Jeg kom til at give for meget af mig selv

19. november 2019

© Alle ret­tighed­er tilhør­er Nicole S.S. Berthelsen — kopier­ing eller gen­givelse af nogen art uden tilladelse hen­tet direk­te fra for­fat­teren er ikke tilladt.

 

Kender du det, når tele­fo­nen ringer, men du er bange for, hvem der gem­mer sig bag røret? En ganske fjol­let frygt, og jeg kan allerede høre dig grine af mig. Men du under­vur­der­er vigtighe­den i at være agt­som. Agt­som over for, hvem der kan gemme sig bag den anden ende af lin­jen. Hvad man ved et uheld kan invitere ind fra en fremmed ver­den. Når man tager røret, vil jeg fores­lå, at man opremser en lille 4 sekun­ders rytme, før man afbry­der stil­he­den. Afbryde med et ”hal­lo” og en præsen­ta­tion. Det væsentlige er bare, at ens tonele­je runger mørkt og høj­ly­dt på den anden side, da frygten skal kamu­fleres. Den frygt, der tiltrækker noget fork­ert. 

Det har været nogle under­lige dage i iso­la­tion og tomhed i en kold lej­lighed, hvor jeg er krø­bet sam­men mod et hjørne i en for­falden vaskekælder.

Jeg spørg­er mig selv: Hvor­dan kan jeg have fort­jent denne skæb­ne? Det er ure­t­færdigt, når én som mig bare uden videre bliv­er ladt i stikken. Især for­di det er gået op for mig, at det sim­pelthen er en skuf­fende, ond cyk­lus, som jeg ikke kan und­slippe.

Det var en af grun­dene til, at jeg den­gang fik skaf­fet dem. De var de eneste, som havde en betyd­ning i en kedelig, ensartet tilværelse. Jeg husker, at jeg smilte op til begge ører, for­di jeg vid­ste, at det var uden tvivl bedre end derude. Men det blev efter­hån­den et smil, som jeg tvang mig selv til at lade størkne per­ma­nent i mine ansigts­fold­er. Det beg­y­n­dte at blive vigtigt, at de ikke skulle fat­te mis­tanke. Jeg blev bange for mine egne dis­ci­ple. Dem som jeg havde bragt til denne ver­den, hvor loy­alitet blev omdan­net til frygt. Frygten for, at de kunne vælte mig.

Jeg husker med glæde i sin­det tilbage på vores ture rundt i den golde bygn­ing. Den for­ladte lej­lighed, hvor vægge og rum syntes at kunne strække sig i uen­de­lighed. Det var især fan­tastisk, når de grinte af mine jokes, og deres høj­ly­dte lat­ters lange ekko­er kunne udforske gan­gene i evighed­er. Jeg kan love, at alt andet var overvur­deret. Hvis det bare altid kunne havde været sådan.

Hvor ansigts­fold­er ikke med tiden fortrækker sig, indtil huden bliv­er forvre­det og for krøl­let. Hvor lat­ter engang bliv­er for høj og kalkuleret.

Og de en dag vender dig ryggen.

Og det er der­for, at det er vigtigt, at du ikke bare tager min his­to­rie med et gran salt. Jeg vil formi­dle det forståeligt og flette det hele sam­men kor­rekt for dig. Jeg vil også gøre det for min egen skyld.

For min egen for­stand, der er ved at tippe ud over en afgrund.

Jeg kan bedst lide at starte med det bed­ste. Der­for vil jeg tænke tilbage på mit liv som en fortælling fra et even­tyr. Mest for­di at de er forpligt­ede til at droppe sine lykke­lige slut­ninger. Det er noget, som jeg stadig tror på, trods mine omstændighed­er nu. Og som et gam­melt even­tyr, der rejs­er vidt omkring, håber jeg, at det en dag vil blive over­lev­eret til nogen. Betragt dette som et S.O.S.

 

~ 1 ~

 

Der var engang en for­trinsvis almin­delig gut, og hvis du skulle være i tvivl, så var det jo mig. Mig’et kan du kalde for Johannes. Han var drop­pet ud af gym­nasi­et midt i 2.g. Og man sagde ikke så meget, da han plud­seligt forsvandt. Han var som den til­fældige skikkelse, man måske kort bemærkede i øjenkro­gen men ikke skænkede en videre tanke. Måske enkelte skul­dertræk eller en kort hvisk­ende bemærkn­ing. Ellers var Johannes en, som man ikke rigtigt lagde mærke til. Det var noget, han særligt ikke kunne for­drage. Han følte, at han ikke blev anerk­endt nok. At han blot tog form som skyggen af hvem, der end gik foran ham. Det er inhu­mant, havde han flere gange tænkt ved sig selv. Ikke at værdi­ge ham et eneste blik. Især når der var tale om Johannes. Johannes var både intel­li­gent, lidt over gen­nem­snitlig attrak­tiv og havde fak­tisk en per­son­lighed, der skilte sig ud fra resten af de falske tomh­jern­er, der omgav ham. Hvad kan folk ellers for­lange? tænker du sikkert. Jeg forstår dig udmær­ket. Det eneste var, at han måske bare var en smule tilbagetrukket. Men var det så dårligt? Til­fø­jede det ikke bare en tiltrækkende mys­tik til hans image? Men mys­tik gem­mer ofte på en ækel hem­me­lighed. Det var også til­fældet med Johannes.

Han havde gen­nem sit liv åbnet munden så sjældent, at hans gane var blevet tilstop­pet af lag af støv. I en grad hvor ganen i stedet blev hjem­st­edet for flere kryb. Kry­bene, der blev født under støvet, beg­y­n­dte fra barns­ben at mæske sig i flere af hans usagte sæt­ninger. Og der­for turde han aldrig åbne munden. Det var ret så ulækkert. Selvføl­gelig ikke hans skyld. Dog ville det være en skan­dale, hvis bare den mind­ste mide snublede over hans læber, hvor nogen så det. Der­for pressede han læberne hårdt sam­men i offent­lighe­den og accepterede livet, som det nu engang var.

Men selvføl­gelig blev det uud­hold­eligt. Han kunne ikke leve op til even­tyrets magiske tal, de tre år på gym­nasi­et, de tre prøver. De tre hunde, hvis øjne blev større og større.

Og han beg­y­n­dte næsten at spekulere mere end, hvad hans bril­lante hjerne kunne kapere.

Han ønskede at trække sig tilbage. Finde en sidelin­je i sin tilværelse, hvor han kunne tage sin time­out. Ganske enkelt var Johannes ikke læn­gere særligt glad for sit liv. Og han kom frem til den erk­endelse, at denne ver­den er ikke ment for mig. 

De skulle vide det. Dem, der var med­skyldige i Johannes smerte. Og han bevægede sig der­for mod studieve­jled­erens kon­tor med et hastigt, kon­stant tem­po.

Han åbnede munden. Det var oprigtigt grænseover­skri­dende for ham, da han mærkede, hvor­dan kry­bene nys­ger­rigt kravlede frem i lyset. Men det var blot en kort tanke. Kry­bene blev mast under hans gane, da han beg­y­n­dte at snakke. Nu var han ligeglad. De skulle se, hvad de havde gjort ved ham i al dets pragt, hvor ækelt det end måtte være.

