Hvorfor er litteraturen vigtig?

2. oktober 2020

Af: Kim­mie Lee Petersen-West­er­gaard
Dato: 09-09-2020

Kunsten, kulturen og krisen

Det sen­este halve års tid har været præget af en ver­den­som­spæn­dende pan­de­mi, der har kostet både ressourcer, penge og men­neske­liv. Kul­tur­min­is­ter Joy Mogensen blev kri­tis­eret af det danske kul­turliv, da hun udtalte, at hun fandt det upassende at tale om kul­tur under en pan­de­mi. Hvad hun givetvis mente var, at der var mere presserende områder at kon­cen­trere sig om, da pan­demien ramte, men hen­des udtalelse er stadig symp­to­ma­tisk for en kul­tur- og his­to­rieløshed, der gen­nem­syr­er tiden. 

Der synes at herske en kon­sen­sus om, at kun­st og kul­tur er noget, man kun bruger tid på, hvis man har ressourcer til det. At det er for den over­skud­sramte overk­lasse og lig­ger oppe i top­pen af behovspyra­mi­den, og at det der­for ikke er essen­tielt for men­nes­ket at beskæftige sig med. Denne artikel skal ikke han­dle om Joy Mogensens eller Socialdemokrati­ets ind­still­ing til kun­sten og kul­turens rolle i sam­fun­det, men det er alligev­el påfaldende, at hvis man vender blikket mod for eksem­pel Frankrig, så nåede pan­demien kun lige at ramme, før lan­dets boghan­dlere måtte melde, at Albert Camus’ klas­siske værk Pesten var fuld­stændig udsol­gt. Frankrigs befolkn­ing vendte sig mod netop den kun­st og kul­tur, som den danske regerings tals­mand for kul­turen synes var så upassende at ind­drage i diskus­sio­nen om, hvor­dan vi som nation og befolkn­ing skulle komme igen­nem en krisesituation. 

Pesten han­dler om en by, der grad­vist lukker ned grun­det en omfat­tende pestepi­de­mi, og mange af de prak­tiske foranstalt­ninger og tilt­ag, man ser i roma­nen, blev også taget i brug i blandt andet Dan­mark. Der­for var det også nærmest chok­erende at læse om sam­fun­dets udvikling, for­di lighe­den med sit­u­a­tio­nen i den virke­lige ver­den var så slående.

Det dobbelte spejl

Hvor­for vendte Frankrigs befolkn­ing sig mod Pesten? En af årsagerne kan være, at lit­ter­a­turen kan noget, som meget få andre ting er i stand til: Den tilby­der reflek­sion. Ikke blot efter­tanke, men også et spe­jl. Hvis man står midt i en pan­de­mi, hvis lige meget få nulevende men­nesker har oplevet før, så har man brug for at føle sig set og hørt. En roman som Pesten tilby­der ikke blot en fik­tiv brugsan­vis­ning til, hvor­dan man ind­dæm­mer en pandemi. 

I langt højere grad tilby­der den et bud på, hvad det vil sige at være men­neske under en pan­de­mi. Den fortæller om afsavn, om frygt, om usikker­hed og om men­nesker, der lang­somt men sikkert går til grunde. Den fortæller om, hvad ekstreme omstændighed­er gør ved et sam­fund, men især hvad de gør ved men­nesker og deres indre liv. Og det er der­for, tror jeg, at roma­nen plud­selig blev udsol­gt i Frankrig i foråret 2020. For­di folk havde brug for en idé om, at deres følelser og tanker – gode og min­dre gode – var legit­ime, og at andre havde følt og tænkt dem før. Og ikke alene det; lit­ter­a­turen illus­tr­erer også, at men­nesker kan tænkes at føle noget helt forskel­ligt, selvom de står i samme situation. 

I roma­nen møder vi karak­ter­er, hvis fokus lig­ger forskel­lige sted­er, men fællesnævneren er stadig, at de skal komme igen­nem et pes­tudbrud, der lukker sam­fun­det ned og slår men­nesker ihjel. De, og vi som læsere, sættes i en sit­u­a­tion, hvor de tvinges til at sætte sig selv i andres sted for at prøve at forstå deres bevæg­grunde for at agere og tænke, som de gør. Og netop empati, hvor man genk­ender og forstår andre men­neskers følelser, er en grundlæggende og afgørende ting ved at være menneske.

Den gode læge og det hele menneske

På med­i­cin­ud­dan­nelsen på Syd­dan­sk Uni­ver­sitet har man siden 2017 under­vist i nar­ra­tiv med­i­cin som en del af lan­dets kom­mende lægers uddan­nelse. Grun­den er, at netop empa­tien hos de med­i­cin­stud­erende grad­vist blev min­dre udtalt, efter­hån­den som studi­e­ti­den for­løb. Kom­mende læger skal naturligvis have et fagligt grund­lag og en stor bal­last, men det at være i stand til at ’læse’ et andet men­neske er en uvur­derlig færdighed i med­i­cinfaget. Og det er her, nar­ra­tiv med­i­cin kom­mer ind i billedet, for her bliv­er de med­i­cin­stud­erende udfor­dret på og trænet i deres evne til at sætte sig i andre men­neskers sted – i dette til­fælde i patien­tens sted. Helt hånd­gri­beligt gør lit­ter­a­turen i dette til­fælde de med­i­cin­stud­erende til mere hel­støbte men­nesker og langt bedre læger, for­di trænin­gen af empa­tien og evnen til indlevelse i andre men­neskers sit­u­a­tion giv­er en større forståelse for og samhørighed med patienten.

