Støbt i blæk og billeder – Litteraturen er altid hos os

2. oktober 2020

Hvilke generelle betragt­ninger kan vi gøre os om lit­ter­a­turens betyd­ning for den vestlige ver­dens samfund?

 Af: Kasper de Miranda 

 Skriftlig overlevering ligger i mennesket 

I titusind­vis af år, siden men­nes­ket videreud­viklede sprog­et til at være mere end bare over­lev­er­ing af rent prak­tiske infor­ma­tion­er, har vi brugt sprog­et til at fortælle og sam­les om his­to­ri­er. Hule­ma­lerier, egyp­tiske hiero­glyf­fer, de endeløse log­bøger fra oldti­dens kine­siske regimer. Alle bær­er de den fælles men­neske­lige trang; at gen­give regler, beretninger, sange, over­sigter, you name it. Her i nor­den dater­er vores skriftlige beretninger tilbage til slut­nin­gen af det første årtusind, da de islandske sagaer og en lang række nor­røn skjalde­poe­si blev ned­skrevet efter flere århun­dred­ers mundtlig over­lev­er­ing. Med kris­ten­dom­mens ind­pas svandt runeskriften hen, og det latinske alfa­bet vandt den sprog­lige trone. Her­fra skrev tidlige lit­ter­ater som Snorre Sturla­son og Saxo Gram­mati­cus på livet løs, så det nordiske lit­terære efter­mæle kunne foreviges. 

Tidsmaskinen i vores hænder  

I dag sid­der vi tilbage med en tids­mask­ine, som et helt liv ikke ville være nok til at afdække. Vi har det store priv­i­legium at være i stand til at rejse tilbage og følge Gisle på sin flugt efter at være dømt lovløs. Vi kan følge vores andre for­fæ­dres fod­spor; både som de hen­gav deres tro til den kristne gud, hvor­dan de ful­gte Luthers refor­ma­tive kløft igen­nem Europa, og hvor­dan Dar­win og Niet­zsche var med til igen at myrde denne gud med blodi­ge knive. En række lit­terære peri­oder har givet os chan­cen for at følge vores ver­dens sam­fundsstruk­turelle udvikling gen­nem litteraturen. 

En udvikling, vi ikke havde haft en chance for at være vidne til uden den skriftlige over­lev­er­ing. Sådan fun­ger­er lit­ter­aturhis­to­rien som den røde tråd i vores fælles tilværelse, et red­skab til at forstå vores sam­fund og ikke mindst vores sjæl og sind. Lit­ter­a­turen præger og for­mer vores samtids opfat­telse af kærlighed, moral, ret­færdighed og end­da spørgsmålet om den klud­der­mut­ter, som er vores egen eksistens. 

Når litteratur vil mere end læses  

Ikke så sjældent bry­der lit­ter­a­turen fri fra kun­stens ram­mer og får poli­tisk karak­ter. Jovist, lit­ter­atur er ofte poli­tisk i den ene eller anden udformn­ing, men visse lit­terære ram­bukke splin­tr­er sam­fun­dets forseglede døre. Efter Bran­des’ opfor­dring til at sætte prob­le­mer under debat i 1871, kom poli­tisk ambitiøse for­fat­tere til orde. Én af disse prob­lema­tiske sam­fundsstruk­tur­er, der blev itale­sat under Bran­des’ forelæs­ninger med en svim­lende pop­u­lar­itet, var kvin­dernes pas­sive rolle i sam­fun­det. Her­til tiltrådte blandt andre den danske for­fat­ter Her­man Bang, som billedlig­gjorde debat­ten om kvin­dernes fastlåste skæbne. 