Denne ver­den er ikke ment for mig, havde han i lang tid kon­klud­eret alene i sine tanker. Men nu var disse ord ret­tet mod bestyrelsen, som for første gang så op på ham. Efter en læn­gere pause bekræft­ede Johannes det med et: Jeg er ment til noget større. Der var mange fold­er i deres ansigter, men hvad end de spyt­tede ud med over­be­vis­ning, rokkede det ham ikke fra beslut­nin­gen. Det er menin­gen, at det skal være på denne måde. Og så rejste han sig fra stolen, tog sine ting og mum­lede et ”farvel” ned i gul­vet. Johannes undrede sig over, at ingen gengældte hans afsked. Blot udvek­sling af blikke og stil­hed. Bit­ter, bit­ter stil­hed. Han fnøs af dem og gik. Der blev ikke efter­ladt et ord i rum­met. Ingen kaldte ham tilbage. Og der­fra var det så ganske enkelt, at han skulle starte et nyt liv. 

Det nye liv havde han ingen ide om, hvor­dan han skulle skabe. Men han var opmærk­som på et bestemt varsel. Det havde bevæget sig fra radiony­hed­er til mere markante ind­slag i tv-avisen. Varslet nærmede sig, og de sagde: Det er med stor opfor­dring, at borg­ere skal forholde sig indendørs. Fær­den ude i stor­men kan være livs­farligt. Deres ord lød efter­hån­den som det gen­t­a­gende vers, en rid­set vinylplade blev tvunget til at spille. De snakkede alle om en storm. En storm som Johannes inden for et lille tid­srum ville møde i egen per­son.

Johannes stak hæn­derne i frakkelom­merne og ret­tede ryggen. Han skævede ud af kon­toret og bevægede sig med et afs­lap­pet tem­po ned ad det bonede gulv, der strak­te sig frem til en af skolens indgange.

Han kunne ikke forhin­dre sig selv i at smile, da han endelige bevægede sig ud i den ver­den, der dog man­glede at åbne sine øjne op for ham. Der ikke helt forstod ham end­nu og dermed ikke kunne rumme alle hans gaver. Men den kunne glæde sig, når han sådan ville forsvin­de ud i den blå luft. Så ville den opdage, hvor meget den egentlig man­glede ham. Han skubbe­de til skyd­edøren, som en kraftig vind hid­sigt rev til side, og som han dermed ikke orkede at lukke helt. Hans blik mødte en øde park­er­ingsplads omringet af en tæt række af bøgetræer, hvis kro­ner strak­te sine krogede fin­gre mod himlen.

Få meter fra park­er­ingsplad­sen kunne man ane naboskolens leg­e­plads mellem træernes blade. Med andre ord det sted, hvor Johannes ofte ville tilbringe sin tid under skolens pauser. Der hvor han ville sid­de på knæ og forsøge at spytte kry­bene ud i en grøft. Kry­bene opgav dog ikke så let og anstrengte sig blot mere om at klæbe sig fast om hans tunge og gane.

Johannes trak frakken tæt­tere ind til sin spin­kle skikkelse og bevægede sig ud i en ver­den, som var ved at gå i opløs­ning. Han løft­ede blikket og betragt­ede den fal­mende dag, der var ved at sluges af skum­rin­gen. Adskil­lige kao­tiske, uformelige sky­er trak sig som på flugt hen over himlen, idet mør­ket var beg­y­n­dt at blive tun­gere. Tun­gere og mere tru­ende, hvor vin­dens trusler rungede højere omkring ham. Det så ud til, at de havde ret. Mete­o­rologerne, der omhyggelig havde dækket vejret de sen­este uger, der ledte op til dagen i mor­gen. Den prædiken om, at stor­men i mor­gen tidlig poten­tielt ville skrive sig ind i reko­rd­bøger. De havde skil­dret den med ordene vold­som, ube­gri­belig og livs­farlig, men selvføl­gelig syntes Johannes det stik mod­sat­te. Blandt sine tanker kaldte han den blot for smuk. Den var en usleben dia­mant. Eller mere som en klat ler, Johannes kunne forme, som han ønskede. Det var denne kom­mende storm, der ville forære Johannes sin nye ver­den.

Det var noget, der ikke var nyt for ham. Det var en viden, der siden hans tidlige barn­dom havde luret i bag­grun­den. Imellem hans foræl­dres adskil­lige bøn­ner til Gud havde noget i stedet bedt til Johannes. Nogen havde bedt ham om at lytte særligt godt efter. Det var en velk­endt stemme med en velk­endt sæt­ning: denne ver­den er råd­den, for­sikrede den inderligt. Den lovede ham, at han er den udval­gte, men han sid­der fast. Han sid­der fast i en ube­ty­delig ver­den.

Han drejede hov­edet og vendte atter blikket mod skolen, der nærmest syntes at tårne sig op over ham. De røde mursten med sine fremtræ­dende skarpe kan­ter gav bygnin­gen sit særlige strenge udtryk. Han skar en svag gri­masse. Johannes håbe­de inderligt, at stor­men ville rokke bare lidt på bygnin­gens stolthed. Men det var vel lige meget nu, tænk­te han for sig selv. Han vendte sig om igen og lod blikket følge de ned­faldende grønne blade, der var alt for unge til at blive taget af vin­den.

Der var hele syv vejkryds, som han skulle passere før han nåede hjem. Og han vid­ste, at det gav ham rigeligt tid til at klappe sig selv på skul­deren. Hvor var han dog modig. Rev­o­lu­tionær. Den første, der snart ville skabe sin egen ver­den. En ny beg­y­n­delse, hvor han kunne få foræret alt det, som han havde fort­jent, og ikke læn­gere skulle ofre sine frem­tidi­ge dagligdage med at være skyggen, der føl­ger efter den til­fældige. Han fort­sat­te på den sæd­van­ligvis langtrukne rute, der strak­te sig ligeud næsten hele vejen. Dog hjalp hans opløf­tende tanker med at fort­sætte en ener­gisk, kon­stant rytme. Han var trods alt snart hjemme.

Da Johannes kom hjem, nynnede huset en stille klage­sang. En fjern kna­gen bredte sig i ekko­er, der bevægede sig langs husets kroge. Gul­vet pro­test­erede høj­ly­dt og bekla­gende under hans skridt.

Bort­set fra det var der en udbredt tavshed og et tungt lag af mørke. Johannes fum­lede efter husets gam­meldags kon­takt, der lod lyset udfolde sig i huset. Johannes var den eneste form for liv, som var vendt tilbage og var klar til at blive spurgt om: ”Havde du en god dag?”, ”Du ser lidt trist ud, har du brug for en snak?”  og til sidst prikken over i’et: ”Tænk ikke på dem, vi synes, at du er dygtig, og vi elsker dig højt”, hvor sce­nen ville afs­lutte har­monisk med en livs­bekræf­tende omfavnelse.

Men sådan var det selvføl­gelig ikke.

