SOM EN REGNBUE

26. oktober 2020

Fra kar­ri­ere­f­reak til for­fat­ter og keramik­er: En sand afdækn­ing Af Karin Ifanger

Af Gitte Sal­skov Jensen

Seks umisk­endelige og fast­tøm­rede striber – RØD, ORANGE, GUL. GRØN, BLÅ, LILLA – griber umid­del­bart øjet, når man kig­ger på omslaget til bogen ”1996 – Udsta­tioner­ing”, der netop i disse dage er sendt i trykken for For­laget Snepryd og lan­der på hylderne d. 30. okto­ber. Vi kender striberne fra reg­n­buen på himlen, når solens hvide lys bry­des i reg­n­dråberne og spaltes i den rene farveskala. Men vi kender også striberne fra et ganske særligt flag – reg­n­bue­flaget – som uden tvivl er det mest anvendte og berømte sym­bol for LGBT-miljøet ver­den over. For­fat­teren til bogen, KARIN IFANGER, læg­ger da heller ikke skjul på, at hun er homosek­suel, lige­som hov­ed­per­so­n­en i bogen i øvrigt, der skil­dr­er en homosek­suel kvin­de ved navn Kira, der bliv­er udsta­tioneret som anker­mand på et større IT-pro­jekt på Cypern. For­fat­ter­in­ten­tio­nen synes hermed ikke til at misforstå.

Nu kunne man tænke sig, at under­teg­nedes afsæt i bogens reg­n­bueom­slag netop beror på denne mere util­slørede for­fat­ter­in­ten­tion: en stolthed og åben­hed over ens sek­su­alitet. Men i virke­lighe­den beror mit afsæt snarere på det fak­tum, at reg­n­buen – den rene farveskala – på mange måder synes at omfavne hele KARIN IFANGER, alt­så for­fat­teren bag bogen. Dette bliv­er jeg navn­lig opmærk­som på, da jeg møder for­fat­teren en fredag formid­dag i okto­ber, hvor vi har sat hinan­den stævne over tele­fo­nen til en sam­tale om bogen og det lev­ede liv, som den udspringer af. Og efter den omtrent to timers lange sam­tale er jeg ikke i tvivl; reg­n­bueom­slaget er en oplagt og gedi­gen gen­spe­jling af KARIN IFANGER, hvor­for jeg næppe kan tænke mig nogen bedre måde end at tage afsæt i det farveprægtige omslag. Men hvad er det så, der gør Karin Ifanger til en reg­n­bue? Et spørgsmål, der bedst lad­er sig begribe ud fra den metaforiske tanke: at være et mange­facetteret, livligt og spæn­dende men­neske, og et spørgsmål som jeg i nærværende artikel vil forsøge at kaste lidt lys over.

OTIUMTORUP 

Klokken er et par min­ut­ter over ti en fredag formid­dag i okto­ber, da Karin Ifanger efter lidt tekniske opstart­sprob­le­mer ton­er frem på skær­men af min mobil­tele­fon. Hun er glad, kæk og øjen­syn­ligt stil­be­v­idst med fikse, farverige og kuglerunde briller, som under­teg­nede heller ikke lad­er gå ube­mær­ket hen.

Snakken går ubesværet, og inden længe har jeg de mere fak­tuelle info på plads om sam­tal­ens hov­ed­per­son. Karin Ifanger er pen­sion­ist, frask­ilt, mor og hus­tru – og så elsker hun virke­lig keramik. Hun bor med hus­tru­en Ellen og schnau­zer­hun­den Sit­ka (opkaldt efter et grantræ og en indi­an­er­stamme i Cana­da) i den lille nord­sjæl­landske by Torup. Torup der i øvrigt fornemt har mark­eret sig på land­ko­rtet med titlerne Dan­marks første bog­by og Årets Lands­by 2019. Her har for­fat­teren imi­dler­tid ikke altid boet, lige­som hun heller ikke altid har været for­fat­ter. Forud lig­ger nem­lig en lang og hæs­blæsende kar­riere inden­for IT-branchen med rejs­er, suc­ces, et tårn­højt ambi­tion­sniveau og under­tiden lidt for meget alko­hol, hvis man spørg­er for­fat­teren selv. ”Kar­ri­ere­f­reak” og ”loko­mo­tivfør­er” er umid­del­bart de enkel­tord, for­fat­teren bruger om sig selv, da hun fork­lar­er, hvor meget arbe­jdet i virke­lighe­den har optaget hende gen­nem årene. Et liv hun dog med sit otium har lagt på hylden, for­di ”nu er det tid til at sætte sig læn­gere ned i en af togvognene og lade andre styre loko­mo­tivet”, som hun meget emblema­tisk udtrykker det.

