Litteraturen som et medium mellem mennesket og historien 

7. december 2020

Af: Sofie Krarup Sti­gaard  

Lige fra vikinge­ti­dens islandske sagaer til nuti­dens min­i­mal­is­tiske tek­ster har lit­ter­a­turen været et medi­um mellem men­nesket og his­to­rienDen åbn­er op for uni­vers­er, uvirke­lighed­er og utopi­er samtidig med, at den skaber rod­fæste og samhørighed – blot ved ordets magt. På samme måde som man kan undersøge levn og knoglerester i jorden, kan man  lære om samtiden gen­nem lit­ter­a­turen. De sirligt sam­men­sat­te sæt­ninger fortæller os om hvem, vi var engang. Vilkårene, ten­denserne og drømmene – alt sam­men gen­nem brug af lit­ter­aturen. De to – his­to­rien og lit­ter­a­turen er uomtvis­teligt bun­det sam­men.  

Hymner og homo rationalis

Helt tidligt i vores his­to­rie var fortællingerne et sted, hvor vi søgte svar og afmys­ti­fi­cer­ing af fænomen­er, som vi end­nu ikke havde nuti­dens viden­skab til at fork­lare. Skal man se på lit­ter­a­turen som det fork­larende ele­ment, er det særligt inter­es­sant at spe­jde mod bibelske lignelser og myter. Deres funk­tion var blandt andet at belære folket og styrke troen på reli­gio­nen. Det er i dag fortællinger, som vi men­nesker — homo ratio­nalis – muligvis har nogle andre for­tolkninger og udlægninger af, end man havde i samti­den, men det gør dem ikke min­dre lærerigeSet gen­nem nuti­dens naturv­i­den­sk­a­belige briller har synd­flo­den måske været fork­larin­gen på en flod­bølge for­saget af naturen, lige­som mange mytol­o­giske væs­ner er et billede på et natur­fænomen, fx Thor fra den nordiske asatro som fork­lar­ing på tor­denvejr. Eller den græske mytol­o­gis myte om korn­gudin­den Perse­fone, der Deme­ter­hym­nen blev kid­nap­pet af Hades og tte tilbringe en tred­jedel af året i under­ver­de­nen, hvilket fork­larede årstidernes skiften. 

I dag vil man som ikke-troende indi­vid sandsyn­ligvis så tvivl om tro­værdighe­den af disse fortællinger, men en del af dem er immervæk stadig rel­e­vante i 2020. Sag­n­fig­ur­er som Ikaros og Narkissos skulle advarimod over­mod og selvhøjtidelig – noget, som i Dan­mark kunne virke famil­iært, hvis man er bek­endt med jan­teloven.  

Litteraturen som opdragelsesmetode

Litter­a­turen er med sine mytiske fortællinger tilsvarende blevet brugt til at søge en årsags­fork­lar­ing og en gyldighed. I mid­de­lalderen var det folke­vis­erne, der skulle moralis­ere og fork­lare det ufork­larligeSam­tidig lærte vis­erne befolknin­gen, hvor de hørte til i sam­fun­det og opdragede dem til at forholde sig til livets store, skæb­nebestemte over­gange. Det var fortællinger, som blev overlev­eret fra mund til mund, sunget videre, og på den måde var ophø­jet. Folke­vis­erne var både til for at under­holde og opdrage i en tid, som var præget af vold­som vækst på næsten alle para­me­tre. Sideløbende med kris­ten­dom­mens udbre­delse, et mas­sivt befolkn­ings­boom og nye opfind­elser i mid­de­lalderen, skrev Saxo omkring 1100-tal­let vær­ket Ges­ta Dano­rum, der skulle skil­dre og i særde­leshed hylde Dan­mark som et hero­isk land, der kæm­pede for ret­færdighed og fri­hed. Tager man de kildekri­tiske briller på, vil man nok ikke beteg­ne de kristne korstog som hero­iske i dag. Med Saxos værk kan vi ikke blot læse om samti­den, men også om, hvor­dan man benyt­tede lit­ter­a­turen  i dette til­fælde til at teg­ne et pos­i­tivt billede af Dan­marks his­to­rie som et glorværdigt og stolt landVi ved nuat man kan læse lige så meget mellem lin­jerne som i de ord, der står skrevet, og med lit­ter­a­turen få et meget mere nuanceret billede af dan­ernes bedrifter i samti­den.  

Gud, konge og fædreland

Leono­ra Christi­na Ulfeldts Jam­mers Minde er et andet eksem­pel, som illus­tr­erer vores brug af lit­ter­aturen Dan­mark­shis­to­rien – her i et forsøg på at rense sit og ægte­man­dens navn efter anklager om lands­for­ræderi. Vær­ket Jam­mers Minde skrev Leono­ra i 1600-tal­let, mens hun i næsten 22 år sad fængslet i Blåtårn, hvor hun – bevæb­net med pen og blæk – skrev sig ind i Danmark­shis­to­rienVærket faldt tilmed på et tørt sted, da det udkom mange år senere i 1869, hvor danskerne havde aller­mest brug for det. 