Ifølge hans foræl­dre var der i stedet ”vigtigere ting at tage sig af”. Der­for var mor og far end­nu ikke hjemme. Sådan var realiteterne, når både mor og far var dybt dedik­erede til kirkear­be­jde på lin­je med deres krævende fuldtid­sjobs. Johannes syntes, at de spildte deres tid på at være gud­frygtige og usle. De var så dedik­erede til ang­sten for at ende i helvede og blev dybt afhængige af hverda­gens ”gode gerninger”. At over­be­vise andre og dem selv om, at de var gode men­nesker. Gud fyldte der­for meget i deres hjem. Gud var den irriterende ele­fant i deres glashus. Gen­nem hele Johannes’ liv havde hans foræl­dre aldrig snakket til ham direk­te. I stedet ville de blot glo op i loftet og bede om for­ladelse for, hvem der end gemte sig deroppe. Det vækkede altid raseri­et i ham. De vil snart blive mål­løse. Det går en dag op for dem, at jeg kan gøre det samme. Jeg kan også lege Gud. Jeg vil også være i stand til at straffe, give og tage liv. Johannes afrund­ede tanken med: De vil end­da snart tilbe­de mig.

Johannes havde gevaldigt øns­ket at øjne til evig tid ville vende i hans ret­ning. At nogen endelig ville lytte til ham.

Mor og far kom endelig hjem, men Johannes orkede ikke at rokke sig. Hvor­for skulle han? Det ændrede ikke på noget. Han lænede sig tilbage i kon­torstolen og vippede let frem og tilbage, mens han stirrede op i loftet. Han lyt­tede efter mor og fars trin. Mors klin­gende hæle mod gul­vflis­erne, der spe­jd­ede fork­lu­dret rundt i køkkenet. Far, der øje­b­likke­ligt låste sig selv inde på sit kon­tor.

De sad alle og spiste om et rundt bord. Far og mor for­sikrede Johannes om, at han burde genop­tage sine bibel­studi­er. Johannes svarede med et grynt og skød blikket ned i maden. Kalkun og per­fekt bagte grøntsager. Almin­deligvis skete der ikke så meget under disse mid­dage, hvor de blot tavst ville fylde maden i sig, men der var de enkelte gange, hvor mor igen ville lede sam­tal­en hen på Gud. Og det var en af de aft­ner. Johannes havde overve­jet for en gangs skyld at bryde stil­he­den, hvor han flet­tede sæt­ninger sam­men i sine tanker, der kunne starte en sam­tale om stor­men. Et poten­tielt øje­b­lik, hvor han kunne vek­sle de sid­ste ord med sine foræl­dre. Dog var det for sent. Mor skubbe­de stolen en smule tilbage, så den efter­gav et skingert knirk. Hun betragt­ede far og Johannes med blanke øjne og en skæl­vende mund­vig. ”Det skete igen, I vil ikke kunne tro det.” Mor blev overvældet af fryd og beg­y­n­dte at græde. Hun fort­sat­te og fork­larede, at hun syntes, at hun havde hørt en stemme. Hun opfat­tede det som et tegn. Far svarede ved at nikke, lavede korsets tegn og mum­lede en takke­bøn til ham selv. Johannes him­lede med øjnene.

Johannes havde opgivet hele denne far, mor og børn-forestill­ing ved spise­bor­det og havde der­for for­ladt mid­da­gen tidligt uden en videre bemærkn­ing. Han sad på værelset og lyt­tede til den tætte regn, der ham­rede mod vin­duet over hans seng. Han betragt­ede, hvor­dan dråberne, der løb fly­gtigt ned af ruden, skabte forvredne illus­tra­tioner af ver­den uden­for. Jeg har været fanget i en defekt virke­lighed. Adskil­lige tankestrømme ledte hans tanker hen på skolen, på sine klassekam­mer­ater’. Dem, der havde holdt god afs­tand til ham. Ingen ville nærme sig ham, der spyt­ter kak­er­lakker, mens han snakker. De vek­slede ikke engang et ord om ham. De havde blot ignor­eret Johannes og håbe­de på, at han ikke så i deres ret­ning. Han så deres forvredne ansigter for sit indre øje, og det stak ham i brys­tet.

Johannes syntes, at han havde al ret i hele ver­den til at græde skidtet ud, men han kunne ikke tvinge tår­erne frem. I stedet vælt­ede en lat­ter over hans tanker. Han kunne virke­lig ikke gøre for det, for­di i det store hele var det egentlig meget komisk.

Og således blev der skabt et mellem­rum. Det er det, som der sker, når man bliv­er hul indeni. Der sker det, at når man så ofte over­lades alene til sig selv, skabes der for meget mellem­rum i sin­det. Det vokser og udvider sig som et gabende mørke.

Men mellem­rum­met giv­er nok plads til at skabe.

… Og hvis mellem­rum­met bliv­er stort nok, kan jeg skabe min egen virke­lighed. Det tænk­te han længe over, hvor reflek­sion­er strak­te sig over en søvn­løs nat.

 

~ 2 ~

 

En diskret pibende lyd klynkede ved siden af Johannes. Han drejede dovent hov­edet mod nat­bor­det. Dig­i­talurets lys kast­ede et unaturligt grønt skær i rum­met, hvor tal­lene 88:88 trådte markant frem i mør­ket. Han havde der­for ingen anelse om, hvad klokken var. Og der­fra ret­tede han opmærk­somhe­den mod uve­jrets kvaler uden­for, der bankede på hans enlige lille kvadratiske vin­due i værelset. Ikke meget lys trængte igen­nem ruden. Reg­nen var hørt op.

Han gik ud fra, at dette måtte være den spæde mor­gen. Det bestemte tid­spunkt, hvor stor­men for alvor var trådt ind i den gam­le ver­den. Med denne for­mod­ning svang han benene over sen­gekan­ten og plant­ede fød­derne i gul­vet. Han rejste sig og lod kort blikket panorere i værelset, mens han plan­lagde sin frem­gangsmåde i sine tanker. Hvad burde jeg tage med? Johannes beg­y­n­dte at overve­je, om det ville være nød­vendigt at tage noget med som et minde fra den gam­le ver­den. Han grublede over de poten­tielle mulighed­er, mens han iførte sig i passende tøj, der kunne imødekomme stor­men uden­for.

Johannes endte med at tage sin lille radio med. På den måde kunne han stadig følge med i, hvad der foregik i den gam­le ver­den. Og ikke nok med det. Han forestillede sig, når tiden endelig gav efter, når man ville beg­y­n­de at lede efter ham, græde og savne ham. Alt dette ville han være i stand til at bev­idne. Han lod disse speku­la­tion­er fort­sætte i flere tankestrømme, imens han pakkede sin rygsæk. Gad vide, om nogen ville lede efter mig? Det ville kun give mening, når han uden tvivl ville skabe et betragteligt tom­rum i den gam­le ver­den. Ikke kun i folks hjert­er, han var sikker på, at det ville skabe en markant ubal­ance i den gam­le ver­den. Et tom­rum, som alle ville kunne mærke, men ingen ville kunne fork­lare.

Men når det så er sagt: Ville de over­hovedet have en chance for at kunne finde mig?

Johannes ruskede tanken af sig, for­di han var ikke engang sikker på, at han var vil­lig til at blive fun­det.

Han blev færdig med at pakke og list­ede på kat­tepot­er ned ad trap­pen. Han stjal et sid­ste blik fra sin egen reflek­sion, som han mødte i spe­jlet under knagerne. Jeg bliv­er en virke­lig flot Gud.

