Pigen indeni: Ida Bruhn Bull

2. oktober 2020

”Det er lettende at hade andre end sig selv, og det er hadet mod sin egen kvindekrop, som biologisk skal kunne bære et barn. Det er som om, at kroppen er en fiasko”

- Ida Bruhn Bull

Af: Kasper de Miranda

Ida Bruhn Bull (f. 1990) er oprindeligt fra Ballerup, og der mærkede hun første gang glæ­den ved at skrive, da hun af sin dan­sklær­er i fjerde klasse fik stor ros for sin fik­tive fortælling i en stil. På som­mer­ferie med sine foræl­dre, lå hun begravet i den ene bog efter den anden, men fik under stor protest besked på at få frisk luft med resten af

Foto: Sofie Thyme
Foto: Sofie Thyme

fam­i­lien. Baderinge og mad­pakker i det fri kunne dog ikke holde hende fra hverken at spise eller spytte bøger ud, og allerede i en alder af fjorten, havde hun gang i sin første roman. Hun beskriv­er sig selv i sine teenageår som den irriterende kæledægge, som tak­tisk snakkede sine lærere efter munden, og at denne tid var præget af socialt liv og mass­er af fes­ter. Efter at have taget sin stu­den­terek­samen på Nørre Gym­na­si­um i Husum, fly­t­tede hun til Amager og tog sin bach­e­lor­grad i Arkæolo­gi, og efter et kort møde med japan­sk og visuel kul­tur, land­ede hun med en kan­di­dat­grad i Etnolo­gi. Hun blev i 2019 mor til sin dat­ter efter flere års ufriv­il­lig barn­løshed; et for­løb, der har været grund­laget for hen­des debutro­man ’Det er lettest, hvis jeg hold­er kæft med, hvor­dan jeg har det’, som blev udgivet på For­laget Snepryd i august 2020.

Jeg find­er Ida sid­dende i en mørk kælder på en kaf­febar på Amager, og vi giv­er hinan­den en tid­stypisk albue som hilsen, før vi sæt­ter os og slu­dr­er lidt om vind og vejr. En karis­ma­tisk kvin­de, let til smil. Hun både fortæller og spørg­er på sin ærkesjæl­landske dialekt og er frisk på både inter­view og at skulle posere foran den fotograf, der ankom­mer efter sam­tal­en. Efter vores korte sam­tale om hen­des bag­grund, glæder jeg mig til at høre mere om hen­des liv som forfatter.

Hvor har du fundet inspiration som forfatter?

”Det start­ede vel, da jeg i fjerde klasse fik min stil tilbage fra min dan­sklær­er, der så på mig og sagde: ”Det er sgu’ en god stil, Ida”, og jeg smi­gret fik et godt boost til selvtil­li­den. Siden har jeg gået på for­fat­ter­skolen i Brøn­der­slev på en uges højskolekur­sus, hvor der var noget under­vis­ning for for­fat­teraspi­ran­ter af etablerede for­fat­ter­er. Også lidt forskel­lige endagskurs­er på bib­liotek­er, da jeg var yngre, men siden, jeg er blevet vok­sen, har jeg mest af alt lært ved at læse en masse. Den etablerede for­fat­ter­skole har ikke trukket så meget i mig; dels grun­det min for­dom om, at det er noget arbi­trært, hvad der udvælges til at gå der, dels nok grun­det en frygt for ikke at blive godkendt. 

Jeg tror, jeg i løbet af mine vok­sne år har fun­det mig selv som for­fat­ter, og meget af denne læring kan jeg tilskrive de mange, mange timer, jeg har brugt med bogen i hån­den. Jeg synes ikke, man behøver være dybt bege­jstret for et værk for at tage ved lære af det. En af mine største prægere til min debutro­man har været Helle Helle, som egentlig ikke er en for­fat­ter, jeg er vildt bege­jstret for, men stadig respek­ter­er for hen­des inten­tion­er om at skrive om den uundgåelige, ube­ty­delige og altid tilst­ede­værende hverdag. Min yndlings­bog er For­bry­delse og Straf af Dos­to­evsky, og den har jeg trukket mig igen­nem mange gange. Nu siger jeg trukket, og det er grun­det en vis lang­som­me­lighed i vær­ket, som også er dets kvalitet. 

Hans måde at behan­dle monot­o­ne monologer ved at gen­nemgå stu­den­tens tankestrømme hele tiden, har inspir­eret mig til også at portræt­tere den ufriv­il­ligt barn­løse kvin­des syn­spunkt, der vis­er, at hun ingen­lunde er objek­tiv i sit følelses­liv; hun kan umuligt dis­tancere sig fra hæn­delsen, som det jo er, når man står midt i en emo­tionel sit­u­a­tion. Der kom også kom­mentar­er fra redak­tør­erne som ”er det ikke lidt unfair, det her?”, og jo, det er hun­drede pro­cent unfair, at hun tænker sådan her lige nu, men det er det, som foregår.”

Har du nogle uafsluttede projekter?

