Missionen

15. februar 2019

© Alle ret­tighed­er tilhør­er Jens Rosen­birk — kopier­ing eller gen­givelse af nogen art uden tilladelse hen­tet direk­te fra for­fat­teren er ikke tilladt.

Det er mor­gen og hele ver­den er hvid.

Det har nem­lig sneet vold­somt i nat, akku­rat som Peter forud­sagde i går. Når jeg kikker ud af vin­duet, er alt omkring huset dækket af en hvid dyne. Det virk­er, som om at der er faldet mindst en halv meter sne. Træernes grene er hvide som i et even­tyr­land. Jeg glæder mig allerede til at komme ud og mærke sneen. Jeg tager min sko­le­taske og går uden­for. Peter står og ven­ter på mig. Vi begiv­er os mod skolen, mens vi laver snebolde og kaster os i sneen. Vi griner begge. Jeg føler mig fri. Det er en god start på dagen.

Det er Peter, der først ser faren. Han siger ingent­ing, men peger blot til ven­stre. De tre drenge kom­mer ud fra en side­vej og ser os med det samme. Jeg ser mig omkring efter en flugt­mu­lighed, men husene på begge sider har høje hække. Der er ingen vej væk. Vi kunne vende om og løbe tilbage, men dren­gene er større end os og vil hur­tigt kunne ind­hente os. Den eneste mulighed er at fort­sætte fre­mad og håbe, at de vil lade os være i fred. Jeg ved godt inder­st inde, at det kom­mer ikke til at ske.

Da vi er næsten helt henne ved dem, beg­y­n­der de hånende kom­mentar­er. Så ved jeg, hvad der ven­ter. Det starter altid med kom­mentar­erne. Det er det samme rit­u­al hver gang. Et for­spil. Jeg kom­mer ikke til at vente længe. De griber mig og smider mig ned. Jeg kan mærke, at de er stærke.
Mit hov­ed er under sneen, og jeg er ved at blive våd under tøjet. Jeg prøver at trække vejret roligt. Peter er ved siden af mig. Hans mund er tæt på mit øre. “Husk nu, hvad jeg har lært dig,” siger Peter. “Det her er jo ingent­ing i forhold til, hvad du før har gen­nemgået. Vi ved begge, at du er stærkere end dem. At du med dine kræfter kan tæve dem alle tre så let som ingent­ing. Men glem nu ikke Mis­sio­nen. Du kan ikke afs­løre dine enorme kræfter nu. Bid tæn­derne sam­men og tag, hvad der kom­mer. Husk, at jeg er lige her ved siden af dig, og jeg vil altid være der.”

Så beg­y­n­der sla­gene. Når man er vant til smerte og ved hvad der kom­mer, er det ikke så slemt.
De slår hårdt, og de råber og griner. Jeg er glad for, at jeg har Peter ved min side. Jeg kon­cen­tr­erer mig om ikke at slå igen. Det hjælper at fan­tasere om, hvad jeg ville kunne gøre ved dem. Jeg kunne tage træet der­henne, rive det op med rød­der og tæske løs på dem med det. Jeg kunne tage dem en efter en og smide dem hen over hækken. Jeg kunne brække deres arme så let som ingent­ing.
Hvis de kendt min sande styrke, ville de være så bange for mig. Hvor ville jeg dog ønske jeg kunne vise dem, hvor stærk jeg er, men jeg forhold­er mig pas­siv. Mis­sio­nen er vigtigere, end at jeg får hævn.

Efter et stykke tid ændr­er sla­gene sig. Jeg kan næsten mærke tvivlen vokse ved hvert slag. Dren­gene griner stadig, men jeg kan se på dem, at de er usikre ved sit­u­a­tio­nen. De er ikke vant til, at man ikke gør mod­stand. Endelig hold­er de op med at slå og går videre. Men inden de går videre, advar­er de mig mod ikke at sladre til nogen. Som om jeg ville sige det til nogen. Hvem skulle det dog være. Jeg rejs­er mig op. Jeg er helt gen­nem­blødt. “Det klarede du jo også denne gang rigtig fint, men du er også helt speciel. Det er jo også der­for, du er blevet udval­gt,” siger Peter. “Jeg er stolt af dig.” Peters ord gør mig glad. Han er min eneste ven.

