver­den­er netop er ekstra tydelige deri. Måske for­di det visuelle og bag­grundsmusikken til­fø­jer en del. Men med hen­syn til bøger, så kan man også se det i ”Anne fra Grønnebakken”-bøgerne af L.M. Mont­gomery, der er en idyl­lisk fortælling, som også afspe­jler et hårdt liv. I ”Hvor fjord­kreb­sene syn­ger” af Delia Owens, som er den bed­ste roman, jeg nogensinde har læst, fortælles om en virke­lighed, som mange af os ikke har oplevet eller kom­mer til at opleve. Alligev­el er den utrolig berigende.

Så fik­tion er noget helt specielt. Hvert værk er en oplevelse i sig selv. Op til flere, end­da. Man kan komme igen­nem et helt liv, måske flere. Det er, som om vores eget liv ikke er nok for os; vi er nødt til at opleve andres også. Ikke kun for­di vi kan lære af dem. Det er alligev­el kun sekundært, og sjældent ens hen­sigt eller pri­or­i­ter­ing. Vi vil bare så gerne komme tæt­tere på andre men­nesker. Vi vil gerne opnå ind­sigt i, hvor­dan andre oplever ver­den og lever livet, for ver­den og livet kan være forvir­rende. Men vi læs­er også for at føle nærhed. Så det er heldigt, at der find­es folk, som gerne vil tilbyde den nærhed.

Der­for er det også så forskel­ligt, hvor­dan man opfat­ter en bog. Og der­for er det også så stor en tillid, det kræver af for­fat­ter at give sit værk til en redak­tør. Nok kan mange men­nesker være enige om mange generelle ting, når det kom­mer til en his­to­rie, men have vidt forskel­lige opfat­telser og meninger, når det kom­mer til det ana­lytiske aspekt.

Det er også forskel­ligt, hvad man tager med sig fra en fortælling. Det kan både være sprog­et eller stemnin­gen, men det kan også være forskel­lige ting ved han­dlin­gen. Som fik­tions­for­fat­ter kan man skrive om alle emn­er uden at have nogen autori­sa­tion eller spe­cialv­i­den om emnet. Man kan skrive ud fra egne oplevelser, men ikke engang dét er nød­vendigt. Alligev­el kan man lære meget af skøn­lit­ter­atur. Man kan lære om racisme og andre af ver­dens trælse realiteter.

Forskellen på at lære om disse emn­er gen­nem fik­tion frem­for jour­nal­is­tisk eller akademiske artik­ler, er, at man her lær­er om emn­erne på en mere dyb­degående måde, idet empati og sym­pa­ti ind­drages. Empati er, hvad skøn­lit­ter­atur primært har at tilbyde; det er altid i cen­trum. Fak­tabaseret mate­ri­ale gør ikke indtryk på én på samme måde, som his­to­ri­er gør det.

I fik­tion bliv­er man lukket helt ind i, hvor­dan det føles at være i forskel­lige fik­tive karak­ter­ers liv. For selv om disse karak­ter­er er fik­tive, så har de uundgåeligt meget at gøre med os virke­lige men­nesker, selv hvis karak­ter­erne er over­naturlige i en fan­ta­sy- eller sci­ence fic­tion-fortælling. Alle fik­tive ver­den­er har, uanset hvor meget man ændr­er på dem, meget til­fælles med den virke­lige ver­den. Og det er på den måde, vi kan lære så meget om vores ver­den. Også selv om der, igen, ikke er noget over­naturligt ved dem.

Selv om din hen­sigt, som nævnt, ikke behøver at være at lære noget, når du sæt­ter dig til at læse en roman, så er det alligev­el det, du gør. Man behøver ikke (kun) lære om ver­dens største og vigtig­ste emn­er gen­nem fak­ta. Akademiske og jour­nal­is­tiske artik­ler kan fortælle nok så mange fak­tuelle detal­jer, som man kan få meget ud af at læse. Men ikke nød­vendigvis alt. Man får jo, som nævnt, ikke i artik­ler serveret detal­jer, der gør, at man kan fornemme oplevelsen og det virke­lige ved den på egen krop. Ved hjælp af empati – og godt sprog – så tilby­der fik­tion dette. Ofte lær­er man bedst ved at opleve noget på egen krop, men fik­tion er det tætteste, man kom­mer på at mærke noget på egen krop, uden rent fak­tisk at opleve det.

Der er mange, der har let­tere ved at optage viden ved hjælp af fak­ta og har svært ved at forstå fik­tion, lige­som mange har svært ved tal og logik, men let­tere forstår empati og kreativitet. Og det er kun heldigt, for så kan ver­den køre rundt. Men his­torisk er det tydeligt, hvor­for så mange men­nesker stadig har gavn af fik­tion. Det har nem­lig altid været gen­nem his­to­ri­er, at men­nesker har lært og belært. Siden tidernes mor­gen, siden folke­fortællinger og siden ind­graveringer af billed­er i grot­tevægge, end­da. Vi oplever for at lære, og så fortæller vi om det. Det lig­ger til vores natur. Det er også grun­den til, at enhver kan skrive om noget, som en anden kan få noget ud af. Og for­di det er fik­tion, behøver man ikke tage noget af det ser­iøst alligev­el, da det slet ikke er ment til at belære nogen om noget til at beg­y­n­de med.