”Som fjorten-femten årig skrev jeg om en ver­den, jeg kaldte Ringtågernes Land. En rigtig fan­ta­sy­fortælling, tre sole, der strålede ned på den her ver­den,  hvor omkring der var de her ringtåger, som skabte grobund for reli­gio­nen i ver­den. His­to­rien byg­ger selvføl­gelig på mes­si­as­myten, den udval­gtes fød­sel, som er vigtig for sam­fun­det. I dette til­fælde en ung pige, den eneste født i hen­des år. Kun ring­præsterne kender til vigtighe­den af hen­des ska­belse, og hun må ikke få noget at vide, før hun er gam­mel nok! Ja, det er en fan­tastisk fortælling.”

Hvad er du mere eller mindre selvsikker omkring i din skrivning?

”Jeg synes bedst om mine dialoger. Jeg synes det fun­ger­er godt i rep­lik­førin­gen, at jeg ikke har givet karak­ter­erne navne, og at man ikke føl­ger med i dialogerne med navne og karak­terbeskriv­elser af ansigtsmimik. Jeg kan godt lide, at det bliv­er klinisk og rent, næsten objek­tivt, for­di så kan man ikke andet end at følge med uden at vælge én karak­ters side til fordel for en andens. Min­dre selvsikker er jeg i hele dag­bogs­for­matet, for­di der er en hel del auto­bi­ografi involveret. Hvor­dan sorter­er man i det? Hvor meget af det er mig; hvor meget min mand? Jeg har tvivlet meget på, om følelserne af eksem­pelvis had eller mis­un­delse er for vold­somme i min roman. Det var udfor­drende at afbilde disse følelser kor­rekt i forhold til, hvor­dan det var på pågældende tidspunkt.”

Hvor i skriveprocessen til ’Det er lettest, hvis jeg holder kæft med, hvordan jeg har det’, har det været mest udfordrende?

”Helt sikkert sexscenerne. Jeg har skrevet længe, men aldrig før sexscenerne, og i dette værk skulle de skrives helt nøgternt, hvilket jeg fandt ud af var ret svært. At skulle skrive ”tag mig bagfra” på den måde, havde jeg det lidt svært med, selvom jeg jo ikke er sådan prude af karak­ter, men at skulle frem­lægge et så nøgternt sexliv var en udfor­dring, men det var en nød­vendighed for at beskrive essensen af jeg’ets sexliv som ufriv­il­ligt barn­løs; det er så kedeligt, det er ske­malagt sex, ”nu skal vi und­fange, nu skal vi und­fange”. Det gav også et andet billede på, hvad sex kan være, og at det ikke altid er den her svul­mende, sen­suelle oplevelse. Nogle gange er det helt basic og prak­tisk anlagt.”

Hvordan spiller kulturelle normer ind i kvindens forventninger til sig selv i forhold til moderskab?

Free-Pho­tos / Pixabay

”Den sæd­van­lige opdragelse i kerne­fam­i­lien, som jeg også selv kom­mer fra, opdrager jo tit køns­bestemt piger til at være piger og drenge til at være drenge. Jeg tror ikke nød­vendigvis, mine foræl­dre har været til den ene eller anden side, men det er og har været en sam­fundsmæs­sig norm, at piger leg­er med dukker. De leg­er far, mor og børn, de får dukker og dukkevogne i gaver, de klæder dem på, når de leg­er, siger de ”nå, hvem skal købe ind, hvem skal hente børn?”, så det bliv­er stereo­typisk fra barns­ben. Sådan bliv­er fam­i­lieliv­et noget inter­es­sant og spæn­dende, og der sker opdyrkelsen af øns­ket om den sam­fund­snor­ma­tive kerne­fam­i­lie allerede. Sådan blev det også mit ønske at finde en mand, der elsker mig, og som jeg kan få hus og fam­i­lie med. 

Alt­så, hvor mange gange har jeg ikke grædt som teenag­er, spurgt mig selv: ”Hvad bringer fremti­den mig? Kan jeg blive mor?”. Disse spørgsmål har ful­gt mig siden barn­dom­men, hvor jeg også har leg­et med Bar­bi­en, der kunne blive gravid og Baby­born, denne stereo­typ lig­ger i børnenes leg­etøj og tøj. Da vi havde min dat­ter inde til blod­prøve iført blåt tøj, skyn­dte syge­ple­jer­sken sig at sige ”næh, en sød dreng”, selvom hun netop havde læst CPR-num­meret. Heldigvis har jeg også mødt folk, der tør spørge.”

Jeg’et går igennem noget af en emotionel lavine. Kan du fortælle lidt om de følelser, ufrivillig barnløshed medbringer hende?

”Dem alle sam­men. Had og vrede fylder rigtig meget for hende, og det har fyldt rigtig meget for mig. Hadet over ure­t­færdighe­den i, at andre kan blive gra­vide spon­tant. At andre får lov til at blive gra­vide. Om det er nære ven­ner, bek­endte eller folk på gaden, som er gra­vide, fylder denne mis­un­delse meget. Og selvom det ikke er et ube­grun­det had, er det et fork­ert ret­tet had. 