Han trak for­sigtigt i dørhånd­taget og bevægede sig ud i det lune­fulde mørke. Men hvad hans blik mødte svarede ikke til, hvor­dan han huskede vejret for få min­ut­ter siden. Med stor forvir­ring mødte han i stedet den tavse mor­gen. Vin­dens tuden havde opgivet, som om lyden var blevet slugt i et vaku­um. Det efter­lod en forun­derlig nagende følelse. Men han forstod, at tomhe­den gjorde, at hans hjerte let­tere kunne blive vejledt. Johannes vendte en sid­ste gang blikket mod sit gam­le hjem. Han beslut­tede for sig selv, at han ikke ville savne det og for­lod endelig husets grus­be­lagte ind­kørsel.

Han betragt­ede lyskryd­set foran ham, indtil det opgav og skift­ede. Imens fryd­ede han sig over, at det hele var hans egen ide. Men hvor­dan skulle han kunne vide, hvor det hele skulle foregå?

Stor­men syntes at omringe denne ver­den, men hvad havde udløst den? Burde han havde for­beredt hans frem­gangsmåde mere grundigt? Johannes var slet ikke sikker på, hvor hans fød­der ledte ham hen, og han tænk­te, at de vid­ste noget essen­tielt, som han ikke selv var klar over. Det var som en ubeskriv­elig ener­gi, der fik det til at tåge for Johannes’ tanker, men som guid­ede ham stadig uforstyrret.

Han nærmede sig end­nu et vejkryds og måtte atter vente. Lyskryd­set skift­ede men standsede denne gang ved gul. Og det gule øje lod sig hverken ændre til grøn eller rød men fort­sat­te blot med at stirre på den afven­tende Johannes. Han stod længe alene med sin undren. Det havde han ikke tålmodighed til, og med ingen bil­er i syne fort­sat­te han med hastige skridt over fodgænger­fel­tet.

Men for hvert lyskryds vent­ede flere gule øjne på ham med den tålmodighed, som han ikke selv kunne gengælde.

Det gav ham følelsen af, at denne ver­den stod stille. Den tyssede på træerne og vin­den, så den kunne kon­cen­trere sig om hver af Johannes’ bevægelser. Alle øjne hvilede på ham. Tanken fik ham til at gyse. Johannes’ blik havde mål­ret­tet ful­gt vejen foran ham, men han kunne ikke ignorere den nagende følelse af at blive overvåget. Dermed løft­ede han ansigtet mod himlen. Hastighe­den af hans mål­ret­tede skridt falmede. Hjertet syntes at tvinge sig op i halsen på ham.

Sky­erne formede et ansigt, der stirrede tilbage på Johannes. Hule, triste øjne og en åben mund, der formede et bøn­faldende udtryk. Johannes beslut­tede sig for at blive ved med at gå og ignorere, hvad end han så. Men det var et fokus, som han ikke kunne bibeholde. Han drejede hov­edet mod him­mel­rum­met igen. Dog var der blot tunge mørke sky­er at se, der slangede sig om hinan­den. Han opdagede til sin store let­telse, at stor­men måtte have slugt ansigtet.

Johannes’ mål­be­v­id­s­thed ledte ham mod den øde hov­ed­vej. En vej, der så småt beg­y­n­dte at blive skil­lelin­jen, som delte en hvede­mark, der mind­ede om et for­gyldt hav. Hve­den udstrålede en unaturlig gul farve, der var særlig fremtræ­dende under det grå him­mel­rum. Til trods for at him­lens uro­lighed­er fort­sat­te, stod hvert et korn­strå stille. Trods dette kaos var der hverken det mind­ste puf fra vin­den eller det mind­ste brøl fra vejrets kvaler. I stedet havde en mærkværdig stil­hed lagt sig over marken som et tykt jern­tæppe.

Johannes forsøgte at forstå, hvad der havde jaget ham til dette bestemte område midt i sine susende tanker. Han anede ikke, hvad han skulle gøre. Han stod blot i stil­hed, mens sekun­derne smul­drede mellem hans fin­gre. Det vækkede en bek­lemt frus­tra­tion: Hvad hvis tiden når at løbe fra mig? Han forsøgte at ryste denne bekym­ring fra sig og trak vejret ud og ind enkelte gange. Men midt i tavshe­den kunne Johannes ikke ignorere den afven­tende følelse, der pressede mod hans bryst.

Men stil­he­den beg­y­n­dte at glippe og noget vågnede.

Dette ”noget” beg­y­n­dte at skabe sagte bøl­ger i hve­den. Johannes stivnede. Han syntes at kunne reg­istrere vægten fra observerende øjne, men uanset hvor mange gange han drejede om sig selv, var der ingen at se. Han burde være alene. Johannes rømmede sig og beslut­tede sig for at bevæge sig læn­gere ud i marken. Bevæge sig væk fra de ind­strøm­mende forestill­inger om, at nogen overvågede ham. Men så let kunne han ikke fly­gte.

Da han forsøgte at løfte sin fod i et skridt, blev bevægelsen tilsløret. Nærmest fly­dende. Og foden sank tilbage mod jor­den og blev atter opslugt af hve­den. Han løft­ede sin arm. Blot samme følelse, hvor blodet føltes som fly­dende bly. Selv hans hjertes­lag føltes for dovent til at kunne fort­sætte. Noget forsøgte at trække i ham, og det spredte en sløvhed i Johannes’ årer, der over­talte ham til at lade sig synke.

Johannes drejede lang­somt hov­edet midt i sin ræd­sel og lod blikket hvile på horison­ten. Han var vidne til, hvor­dan den skrø­be­lige lin­je, der skilte him­mel og land, blev brudt. Farv­er flød sam­men og beg­y­n­dte at minde om et udtværet maleri. Den gam­le ver­den var lang­somt beg­y­n­dt at skille sig selv ad. Johannes observerede den vakkelvorne ver­den, der under­lagde sig de vold­somme vin­de. Han følte, at hele hans væsen var fly­dende, men han var ikke bange. I stedet opgav Johannes sin skræk til det vok­sende smil, der forcerede sig frem på hans læber. Han lod sig synke dybere.

Hans bev­id­s­thed beg­y­n­dte lang­somt at sam­le sine vild­farne skår. Johannes tvang sine tunge øjen­låg åbne. Et koldt, hårdt under­lag pressede en ør smerte mod hans skul­derblade. Hans blik føltes stadig tilsløret. Johannes forsøgte at blinke denne følelse af des­ori­en­ter­ing ud af sine øjne, hvor han dernæst så sig omkring, men uanset hvor meget han kneb øjnene sam­men, var det til ingen nytte.

Rum­met var mørk­lagt, og han kunne blot skimte enkelte kan­ter fra møbler og kroge. En har­monisk stil­hed samar­be­jd­ede med en blid, susende vind, der passerede ham. Dog over­gav hans galop­erende hjerte sig ikke til de tavse omgivelser. Det var mør­ket, der foruroligede ham.

Og således kom der lys.

Et varmt skær beg­y­n­dte at glippe og lod sig udforske dens urørte omver­den. Hans blik spe­jd­ede forvildet omkring i des­per­a­tion efter at skabe kend­skab til de nye omgivelser. Johannes kunne knap nok acceptere, hvad han så. Dette område var kon­strueret som lange kor­ri­dor­er, der syntes at for­grene sig i end­nu flere gange. Gange, der mind­ede om slanger i vari­erende bred­der, som snoede sig og end­da rejste sig i bakker, der skabte et usta­bilt ter­ræn. Jo læn­gere Johannes lod sit blik forsvin­de ind i denne labyrint, jo mere forvir­ret og tåget blev hans hov­ed. Han rejste sig på rys­tende ben. Gan­gene var ikke tomme. Adskil­lige sec­ond­hand- og IKEA-møbler lænede sig op ad tapet­serede vægge. Bort­set fra dens anor­male kon­struk­tion mind­ede indret­nin­gen ham om en tæt­pakket lej­lighed. Lysets varme skær fik end­da omgivelserne til at se hjem­lige og hyggelige ud.