Som et resul­tat af den erk­endelse fly­t­tede Karin og Ellen i 2015 fra Køben­havn til den lille sjæl­landske flække nord­på og blev land­boere, hvor kæresten tilmed var så heldig at få en still­ing som organ­ist i området. I Torup er livet bety­deligt anderledes end det hvileløse by- og arbe­jd­sliv, hun tidligere har været vant til. Her er der dømt natur og lands­byliv. Her er der tid til at realis­ere og dyrke mere kun­st­ner­iske udtryks­former som for eksem­pel skriver­ier, billed­mageri og keramik. Nej, der er skam ikke noget, der tyder på, at Karin Ifanger er i fare for ledig­gang; for skrevet, malet og lavet keramik bliv­er der. Og foru­den at kunne kalde sig for­fat­ter, kan hun tilmed snart skrive keramik­er på CV’et, hvilket må siges at være en ret så imponerende bedrift – i hvert fald i denne skribents øjne, der godt husker, hvor vanske­ligt det er at håndtere en klump ler på det roterende pot­temager­hjul. Sam­men med skolekam­mer­at­en Kit, hos hvem hun også er i lære, er en gam­mel drøm om eget keramikværk­st­ed og ‑gal­leri desu­den blevet til virke­lighed. Imi­dler­tid kan Karin ikke kalde sig keramik­er, førend hun har drejet en tepotte, der kan god­k­endes af Kit.

I bogen ”1996 – Udsta­tioner­ing” er det dog ikke kun­sten og keramik­eren, der er omdrejn­ingspunk­tet, selvom der også hen­vis­es her­til, men der­i­mod en fremtræ­dende IT-medar­be­jder og dennes såv­el prak­tiske som per­son­lige udfor­dringer under­ve­js. En branche – ganske vist lidt stereo­typt (indrøm­met!) – man måske heller ikke lige umid­del­bart forbinder med kvinder.

LIVET SOM UDSTATIONERET

I foråret 1996 rejs­er en kvin­de ved navn Kira, også bogens hov­ed­per­son, til byen Nicosia på Cypern for at arbe­jde på et større IT-pro­jekt for en cypri­o­tisk kunde. Hjemme i Dan­mark efter­lad­er hun kæresten Susanne gen­nem snart otte år og søn­nen Gorm, der nu må fly­tte ind i det nye hus alene, som kærestepar­ret netop har købt sam­men. Det vil måske i de flestes øjne synes en kende ego­is­tisk af hov­ed­per­so­n­en, efter­som det er en beslut­ning, hun tager – vel at bemærke – uden rigtig at ind­drage fam­i­liens syn på det. Men hov­ed­per­so­n­ens mere impul­sive karak­ter insis­ter­er på at for­følge sin even­tyrlyst. For hende han­dler det om at kom­binere sit arbe­jde med det søde Mid­del­havs­liv, hvor der er ”blom­strende man­del­træer, appelsin­lunde, oliven­træer, krid­h­vide sand­strande, lune aften­er og musik og dans” (s. 6), som hov­ed­per­so­n­en meget roman­tisk forsøger at over­be­vise sin kæreste med over et par fyraften­søl. Det roman­tiske set­up bliv­er der imi­dler­tid ikke meget af. Susanne kom­mer aldrig til Cypern, og Kira kom­mer ned til et pro­jekt, der lid­er under uor­den og mis­visende sta­tus­rap­por­teringer og en pro­jek­t­di­rek­tør, der ikke forstår sig på at være syn­lig for sine medar­be­jdere, hvilket resul­ter­er i lange og slid­somme arbe­jds­dage for Kira og hen­des mand­skab med begrænset fritid; naturligvis også begrun­det i en ans­vars­be­v­idst og arbe­jd­som kvin­de, der er sej som fran­sk nougat og stål­sat på at gen­nem­føre projektet.

Kvin­den, der rejs­er afst­ed, hed­der som bemeldt Kira, og hun min­der ganske vist til forvek­sling om Karin Ifanger selv. Foru­den den oplagte navnelighed (Karin/ Kira) har begge nem­lig en bag­grund i IT-ver­de­nen, begge har de været udsta­tioneret på Cypern, begge er de les­biske, og begge har de en inter­esse for keramik. Jeg må da også flere gange under­ve­js i vores sam­tale tage mig selv i at kalde hov­ed­per­so­n­en for Karin – og ikke Kira. For­fat­teren tøver da heller ikke med at sige, at bogen hvil­er på egne erfaringer. ”Det, der står i bogen, er i vid udstrækn­ing sandt”, fork­lar­er hun, da jeg spørg­er ind til denne del, men hun har naturligvis i bed­ste fik­tion­sstil ændret navnene af hen­syn til de medvirkende.

Men i grun­den er det ikke afgørende, hvor meget der er sandt, og hvor meget der er fal­sk. Det afgørende er der­i­mod de erfaringer, som hov­ed­per­so­n­en gør sig i forbindelse med udsta­tioner­in­gen. For Kira støder på udfor­dringer, der i grun­den kunne være vores alle­sam­mens udfor­dringer under givne omstændighed­er: nyt land, nye kol­leger og nye forhold omkring arbe­jde, ven­ner og fritid at han­dle efter samt en fraværende kæreste og søn. Kira, kunne man sige, bliv­er i større eller min­dre grad, en repræsen­tant for mange andre. En per­son at spe­jle sig i – også selvom man ikke lige er homosek­suel. Og netop homosek­su­alitet kunne man sagtens forestille sig tage større del i bogens grundliggende kon­flikt, men homosek­su­alitet er – som udtrykt i bogen – givetvis ikke noget, man skil­ter med på Cypern anno 1996, hvor­for Kira er diskret og lad­er lokalbe­folknin­gen være uvi­dende herom. Der­for for­bliv­er denne kon­flikt også min­dre udtalt gen­nem bogen.