Jeg ved jo ikke noget om, om men­nesker, jeg har følt dette over for, selv har haft en prob­lema­tis­eret pro­ces. Der er så mange bagvedliggende ting, men vi lever også i et sam­fund, hvor man næsten ikke må være vred læn­gere, og det med­før­er også en følelse af skam. På et tid­spunkt i bogen skriv­er jeg, at det er let­tende at hade andre end sig selv, og det er hadet mod sin egen kvin­dekrop som biol­o­gisk skal kunne bære et barn. Det er som om, at krop­pen er en fiasko.”

Hvad gjorde det for dine relationer at være ufrivilligt barnløs?

”Iso­la­tion. Det gjorde mig indigneret, og efter­hån­den afskar jeg mig fra de men­nesker, som blev gra­vide og fik børn. Nogle af dem for­t­alte jeg årsagen, og nogle af dem tog jeg afs­tand fra uden at give begrun­delse. I forhold til bek­endt­sk­aber, var det sim­pelthen at skære fra, fjerne dem fra mit åsyn grun­det den her indig­na­tion, men også grun­det den ikke-forståelse, som man møder. Men på det tid­spunkt havde de heller ikke en jordisk chance for at rea­gere ordentligt på det, for­di det var så meget let­tere at holde kæft med, hvor­dan jeg havde det. For det var sårende hver gang man skulle høre, at det nok skulle gå. 

I par­forhold­et var det heller ikke just frugt­bart, at man lagde så meget had på sig selv. Dette udmønt­ede sig også i, at jeg lagde meget skyld over på min mand, for­di han bare ikke rea­gerede, som jeg gerne ville have ham til. Det virkede som om, han ikke var ked af det, så jeg pro­jicerede mine følelser over på ham, for­di jeg ikke kunne se, hvor­dan han håndterede det som den per­son, han var og er. Så det skabte selvføl­gelig en stor bar­riere, som kun kunne ned­bry­des ved at tale sam­men, men også ved at indse, jeg ikke altid havde ret.”

Hvordan håber du, romanen kan hjælpe andre i samme situation?

”Jeg har håbet på, jeg har kunne brede min his­to­rie ud for at vise, at det er okay at ramme alle følelser. Det er okay at sige til sig selv, at man har en lort­edårlig dag, for­di en veninde er blevet gravid, og man ikke har lyst til at gå på arbe­jde eller se nogen men­nesker. Jeg håber, det kan give par i samme sit­u­a­tion en bedre forståelse af sit­u­a­tio­nen, og måske en hånd­ter­ingsmu­lighed. Og så vil jeg også gerne fortælle en masse pårør­erende, at det er så enormt svært at være i det, og at det ikke altid er en hjælp at høre, at tin­gene nok skal gå, for sit­u­a­tio­nen er så svær at sætte sig ind i. 

Min mor har også rea­geret flot på roma­nen, og har også sagt, at det aldrig fremgik på mig, hvor­dan de indre bear­be­jdelser fandt sted. Jeg vil råde kom­mende foræl­drepar til ikke at gøre und­fan­gelsen til et pro­gram. Ske­malæg det ikke, undgå at det bliv­er det eneste kæm­pe­pro­jekt i jeres liv. Lav en masse andre ting, tag på ferie, drik vin til jeres mad. Man bliv­er jo altid anbe­falet at holde sig væk fra eksem­pelvis vin, men lad være med at undgå små nydelser, for ellers kan det blive meget hårdt at være i, hvis man på alle områder af livet er under restriktioner.”

Kan du åbne døren på klem for dit næste projekt?

”Jeg har altid været stor fan af min mor­far, som så er død nu, rest in peace. Jeg har holdt meget af ham i hele mit liv. Han var en kærlig mand, en speciel mand, og siden hans død har jeg fået mange per­spek­tiv­er på hans per­son­lighed, som jeg ikke kendte til som barn. Jeg synes, det er inter­es­sant, det her idolis­erede billede man som barn har af vok­sne, og plud­selig find­er man ud af, at gud, de er jo bare men­nesker. Det synes jeg er inter­es­sant, efter hans død; en jeg har set så meget op til, brugt så meget tid med, at han plud­selig blev et andet men­neske. Jeg har en karak­ter baseret på ham, og så tænker jeg, at jeg vil prøve lidt af det samme med tankestrømme og monologer.”

Hvordan har din datters fødsel ændret dit liv?

”Hvor­dan har det ikke? Jeg er blevet mor, og det har med­bragt alt, hvad jeg har drømt om. Hun er det mest vidun­derlige på jor­den. Jeg er for det første et meget gladere men­neske. Jeg kan rumme svære sit­u­a­tion­er på en helt anden måde nu. Jeg har stadig mange følelser fra min barn­løshed, som også blusser op igen, når der for eksem­pel kom­mer en besked om, at en veninde nu er til­fældigt gravid igen. Det tæn­der den samme vrede fra den­gang, men den går lyn­hur­tigt over. Jeg kan lande og se det fra deres side, det vidun­derlige i, at det kan være nemt for nogen. Min mand og jeg vil gerne have flere børn, og det bliv­er igen en udfor­dring, men vi er parate til at gå den i møde.”

Down­load artiklen her