Johannes tillod til­fred­she­dens ind­sky­delse.

Han havde trukket sig tilbage til en sidelin­je af virke­lighe­den. En tryg sidelin­je, hvor han kunne beg­y­n­de at skabe for sig selv. Endelig skabe sit eget par­adis.

Og der­fra slut­ter even­tyr-delen. Mest for­di at jeg vil lade den del hvile i fred med en nogen­lunde lykke­lig slut­ning. Du ved; så jeg bare i det mind­ste har dette trygge lille minde. Nu kom­mer den andel del. Lad os kalde den “min nye epoke”.

Man kan hur­tigt blive ensom, når man har en hel ver­den for sig selv. Jeg fangede mig selv i at begrænse mig selv i et gen­t­a­gende møn­ster, hvor jeg blot for­mål­sløst udforskede lej­lighe­dens ikke eksis­terende grænser. Jeg var beg­y­n­dt at kede mig. En irriterende tværhed, vrede og en rastløs des­per­a­tion efter foran­dring forsøgte i frus­tra­tion at trække ideer op af hat­ten fra mit ube­v­id­ste.

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med min fan­tasi. Jeg fandt ud af, at man bare skal give lidt af sig selv. Bidrage en del af sit jeg til mellem­rum­met. Men jeg forstod virke­lig ikke, hvad den del af mig skulle forestille at være?

Jeg kom i tanke om de kryb, der havde opho­bet sig i min gane, og der­fra fik jeg ideen, at jeg endelig kunne spytte dem ud. De havde mæs­ket sig godt i de ord fra min tunge, der aldrig blev udtalt i den anden ver­den. Der­for havde der nem­lig opho­bet sig rigeligt af mig selv til at kunne skabe.

Jeg beg­y­n­dte at plan­lægge min arbe­jdsme­tode, der en dag skulle sætte dem ind i min nye ver­den. Men det var ikke en særlig nem pro­ces. Og ikke uden risi­ci.

Ser du, jo mere jeg giv­er af mig selv, jo større vil mellem­rum­met blive, og hvis det opsluger mig helt, vil jeg ikke læn­gere være en del af nogen ver­den.

Med disse tanker, der døsede bag øret, fort­sat­te jeg min gang med en mere konkret plan i vente. Jeg fandt frem til et rum, der skilte de falde­færdi­ge rester af en vaskekælder og et bade­værelse. I bade­værelset var der dog et for­trinsvis urørt badekar, som gav mig ideen til at hjælpe dem frem til mig. Vand er nød­vendigt for at skabe liv. Og jeg beslut­tede mig for, at når tiden var inde, kunne jeg hive noget ud af mellem­rum­met. Badekar­ret var lille og stod en anelse usikkert på sine rustne løve­fød­der. Dog havde den bibeholdt en ren, skin­nende emal­je, der kon­trasterede resten af det for­faldne rum. Jeg drejede den rustne hane, som klagede i protest og lod van­det løbe.

Jeg bøjede mig over badekar­ret og stak min hånd i munden, hvor jeg forsøgte at skrabe nogle af kry­bene fra min tunge. Det var bestemt ikke nemt, men jeg blev over­ras­ket. Det lykkedes at vriste en stor por­tion ud af mit gab. De endte i pølen og sprællede hjælpeløst med benene, indtil van­det stjal deres sid­ste gnist af liv.

Jeg lagde mærke til, at van­det var beg­y­n­dt at overtage en mørk, grum­set farve, og jeg kunne ikke læn­gere tyde bun­den. Prob­lemet var, at det var ganske stille. Alt, alt for stille. Jeg vid­ste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Men før min tålmodighed løb ind i en mur, fangede pølen igen min opmærk­somhed. De før rolige ringe i van­det beg­y­n­dte at danne en spi­ral. Et syn, der fængslede mit blik i en ukendt tidsstrækn­ing.

Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik, hvor jeg blot stirrede. Det havde ikke så stor betyd­ning, når tiden ikke havde nogen rolle i min ver­den. Jeg blev først rus­ket tilbage til virke­lighe­den, da spi­ralens cirku­ler­ing blev afbrudt. Mit blik glippede. Enkelte bobler farede frem og skabte dynamik på over­fladen. Jeg tog enkelte skridt tilbage men veg ikke mit blik fra van­det. Med kolde øjne skærmede jeg min skræk for, hvad der end skete under disse sekun­der. Van­det var blevet klarere, og jeg bemærkede en bleg skikkelse, der lå med benene trukket ind under sig. Den vågnede og lod sig fly­de op til over­fladen.

Den åbnede et par runde, hvide øjne, som den betragt­ede mig adstadigt med. Den smilede op til mig med tyn­de, grå læber, hvorefter den hjalp sig selv op ved at støtte sig op ad badekar­rets kant.

Van­det dryppede fly­gtigt fra den hvide kit­tel, som den var iført, idet den løft­ede et ben ad gan­gen og plant­ede sine nøgne fød­der på de hvide knækkede klink­er. Jeg var mål­løs.

Den lignede næsten et men­neske, bort­set fra en læn­gere hals, en grå, gen­nem­sigtig hud og de store blanke, hvide øjne uden pupiller. Jeg fat­ter virke­lig ikke, hvad min fan­tasi havde haft gang i.

Væsenet betragt­ede mig igen kort men drejede derefter krop­pen og skød det hvide blik ned i den grumsede pøl i badekar­ret. Den lagde hov­edet på skrå, som om den vent­ede på noget. Som om den skulle aflæse det per­fek­te tid­spunkt. Da denne for­mod­ede per­fek­te tim­ing kom, stak den en skyn­d­som hånd ned i van­det, som den lod rode rundt i badekar­rets bund. Få sekun­der nåede at gå, før væsenet spændte sine muskler i armen, lænede krop­pen tilbage og beg­y­n­dte at hive. Et usæd­van­ligt syn kon­fron­terede mig og efter­lod mig med åben mund. Ud fra den lille usle pøl hev den fire kopi­er op af sig selv. De holdt hinan­den i hån­den, hvilket gjorde, at de blev hevet op i en har­monisk bue. Van­det dryppede fly­gtigt fra denne kort­fat­tede hvælv­ings­bevægelse, indtil de alle land­ede på fød­derne, hvor de stod på en lige lin­je.

De vek­slede kort blikke, før de så op på mig med de store hvide huler af øjne. Trods deres læn­gere halse var de stadig et hov­ed lavere end mig. De betragt­ede mig afven­tende.

”Nå, skal vi beg­y­n­de? Der er meget, som skal ren­overes.” Jeg bemærkede til min store glæde, at jeg nem­mere kunne snakke, efter det lykkedes mig at løsne den store por­tion kryb fra min tunge.

De så kort på hinan­den og udvek­slede et forvir­ret udtryk.

”Vil det ikke være behjælpeligt, hvis du kunne skelne imellem os?” spurgte nr. 2 i rækken med en snert af forhåb­n­ing i tonele­jet.

”Du kunne give os hver et per­son­ligt udtryk,” fort­sat­te nr. 3.