At få indsigt i det store ’hvordan?’

Lit­ter­a­turen giv­er os ind­sigt. Hvor his­to­riefaget er vigtigt, for­di det opl­yser os om, hvor­for ver­den ser ud som den gør i dag, hvad der skete i en giv­en peri­ode eller under en giv­en begiven­hed og hvor­for, så lær­er lit­ter­a­turen os, hvor­dan det var at være men­neske i samme peri­ode eller under samme begiven­hed. De fleste er klar over, i hvert fald i hov­edtræk, hvor­dan 2. ver­den­skrig påvirkede ver­den både under og efter, hvem aktør­erne var, hvor, hvor­dan og hvor­for jødeudry­d­delsen fandt sted og så videre. Men mens his­to­riebøgerne kan fortælle os om kon­cen­tra­tionsle­jrene og alt omkring dem ned til mind­ste detal­je, så kan lit­ter­a­turen på sin side anskuelig­gøre, hvor­dan det påvirkede et men­neske at leve i en. 

Et eksem­pel her­på er den ital­ienske for­fat­ter Pri­mo Levi, der med sin ræd­selsvækkende erindrings­bog Hvis dette er et men­neske, giv­er læseren et lev­ende, detal­jerigt og skrækind­ja­gende ind­b­lik i, hvad det gør ved et men­neske at leve under forhold­ene i en kon­cen­tra­tionsle­jr. Hvor­dan det var at blive forne­dret, hvor­dan sul­ten føltes og hvor­dan et helt min­isam­fund opstod under de givne omstændigheder. 

Hvor­dan man blev dygtig til at skjule ting, bytte sig til det man man­glede og fandt smutve­je for at skabe de bedst mulige forud­sæt­ninger for sin egen over­levelse, selvom man ikke vid­ste, hvor længe det varede ved. Lit­ter­a­turen tvinger os til at forholde sig til virke­lige men­nesker i virke­lige sit­u­a­tion­er, som man måske kun har beskæftiget sig med per­ifert eller slet ikke.

At aflægge vidnesbyrd og bearbejde traumer

Der er tal­rige eksem­pler på lit­ter­atur, der fun­ger­er på denne måde. Vi ved, at slaver­i­et var frygteligt for de, der oplevede det. Men vi ved kun for alvor, hvor­dan forhold­ene som slave var, hvis vi har gjort os selv den tjen­este at læse bøger som En amerikan­sk slaves beretning af Fred­er­ick Dou­glass. Vi ved, at total­itære overvågn­ingssam­fund ned­bry­der og ødelæg­ger men­nesker, men det er kun et over­fladisk begreb, indtil vi har læst 1984 af George Orwell eller Tjener­indens fortælling af Mar­garet Atwood. Lit­ter­a­turen vis­er os, hvad det vil sige at være et men­neske ved at blotlægge men­nes­kets inder­ste følelser og den men­neske­lige erfar­ing. Når støvet har lagt sig efter den igangværende pan­de­mi, så tror jeg, at vi vil se mass­er af kun­st­ner­iske bidrag, der beskæftiger sig med, hvor­dan det var at være men­neske under coro­n­akrisen. Det være sig lit­ter­atur, film, musik, billed­kun­st osv. 

Vi vil som men­nesker med den eksak­te fællesnævn­er få brug for kun­st, der tør og for­mår at sætte ord på oplevelsen og, i visse til­fælde, traumet. Frygten, iso­la­tio­nen, mis­troen og et væld af andre følelser og omstændighed­er, som vi kollek­tivt har brug for at få itale­sat. Alt det vil lit­ter­a­turen og andre kun­st­former behan­dle og formi­dle på en måde, således at også efter­tiden ikke blot står tilbage med his­toriske fak­ta, men også vid­nes­byrd og idéen om, hvad det gjorde ved men­nes­ket at leve under en ver­den­som­spæn­dende pan­de­mi. For­di kun­sten og lit­ter­a­turen eksklu­sivt kan lige præ­cis dét.

Litteraturen som bindeled og de uudtømmelige liv

Lit­ter­a­turen er et bindeled mellem men­nesker på tværs af kul­tur­er, køn, race, klasse, alder og et utal af andre skel. Hos Snepryd udgiv­er vi lit­ter­atur, som forhold­er sig til det at være men­neske. Og det er netop lit­ter­a­turens fornemmeste opgave og stærkeste trum­fko­rt. Det er ikke for at påstå, at forskel­lige kul­tur­former ikke kan hen­vende sig til forskel­lige men­nesker. Men lit­ter­atur er ikke elitær. Den er alles. Ikke for­di al lit­ter­atur er for alle til alle tider, men for­di den tilhør­er alle. Den lær­er os om os selv, hinan­den og ver­den omkring os. Den han­dler om os og de men­nesker, vi del­er ver­den med. 

Den ital­ienske for­fat­ter, filosof og semi­otik­er Umber­to Eco har engang udtalt, at han ikke havde lev­et i 70 år. Men i 70.000 år, for­di hans min­der var fyldt med andre men­neskers liv. For­di han læste om dem, og for­di han tog disse men­neskers liv til sig. Kains og Abels liv, Ren­zos og Lucias liv, Leop­ar­dis liv. Disse og andre liv kan man få lov at blive vidne til og en del af, hvis man vil. Sikke en mulighed. Sikke en gave. Det er blot at åbne en bog og beg­y­n­de med et ud af utal­lige liv.

Hvor­for er lit­ter­a­turen vigtig?