Bogens primære kon­flikt, der­i­mod, skal find­es i bal­an­cen, eller man­gel på samme, mellem arbe­jde og fam­i­lieliv; for selvom Kira bestræber sig på at få de to til at gå op i en højere enhed, lykkes det aldrig helt, og på en ferie i Dan­mark, hvor også bryllup­pet skal stå, detoner­er bomben. Her bliv­er det klart, at udsta­tioner­in­gen og det hek­tiske arbe­jd­sliv har fået kon­sekvenser for par­forhold­et. Noget man som læs­er dog har kun­net fornemme under­ve­js som en ulmende uro under over­fladen. En fornem­melse der især får næring af de evigt lange arbe­jds­dage på Cypern og den spar­somme kon­takt mellem kærestepar­ret, hvor man ofte hør­er om forgæves tele­fonop­kald og ingen ledi­ge inter­na­tionale lin­jer.  Læg der­til, at kæresten Susanne som nævnt aldrig kom­mer til Cypern, og – ikke mindst – hov­ed­per­so­n­ens egne betænke­lighed­er ved forhold­et og det frem­tidi­ge ægteskab: ”Jeg tror, det bety­der mere for hende end for mig. Ægtesk­a­bet opfat­ter jeg mest som en prak­tisk foranstalt­ning, hvor vi sikr­er hinan­den økonomisk, hvis en af os plud­selig dør. Jeg er lidt foruroliget over, at jeg ikke kan mærke min kærlighed til hende” (s. 87).

Som hel­hed taget sid­der man som læs­er tilbage med en følelse af at være vidne til et uafværgeligt fly­styrt fra land­jor­den. ― Men alvorlige ulykker som fly­styrt kan som bek­endt med­føre nye ind­sigter, og dette ’uafværgelige’ er netop noget, som for­fat­teren Karin Ifanger selv kan se med ret­ro­spek­tio­nens øjne. Forhold­et til kæresten var i virke­lighe­den nok allerede afviklet inden afre­jse, erk­ender hun.

ÅBENBARINGEN

At erk­ende et forholds ende er én ting. At erk­ende ens lev­emåde som uhen­sigtsmæs­sig og ned­bry­dende er en anden ting. Ikke desto min­dre er det lige akku­rat, hvad der sker for Kira i bogen. Et par sam­taler med søn­nen Gorm løfter navn­lig sløret her­for, idet Kira plud­selig får øjnene op for, at hun har været tilbø­jelig til kun at tage hen­syn til sig selv og sine egne behov og inter­ess­er uden blik for, at de valg, hun fore­tog, havde ind­fly­delse på søn­nens liv. Alligev­el er det et tru­ende sam­men­brud efter hjemkom­sten, der omsider får Kira til at opsøge en psykolog og gå indover dør­trin­net til Anonyme Alko­ho­likere og blive medlem.

Spørg­er man for­fat­teren selv, er hun heller ikke i tvivl: udsta­tioner­in­gen var udslags­givende fak­tor i forhold til at erk­ende, at noget måtte ske med måden, hvor­på hun lev­ede sit liv. ”Udsta­tioner­in­gen var en øjenåb­n­er og kick­start­ede en per­son­lig udvikling og liv­som­lægn­ing, hvor de indre værdier og følelser blev sat i højsædet”, fork­lar­er Karin Ifanger. Et indre der hidtil var blevet ned­pri­or­iteret til fordel for et liv i over­hal­ings­ba­nen med kar­riere, rejs­er, fes­ter, alko­hol og – fristes man til at sige – skyk­lap­per. I dag er skyk­lap­perne imi­dler­tid så godt som forsvun­det, og Karin Ifanger er blevet bety­deligt bedre til at mærke og lytte til sig selv, om end der er tale om work in progress. Og herved er vi tilbage ved udgangspunk­tet, Karin Ifangers otium, med hvilket hun mark­er­er et end­e­gyldigt farvel til kar­ri­ere­f­reak­en til fordel for mere ro, kun­st og ånd­sliv. Til fordel for for­fat­teren, maleren og keramikeren.

Og til den læs­er, der end­nu måtte bet­vivle, hvor­for Karin Ifanger kan side­s­tilles med lysfænomenet reg­n­buen, vil jeg her blot ser­vere i ned­kogt udgave: en stribe for kar­ri­ere­f­reak­en og den begavede IT-led­er. En stribe for den modi­ge og sejlivede. En stribe for kun­st­neren, og en stribe for for­fat­teren. En stribe for den impul­sive og virkelystne – og sidst, men ikke mindst: en stribe for de fikse farverige og kuglerunde briller, der sid­der på Karin Ifanger.

Karins bog udkom­mer d.30 okto­ber 2020, og du kan læse mere om bogen eller købe den ved at klikke her.