”Du kunne starte med at navn­give os,” afs­lut­tede nr. 4. Nr.1 nikkede anerk­endende til hver af udtalelserne og betragt­ede mig efter­føl­gende for­vent­nings­fuldt. Jeg trak vejret ind og ud i et suk som for at give udtryk for, at jeg grundigt overve­jede hver deres forslag. Det gjorde jeg for resten ikke.

”Nej, jeg synes ikke, at det er særlig nød­vendigt,” sagde jeg og vift­ede affærdi­gende med hån­den. De kunne ikke kamu­flere de korte skuffede udtryk, der i et kort øje­b­lik fly­gt­ede over hver af deres ansigter. Men jeg kunne ikke gøre for det. Det var desu­den aldrig min bag­tanke, at jeg ville benytte dem til meget andet. De var blot assis­tance og havde udelukkende til opgave at være mig loy­al og hjælpe mig med at opbygge min ver­den. Min ver­den, hvor kun jeg var lysets cen­trum.

De var mine dis­ci­ple. De var mine tilhæn­gere, der udelukkende skulle lytte til mig. De resterende detal­jer omkring dem som selvstændi­ge indi­vider ragede mig ikke en tanke.

 

~ 3 ~

 

Jeg fordelte strate­gisk, hvor meget jeg tilbragte min tid hos den enkelte af dem. Hvor meget af min kærlighed, som jeg lod ind­hylle dem. I starten var fordelin­gen baseret på at styrke deres loy­alitet over for mig som deres hersker. Som deres barmh­jer­tige fad­er.

Men det blev for kedeligt, og jeg beslut­tede mig der­for for at sætte deres kærlighed på prøve.

Jeg husker, hvor­dan jeg sad med en af dem og drak te, hvor vi lod lat­ter skabe uen­delige ekko­er. Jeg over­drev min lat­ter, bare så jeg var sikker på, at de andre ville lægge mærke til det. Det var så fan­tastisk, når de så småt beg­y­n­dte at lægge mærke til den skæve fordel­ing og mis­unde hinan­den.

De ville have kærlighed. De for­langte mere opmærk­somhed.

De beg­y­n­dte at snakke mere om den såkaldte indi­vid­u­al­isme, som de ville gøre krav på. De beg­y­n­dte der­for at påstå, at jeg udnyt­tede dem og aldrig gav noget tilbage.

Jeg val­gte at ignorere deres unød­vendi­ge adfærd, men trods at jeg neg­ligerede disse detal­jer, kunne jeg ikke fly­gte fra, hvad der snart ville ske. Fly­gte fra deres kraf­tid­i­o­tiske ide om, at de abso­lut skulle skabe den nye og forbedrede. En fremmed, der blot ville være et destruk­tivt ele­ment i min per­fek­te ver­den, der poten­tielt ville slette mig og dem fra tilværelsen.

Der var en dag, hvor de var blevet mere hem­me­ligheds­fulde. Mere tilbagetrukne, og deres klare hvide øjne beg­y­n­dte at for­mørke sig til en vis­net grå farve. Jeg lagde mærke til, hvor­dan deres ellers så uskyldige frem­ton­ing var beg­y­n­dt at falme, hvilket også spe­jlede sig i deres adfærd. Der opstod oftere kon­flik­ter imellem dem, der bestandigt banede sig frem til blodi­ge slagsmål. Jeg nød at se på. De beg­y­n­dte at skrige halvk­valt i munden på hinan­den, at de er des­per­ate efter at kunne forsvin­de. De bad mig om nåde. Hver gang stirrede jeg blot koldt på dem og ryst­ede lang­somt på hov­edet.

Jeg beg­y­n­dte at fokusere mit blik på deres munde. Beg­y­n­dte at forestille mig, at jeg syede deres blege læber sam­men. Men det er ikke nok. Det var aldrig nok for mig, når lysten efter at demon­strere min magt skyllede over mig, og mine ideer til poten­tielle straf­feme­toder demor­alis­erede mit sind. Jeg leg­ede med tanken om deres ønske om at forsvin­de. Et ønske, som jeg tænk­te ikke ville være værst at opfylde.

Trods at væs­nerne var opstået af vand, var det også deres svaghed. Som de var kom­met af vand, skulle de også en dag ned­stige det, og kon­tak­ten med noget som helst fly­dende ville der­for stjæle por­tion­er af deres livsen­er­gi. Deru­dover en særligt smerte­fremkaldende død. Jeg havde ube­grænset kon­trol over denne ver­den. Dermed var væs­nerne blot hule mar­i­onet­ter, hvis strenge jeg kunne trække i, som jeg ønskede. Der­for trak jeg en af dem til badekar­ret. Med mit blik tvang jeg en til­fældig fra rækken til at drukne sig selv. Van­det ætsede dens hud. Jeg sørgede for, at den var gråd­kvalt i smerten.

Syn­derens kam­mer­ater observerede blot hæn­delsen. De kunne ikke gøre andet, havde jeg bestemt som deres irettesæt­telse, og jeg glæd­ede mig over, hvor­dan de kun ville bebre­jde sig selv for, hvad de havde bragt over deres kam­mer­at. Jeg lagde mærke til, at deres ansigter blev end­nu blegere og var malet med for­færdelse og angst.

Som kry­bet, der til sidst opgav at sprælle med sine ben, blev væs­nets krop ligeledes slapt og tømt for liv. Jeg gav liget et enkelt lille puf, inden dens krop gled yderligere ned i van­det. På lin­je med at van­det mørknede forsvandt krop­pen læn­gere ned i badekar­rets dyb. Jeg tørrede hæn­derne i min skjorte og udstødte et dybt fornø­jet suk.

”Ja, det er det, som nu engang sker, hvis I ikke føl­ger trop. Når I får de selviske ideer og glem­mer at være taknem­melige.”

Jeg så på dem igen med for­vent­ning om, at de ikke læn­gere igen ville skuffe mig. At deres grumsede øjne igen ville blive klare, og deres ansigter udglat­tet tilbage til deres blid­hed.

I stedet var kærlighe­den ikke læn­gere stærk nok, og de lod deres vrede klippe stren­gene over.

”Det kan I umuligt mene”.

Jeg kunne ane en kort vaklen i deres udtryk, men sym­pa­tien blev efter få momenters pause udvisket. Deres udtryk blev mere forvredne og rynkerne dybere. Jeg forstod, at de mente det alvorlig.

Dog kunne jeg stadig græde med en snert af fryd, da jeg kom i tanke om, at det ville være utænke­ligt at lade mig i stikken. Ingen kunne umuligt være så frygtelige? Jeg smilede der­for blot til dem og betragt­ede dem afven­tende. Dog gengældte de ikke mit smil.

Du er kom­met for tæt på,” sagde den ene.

Det er syn­digt at forsøge at efterligne skaberen,” sagde den anden.

Og der­for kom­mer han og tager, hvad der oprindeligt tilhør­er ham,” sagde den tred­je.

Jeg bøn­faldt dem om at blive og forsøgte at give flere und­skyld­ninger mellem min halvk­valte hulken, men hvor ord blot spjæt­tede frem på min tunge og i stedet dannede et nyt uforståeligt sprog. Der var intet at hente fra deres golde blikke, som agt­ede at glippe. Jeg faldt sam­men.