Fik­tion tilby­der blot et rum, man ved hjælp af en anden per­sons ind­sigt kan spe­jle sig i og overve­je ting i. Hvad enten der står noget, man ikke havde tænkt på før, eller om der står præ­cist, hvad man selv havde tænkt om noget, så kan det gavne læseren.

Man behøver selvføl­gelig ikke lære sig selv at kende ved aktivt at prøve på det. Det er sandsyn­ligvis umuligt alligev­el. Og igen, det er sundt at lære om andre men­nesker, fik­tive eller ej. For på den måde lær­er du automa­tisk dig selv bedre at kende. Du er dit eget cen­trum af ver­den, selv om mange siger, at man ikke skal se på det sådan. Det er der­for umuligt ikke at vende tilbage til sig selv.

Sagen er også den, at der er utrolig gode chancer for, at enhver roman har emn­er og ind­sigter, som ikke alle kender til, ikke ved særlig meget om, eller ikke har tænkt på før. For uanset hvor mange artik­ler, man læs­er, kan man jo ikke have dyb viden om alle de prob­le­mer, der foregår i ver­den. Man kan ikke nød­vendigvis vide, hvor­dan det er at opleve dem direk­te. Så nok er det brug­bart, vigtigt, nød­vendigt og godt, at artik­ler skriv­er om disse ting, men fik­tion kan bare gøre det på en helt anden måde, der på sin vis er end­nu mere indflydelsesrig.

Fik­tion prøver heller ikke på at lyve ved enten at få en jour­nal­is­tisk artikel til at matche en catchy over­skrift, eller ved at få en akademisk artikel til at leve op til en tese. Fik­tion fortæller bare; fortæller noget, som det er. Fortæller noget per­son­ligt, som regel – eller noget, der bliv­er per­son­ligt for læseren.

Det er det andet, fik­tion kan. Det kan ændre ejer fra for­fat­ter til læs­er. Man kan adoptere alt eller hvad som helst, der står i en roman, nov­el­le eller andet. Uden nogen behøver at vide det, endda.

Hvor artik­ler, både akademiske og jour­nal­is­tiske, som regel forsøger at komme med et reelt bud­skab, eller end­da forsøger at over­be­vise læseren om noget, så fortæller fik­tion, igen, bare. Så kan man tage det til sig, som man vil, når det kom­mer til stykket; analy­sere det, som man vil. En analyse vil altid være forskel­lig alt efter, hvem der analy­ser­er vær­ket. Der er ofte slet ikke noget konkret eller bestemt, som for­fat­ter vil sige og vil have, at læseren abso­lut skal tage til sig. Fik­tion er åbent og bliv­er på den måde læserens eget.

Selvføl­gelig ser artik­ler af begge slags også de forskel­lige per­spek­tiv­er af et emne, men igen er der som regel en tese eller en over­be­vis­ning, som man i hvert fald helst vil have formi­dlet i teksten.

Hvis fik­tion prøver at fortælle noget bestemt, så skulle det da lige være klichéer. Klichéer har altid en pointe og flere per­spek­tiv­er. Det er der­for, de er så nemme at bygge his­to­ri­er op omkring. De er desu­den altid rel­e­vante, for i og med at ver­den og vores liv er fuld er fortællinger, så er den også fuld af klichéer. Og de vil aldrig ophøre. Det onde vil aldrig blive bedre end det gode. Intet vil nogensinde blive vigtigere end kærlighed. Rela­tion­er mellem men­nesker vil aldrig stoppe med at være komplicerede.

Det er sandsyn­ligvis nærmest umuligt at undgå klichéer i fortællinger. Uanset om man stræber efter at inklud­ere dem eller ej, vil de højst sandsyn­ligt frem­stå, også selv om man ikke først læg­ger mærke til dem. Det gør heller ikke noget. Klichéer er udødelige og har eksis­teret siden tidernes mor­gen. De er altid rel­e­vante, uanset om de er skjult eller om noget er direk­te bygget op omkring dem. Vi lær­er af klichéer, også selv om vi nemt kan blive trætte af dem. Vi bliv­er dog ikke trætte af fik­tion i sig selv af dén grund.

På samme måde, som klichéer altid har eksis­teret, således har alt­så men­nesker, som har for­t­alt his­to­ri­er. Dette vil de fort­sætte med for altid, også selv om meget vil blive gen­t­aget. Fortællinger, his­to­ri­er, roman­er, bøger, fik­tion, nov­el­ler, skøn­lit­ter­atur, film, tv-serier, kun­st; uanset, hvad man kalder det, så er det i cen­trum af vores ver­den. Lig­e­gyldigt, om man forhold­er sig til det eller ej.

Der­for er det også så vigtigt, at der er gode redak­tør­er, der kan fuldende lit­terære værk­er, så de lever op til deres poten­tiale, så folk gerne vil læse dem og ikke giv­er op. Det fort­jen­er forfatterne.

Down­load artiklen her