I 1800-tal­lets Dan­mark herskede roman­tikken, som var kende­teg­net ved gud­dom­me­lighed og idyl, men i virke­lighe­den var peri­o­den omkring 1800-tal­let ikke lut­ter idyl for lan­det. Med blandt andet Norges løs­riv­else fra Dan­mark i 1814 og slaget ved Dyb­bøl i 1864 var det ikke just gun­stige vilkår for vort lille land. Men vi vendte blikket mod organ­is­metanker og dual­ismesom måske netop var det, folket behøvede for at kunne udholde omstændighed­erneRet­tidigt kom Leono­ra Christi­na Ulfeldt som en hero­isk ret­færdigheds­gudinde, der havde kæm­pet mod fjen­den, nem­lig sin bror Kong Fred­erik den 3. og den tyskfødte dron­ning, Sofie Amalie, der for mange blev billedet på ærk­erivalen. Her spillede lit­ter­a­turen og værk­er som Jam­mers Minde en cen­tral rolle i forbindelse med Dan­marks æresopre­js­ning efter de fatale ned­er­lag, vi blandt andet havde lidt i 1864. Dual­is­men var ikke kun en åndelig, roman­tisk idé  tve­he­den ses også i for­fat­ter­sk­aber som Oehlen­schläger og H.C. Ander­sen, der i roman­tikken skrev sideløbende med nogle af Dan­marks ned­er­lag, men som søgte mod guld­horn og even­tyr frem­for krig og tab, som jo egentlig var realiteten i lan­det. I dette til­fælde var lit­ter­a­turen en trøst, der skulle dis­tra­here fra virke­lighe­dens vilkår ved at vende opmærk­somhe­den mod Gud, konge og fædreland. 

I dag roman­tis­er­er og hylder vi for­fat­tere som Oehlen­schläger og H.C. Ander­sen, men også i roman­tikken drømte man sig tilbage til en anden tid med sagaer, fol­keeven­tyr og folke­vis­er, som i høj grad blev ide­alis­eret og var billedet på en ny gul­dalder. Hvor­for drømme bagud i stedet for fre­mad? Måske for­di vi som­me­tider har behov for at drømme os væk – så langt væk fra genk­ende­lighe­den som muligt. 

Ladt med papir og pen

Med lit­ter­atur kan vi udforske, opdage og blive udfor­dret i vores tankegange. Lit­ter­atur kan i den grad ligeledes blive benyt­tet som en pro­voka­tion, end­da en sådan grad, at værk­erne bliv­er for­budt og bandlyst. Loli­ta af Vladimir Nabokov, Ulysses af James Joyce og Amer­i­can Psy­cho af Bret Eas­t­on Ellis er blot eksem­pler på bøger, som blev for­budt flere sted­er ver­den, da de udkomBøgerne har været farlige, for­di de har udfor­dret læserne både med tabuis­erede emn­er og et uanstændigt sprog. Da Loli­ta blev udgivet i 1955, blev læserne forargede over det anstødelige og lige­frem pornografiske ind­hold i en sådan grad, at bogen blev bandlyst i blandt andet Frankrig og Eng­land. Efter et par år vendte folkets ind­still­ing til vær­ket dogog det endte med at blive anset for at være et af 1900-tal­lets lit­terære mester­værk­er. Loli­ta er blot et af flere eksem­pler på værk­er, som har været skel­sæt­tende og rev­o­lu­tionerende for sam­fun­det på udgivelses­tid­spunk­tet. Det er et godt billede på lit­ter­a­turens og i det hele taget ordenes magt, som i sin alsidighed kan under­holde, pro­vokere og i sid­ste ende rykke ved vores grænser. Det er netop det, lit­ter­atur også kan – søge og over­skride grænser, udfor­dre læseren ved at adressere tabuis­erede emn­er og gøre det med et så groft, men fængslende sprog, at man ikke kan stoppe med at læse  

Lit­ter­a­turen er på mange måder det skrevne talerør til og for folketog den vil uomtvis­teligt være for­bun­det med his­to­rien og den virke­lighed, vi lever i. Der­for er det også inter­es­sant at tænke på, hvad man mon om et århun­drede vil sige om den lit­ter­aturhis­toriske peri­ode, vi gen­nemgår lige nu. Hvor­dan vil nuti­dens værk­er blive for­tolket, og hvad vil den sige om måden, hvor­på vi bruger lit­ter­a­turen? Og hvad er det, de his­toriske værk­er har gjort, ikke blot for lit­ter­a­turen, men for men­nes­ket? Én ting er sikker i denne sag: Med lit­ter­a­turen bliv­er vi ikke blot ordene, men ind­sigten rigere. Og det er ganske vist! 

Lit­ter­a­turen som et medi­um mellem men­nes­ket og historien.