Mine dis­ci­ples fød­der beg­y­n­dte lang­somt at hæve sig fra jor­den. Deres kroppe beg­y­n­dte lang­somt krølle sig sam­men, og lem­mer ind­snævrede sig som en spi­ral, mens de stadig ikke veg deres blikke fra mig. De forvredne kroppe fum­lede rundt mellem loftets kroge, indtil deres leg­e­mer beg­y­n­dte at vikle sig sam­men til en hel­støbt, uopløselig knude. Og der var ikke andet end en fort­abt, uformelig skygge. Der­fra var jeg alene igen.

 

~ * ~

 

Deres skygge cirkler stadig hist og her i kro­gene. Måske hold­er de stadig af mig?

Jeg beg­y­n­dte at miste tidens takt og anede ikke, hvor mine dage havde skre­det sig hen. Trods at tiden ikke var et virke­ligt prin­cip i min ver­den, følte jeg mig alligev­el opslugt af et ude­finer­bart vaku­um. Jeg sad bare der ynke­ligt sam­menkrøl­let i det åndss­vage vaskekælder­hjørne.

Med andre ord: nu kom­mer jeg til der, hvor jeg befind­er mig nu. Jeg har ikke mere tilbage at fortælle. Jeg har for­t­alt dig alt, hvad du skal vide om min sit­u­a­tion. Hvor jeg sid­der fast. Jeg tror, at jeg ved nogen­lunde, hvad der foregår. I hvert fald hvor faren skal forestille sig at komme fra, og hvad den vil i min ver­den. Husker du, da jeg snakkede om grun­dreglerne bag mellem­rum­met? At hvis man giv­er for meget af sig selv, så vil skidtet kol­lid­ere? Det må være det, der sker. Jeg har været for gavmild med min magt­fordel­ing. Jeg gav dem for meget af mig selv, og det har fået fatale kon­sekvenser. Det kost­ede måske deres skikkelser, men det var nok til at skabe noget ud fra mellem­rum­met. Dette ”noget” må være ham. Ham som mine tidligere dis­ci­ple engang benævnte som Den nye og forbedrede.

Jeg tæn­der for radioen for at dæmpe mine tanker. En dyb, monot­on mandsstemme beg­y­n­der at fortælle om den gam­le ver­den. Der kom­mer enkelte frag­menter igen­nem. Men radioen skrat­ter sig frem til noget der kunne minde om en und­tagelses­til­stand. Ordene skråler paniksla­gent frem, men jo mere ordene farede frem i des­per­a­tion, des mere blev lyden forvre­den. Jeg kom til at tænke på, hvor­dan horison­ten i den gam­le ver­den blev udvisket. Hvor­dan den urolige him­mel brist­ede og beg­y­n­dte at fly­de sam­men med land, så det lignede den udtværede mal­ing på en palet. Jeg stir­rer på radioen, som jeg hold­er foran mig med rys­tende hæn­der. Den forvrængede, grumsede støj fra radioen standser brat. Og i få øje­b­likke kan jeg blot fornemme den blide vin­ds susen, der udforsker gan­gene uden for vaskekælderens dør. Men der gik ikke længe før en anden stemme meldte sin ankomst.

… Ja, du hørte rigtigt. Johannes var engang en ganske almin­delig 17-årig knægt. Stem­men er irriterende glat med en tri­um­fer­ende og hån­lig run­gen i tonele­jet.

Han var ikke den gen­nem­snitlige gym­nasie­dreng. En ynke­lig und­skyld­ning for Guds skaberværk, hvad han end­da selv var klar over. Han kendte sin plads men nægt­ede at acceptere den. Og for­di han er så ynke­lig, beslut­tede han sig for at fly­gte fra sit livs realitet. Der­fra beg­y­n­dte han selv at lege Gud. Han forsøgte at skabe sit eget par­adis. Han lod sin fan­tasi løbe lidt for løb­sk og formede sine loyale dis­ci­ple, der ydede ham ube­grænset kærlighed.

En kærlighed som han svigt­ede. Men det har jo trods alt sine kon­sekvenser…

Jeg forsøger igen at skifte sta­tion, men radioen skrat­ter bare i protest. Jeg sam­lede de enkelte frag­menter af ord, som radioen host­ede frem imellem mine forsøg. Jeg forsøger at flette disse ord sam­men men får blot det monot­o­ne svar: Men det har jo trods alt sine kon­sekvenser.

Radioen udstøder et skingert hyl. En lyd, der føles som negle, der bor­er sig dybt ind i mine øre­gange.

Paniksla­gent falder jeg sam­men ned på knæ. Jeg befind­er mig i en størknet panik­til­stand. Og netop, som min ver­den altid ville adlyde mig, rea­ger­er den også på mit anfald.

Jeg er ikke læn­gere sikker på, at mine fød­der står på nogen fast grund. Vaskekælderens betongulv beg­y­n­der at smul­dre under mig. Mine fød­der bliv­er usikre, og jeg væl­ter bagov­er.

Min bev­id­s­thed lad­er sig synke dybere ned i afgrun­den, hvor et evigt mørke omringer mig.

Jeg åbn­er øjnene igen, da jeg nærmest er ved at blive kvalt i et forhastet ånd­e­drag på lin­je med en rin­gen i mine ører. Jeg glip­per mit blik tilbage til en nogen­lunde hel­støbt bev­id­s­thed. Men mør­ket havde ikke opgivet, og jeg opdager, at jeg stadig sid­der fast i afgrun­den. Men jeg bemærk­er en atypisk stemn­ing, som jeg ikke bry­der mig om. Jeg fornem­mer en mærkværdig kri­blende følelse, som stre­jfer mine fin­gre. Jeg ser ned og bliv­er straks for­færdet.

Kry­bene. I alle deres ækle stør­relser og vari­anter. De hænger i luften og sum­mer under mig, og jeg forstår, at jeg aldrig kan und­slippe dem.

Jeg lad­er mit blik panorere omkring mig. Jeg kom­mer frem til, at det må være en ver­den uden for min egen. En ver­den, der efterlign­er en tæt­pakket skov, hvor jeg er omringet af træer, hvis stærke grønne farve mark­er­er sig tydeligt under en tung mørk him­mel. Nærmest som hvis bladene var blevet malet med en lyseg­røn fedt­farve på sort papir. Der er ingen vind, men der er stadig ikke en intakt tavshed. I stedet er området omringet af en svag besyn­derlig bag­grundsstøj, der synes at forsøge at efterligne træernes hvislen. En type støj, der min­der mig om den sta­tiske lyd fra radioen, og da jeg stud­er­er denne ver­den nærmere, læg­ger jeg mærke til, hvor­dan luften flim­r­er som et gam­melt fjern­syn. Bort­set fra kry­bene var der en sæl­som fred­som­me­lighed over stedet, og i et øje­b­lik trækker jeg vejret regelmæs­sigt. Det var­er ikke længe.

Træernes sta­tiske hvislen stivn­er. Nogen tysser på denne ver­den, og denne per­son var bestemt ikke mig. Hvor end jeg var, havde jeg ingen kon­trol over dette sted, men hvem havde så?