I takt med denne lit­terære rev­o­lu­tion, vi i dag kalder det mod­erne gen­nem­brud, blev nordiske for­fat­tere som Amalie Skram og Erna-Juel Hansen navne, vi i dag læs­er i klar rela­tion til vigtige skridt i kvin­dernes sta­tus i sam­fun­det. Bran­des’ renom­mé lever stadig videre. Og i dag er ligestill­ings­de­bat­ten mere pro­gres­siv end nogensinde, hvor også per­son­er med non-binære køn­sop­fat­telser er ved at få en ret­mæs­sig stemme og vejrtrækn­ings­dygtig posi­tion i samfundet. 

Mere nyligt så vi, hvor­dan Yahya Has­san skabte røre med sin kri­tik af ghet­tosam­fun­dene i Dan­mark. Lige­som for­fat­terne under det mod­erne gen­nem­brud, blev Has­san det faste diskus­sion­semne rundt om spise­bor­dene på land­splan. Og borg­erne måtte tage still­ing til hans kri­tikker, om de ville det eller ej. Her røbe­des det betændte liv for mange af de borg­ere i Dan­mark, som lever i ghet­tosam­fun­dene.  Man­den, der nægt­ede at kon­formere og blive det borg­erlige Dan­marks kæledægge, vil måske få sin plads i his­to­riebøgerne som end­nu en af de for­fat­tere, der brød lit­ter­a­turens vante ram­mer og gjorde et helt sam­fund vibr­erende for en stund. 

Vi finder os selv i fiktionen  

Mange af os kender til fornem­melsen, at et stykke fik­tion spark­er benene væk under os. En fornem­melse af, at de velud­lagte ord på papiret ram­mer os på en helt særlig måde. Læs­ning af fik­tion er at nav­igere i en forestill­ingsramme, som kan man­i­festere sig i vores sub­jek­tive virke­lighed. Læserens virke­lighed­sop­fat­telse bliv­er en kryd­sref­er­ence for den kon­struerede ver­den i det fik­tive værk. 

Den reflek­sive læs­ning af en tekst er om noget sub­jek­tiv. Visse men­nesker inspir­eres af Hold­en Caulfield til at myrde Lennon ved et skud i ryggen. Andre find­er ham en smålig teenag­er, der bør sætte sig tilbage på skole­bænken. Selv ked­ede jeg mig en smule under rejsen med Hold­en, men slugte en stor klump nær slut­nin­gen. Jeg sad tilbage med en følelse af håbløshed over for det at være ungt men­neske i et autoritetssam­fund. Den slut­spurt i vær­ket har gjort The Catch­er in the Rye til et stort værk for mig. Fik­tio­nens magi lig­ger i dens evne til at igangsætte læserens reflek­sion om, hvem hun er, og hvad hen­des hold­ning til vær­kets eksis­ten­tielle eller kri­tiske bud­skab er. 

Synger litteraturen på sidste vers?  

Selvføl­gelig ikke! Lit­ter­a­turen er lige­som sprog­et under kon­stant udvikling. Det er en lev­ende organ­isme, som bare ven­ter på at sprede sig i alle ret­ninger, når den først har ramt den rigtige ener­gi. Den skriftlige over­lev­er­ing tjen­er vigtige his­toriske og åndelige for­mål i men­nes­ket. Og cen­sur og afbrænd­ing af lit­ter­atur forbinder vi med tyran­ni. Forhåbentligt har den skriftlige over­lev­er­ing ikke udt­jent sin værnepligt end­nu. Lit­ter­a­turen som ned­skrevne his­toriske levn er på en velfort­jent piedestal. Hvad end det er et stykke matem­a­tisk teori om den pythagoræiske læresæt­ning, eller det er en roman omhan­dlende en sul­ten mand i Kris­tia­nia, som led­er efter noget at spise. Lit­ter­a­turen spred­er sig hastigt til flere forskel­lige medi­er. Det bliv­er spæn­dende at se, hvilke uforudsigelige sted­er den vil man­i­festere sig i løbet af dette århun­drede. Og til alle for­fat­teraspi­ran­ter, vil jeg afs­lut­tende opfor­dre jer til at tilslutte jer his­to­rien og skrive, skrive, skrive!