Før jeg kunne nå at bringe orden i disse overve­jelser, blev skovens har­moni afbrudt. Jeg peger forskrækket blikket op mod de døende træer og bliv­er vidne til, hvor­dan hvert enkelt blad trækker sig sam­men og smul­dr­er som ned­faldende aske. Trans­for­ma­tio­nen efter­lad­er nøgne grene, der lign­er afma­grede, blege arme. Jeg ser ned på mine fød­der og betragter, hvor­dan kry­bene må dele sig i strømme for at bane sig for­bi mig. Hvad er det, som de er så bange for? Jeg ser op igen og kniber øjnene hårdt sam­men for at kunne skelne, hvad der kan ligge i vente i horison­ten. Mine ånd­e­drag bliv­er forhast­ede og snubler klod­set over hinan­den. Mit blik fanger noget ved et bortliggende område af skoven, der del­er naturen imellem bakker.

Noget sort kravler ned af bakkerne. Noget sort er på vej imod mig med høj hastighed. Mit hjerte galop­per­er i mit bryst, men jeg står som stivnet på stedet. I flere sekun­der kan jeg blot stud­ere uhyret, der kom­mer tæt­tere og tæt­tere på.

Det lign­er en kak­er­lak eller en edderkop. Et sort dyr med en mørk brun­lig pels. Hov­edet er under­ligt blegt. Til min store for­færdelse kan jeg skimte et ansigt.

Et lyn af panik gen­nem min krop sæt­ter mig endelig i løb. Jeg fort­sæt­ter dybere ind i skoven med en ustyrlig ret­ning og hastighed, og jeg skær­er mig på flere af træernes grene. Jeg fokuser­er mere på ikke at tænke på kry­bene under mig. På den væm­melige splat­tende lyd under mine sko.

En klynk­ende høj­ly­dt rin­gen giv­er sig til kende. Jeg standser brat og lyt­ter. Sæt­ter i løb mod et afsides sted af skoven, hvis mørke sluger mig helt. Ender i en blindgyde. Men skimter en rød tele­fon­boks, der mark­er­er sig mellem træerne. Jeg fægter grenene af vejen, styrter ind i bok­sen og smækker dens smalle dør bag mig. Jeg lyt­ter. Den ivrige lyd fra flere bens tram­p­en bliv­er tydeligere.

Det er sjovt, at tele­fon­bok­sen er havnet her. Men det ramte mig hur­tigt, at det ikke var en til­fældighed.

Jeg husker, hvor­dan jeg engang aldrig turde at tage tele­fo­nen. Mest grun­det kry­bene, der ville forvrænge hver af mine ord og sæt­ninger. Jeg had­ede, når den anden på lin­jen beg­y­n­dte at tøve, og jeg kunne høre dem vrænge ansigter ad mig. En snerrende, indi­rek­te hvisken bag deres ord, hvor de bøn­faldt mig om at holde kæft. De var des­per­ate efter at klippe lin­jen over. Jeg had­ede, at de dømte mig. At ingen aldrig lyt­tede. De for­band­ede kryb.

Jeg hør­er en vold­som raslen, der far­er igen­nem træerne. Jeg væl­ger at lukke øjnene. Uhyret er tæt på, og jeg fornem­mer, at den lad­er sin fart aftage. Græs­set kni­tr­er under dens lang­somme skridt, idet den tager en omgang rundt om bok­sen. Jeg åbn­er var­somt øjnene.

Dyret maser sin krop mod glas­set, så jeg endelig kan møde dets fjæs. Et skrig for­lad­er mine læber, da jeg stir­rer tilbage på mit eget blege, udtryk­sløse ansigt.

Med rys­tende hæn­der langer jeg ud efter tele­fo­nen. Jeg knuger hårdt om røret og press­er det mod min dunk­ende tind­ing. Jeg lyt­ter des­per­at efter, om der er nogen på den anden side. Der er en langtrukket stil­hed mellem hver tone, og jeg kan ikke læn­gere holde min gråd tilbage.

Men så går lin­jen igen­nem.

”Jeg bed­er dig bare om den ene sid­ste ting. Lyt godt efter.”

Uhyret forsøger at presse sin vægt mod siden af bok­sen. Det virk­er. Ansigtet smil­er væm­meligt. ”Dig, der gem­mer dig bag den anden ende af tele­fon­lin­jen.”

Glas­set splin­tr­er og skårene udforsker luften.

”Vil du ikke være sød at give dig til kende? Jeg bed­er dig”.

Jeg forsøger at hulke men bliv­er kvalt af de resterende kryb i ganen, der har gemt sig særligt godt. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre”.

Bok­sen tilter. Et glaskår bor­er sig ind i min hånd. Jeg ork­er ikke mere ”Vil du ikke bare sige noget.”

 

Copy­right © 2019: Nicole S.S. Berthelsen.
For­fat­ter: Nicole S.S. Berthelsen.

 

Anmeldelse af ’Jeg kom til at give for meget af mig selv’ 

For­laget Snepryd udvæl­ger nov­ellen “Jeg kom til at give for meget af mig selv” af Nicole Stephanie Sevang Berthelsen til vin­der af nov­el­lekonkur­ren­cen. Denne gang skulle his­to­ri­erne omhan­dle temaet magt.

Vi præsen­teres for Johannes, der er drop­pet ud af gym­nasi­et. Han er en helt almin­delig fyr, men der er en vis mys­tik over ham; han føler sig ikke anerk­endt, føler sig plac­eret i den fork­erte virke­lighed og er omringet af “tomh­jern­er”. Og så åbn­er han stort set aldrig munden af ren og skær frygt for, at kry­bene vil slippe ud der­fra. 

Jeg kom til at give for meget af mig selv” er en his­to­rie om ensomhed og om at føle sig så magtes­løs, at man for alt i ver­den må klyn­ge sig fast til drøm­men om at tage magten. Hverken Johannes’ foræl­dre eller hans øvrige omgivelser vil give ham den anerk­endelse, han fort­jen­er, så han sæt­ter sig for at tage sagen i egen hånd og skaber en ny ver­den, der vil. En ver­den, hvor kun han er lysets cen­trum, og hvor han er den tilbedte. Hvor han er Gud.

Nov­ellen er skrevet ud fra jeg-fortællerens syn­spunkt og i et letlæseligt, dog meget malerisk sprog. Detal­jerne er der­for mange, men grun­det Johannes’ lige­fremme sprog­brug og dagligdags ord­valg bliv­er resul­tatet en nov­el­le, der er sprog­ligt let­til­gæn­gelig, alt imens den engager­er læserens fan­tasi ved at brillere med sanselige beskriv­elser og poet­iske virkemi­dler, såsom metafor­er og besjæling. Metaforen med kry­bene, som har bosat sig i Johannes’ mund, er et eksem­pel på dette, da de intro­duc­eres som “kry­bene, (…) der fra barns­ben beg­y­n­dte at mæske sig i hans usagte sæt­ninger”. 

Temaet magt er i Nicole Berthelsens nov­el­le tæt knyt­tet til kon­trol og frygt; Johannes kæm­per både med at kon­trollere sine følelser og det mellem­rum, der opstår inde i ham og ekspan­der­er, hvis han kom­mer til at give for meget af sig selv. Som læs­er bliv­er man hur­tigt opslugt af fortællin­gen samt udfor­dret til aktivt at for­tolke på den åbne slut­ning, der ind­by­der til videre forestill­inger om, hvad der er i vente for Johannes. 

Nov­ellen får 4 ud af 5 stjern­er. 

Anmeldt af Tine G. R. Fjeld­st­ed redak­tør, For­laget Snepryd.