Vi kom­mer for sent hen til skolen. Lær­eren skælder mig ud, for­di jeg kom­mer for sent og er dri­vvåd. Jeg sæt­ter mig på min plads og lad­er mine tanker fly­ve. Det gør jeg ofte, når jeg er i skole. Nogen gange får jeg skæl­dud for ikke at følge med, men jeg er ligeglad. Skolen er ikke vigtig for mig. For det meste får jeg dog lov til at være i fred. Det er det letteste for lær­erne. Jeg tænker på Mis­sio­nen og smil­er ind­vendig ved tanken om, hvor storslået det bliv­er. Jeg har ikke fået så mange detal­jer om den. Peter siger, at alt vil blive fork­laret under­ve­js.

Peter kom til mig, da alt­ing så sortest ud, og har været min ven lige siden. Det er ham, der har for­t­alt mig om Mis­sio­nen, og at jeg er blevet specielt udval­gt. Han siger, at de havde ledt længe, før de fandt mig. Men da de først fandt mig, var de ikke et øje­b­lik i tvivl om, at jeg var den helt per­fek­te per­son. Jeg er meget betyd­nings­fuld. Mis­sio­nen kan ikke gen­nem­føres uden mig.
De hold­er hele tiden øje med mig og mine han­dlinger og er meget imponerede af, hvor godt jeg har håndteret de mange svære sit­u­a­tion­er.

Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne vise hele ver­den, at jeg har superkræfter. Men det kan jeg ikke. Det vil jo ødelægge Mis­sio­nen. Det er kun Peter, som kender til dem, og sådan skal det blive ved med at være. Jeg har lovet Peter, at jeg ikke engang bruger dem, når jeg er helt alene. Når jeg spørg­er ham hvor­for, siger han, at det er netop der, at det er allervigtigst, at jeg ikke gør det. Det vis­er nem­lig noget om min sande karak­ter. Mere kan han ikke sige. Der er nem­lig mange ting ved Mis­sio­nen, som er hem­melige, og det er bedst for mig selv, at jeg ikke ved alt. Jeg stol­er på Peter.

Da jeg kom­mer hjem, står min søster ude i haven. Hun har ikke noget overtøj på. Det er koldt, og jeg kan se, at hun fryser. Hun må have været uly­dig igen. Jeg ser på hende, men siger ikke noget. Jeg har for­bud mod at tale med hende. Vi har ikke talt sam­men i flere år. Og det er min skyld.
Hun møder mit blik et kort øje­b­lik. Hen­des ansigt er udtryk­sløst. Det er sådan, vi gør det. Vi har lært ikke at udtrykke noget. Min søster er et år yngre end jeg. Hun er en smuk pige, men alt for tynd. Måske er det der­for, hun er så god til at gemme sig. Da vi var min­dre, leg­ede vi sam­men. Jeg gjorde ting, som jeg ikke skulle have gjort, og nu må vi ikke tale sam­men. Jeg var svag den­gang, og hun måtte betale prisen. Men nu er jeg en anden. Jeg er blevet stærk. Heldigvis.

Jeg går ind i huset. Jeg bliv­er mødt af den samme svage lugt, som aldrig for­lad­er mit hjem. Jeg ved ikke, hvad det er for en lugt. Kun at den er ube­hagelig. Lugten er meget svag. Jeg tror egentlig, at jeg er den eneste, der kan lugte den. Nogen gange tænker jeg, om det i virke­lighe­den er mig, der lugter. Da jeg kom­mer ind i stuen, kan jeg se, at min far er i den første fase. Han er i godt humør. Det er han altid i beg­y­n­delsen. Nogle gange går han i byen, når han er i godt humør. Jeg håber, at i dag er sådan en dag. Der er altid tre fas­er, med min far. Først den gode, hvor han er i godt humør og fortæller sjove his­to­ri­er og får alle til at grine. Derefter kom­mer vre­den og til sidst ender det altid med Pælen. I dag tager min far i byen. Det er jeg glad for.

Pælen er det værste sted der find­es. Der sker væm­melige ting der. Når jeg er ved Pælen, er det utroligt svært ikke at afs­løre Mis­sio­nen. Heldigvis er Peter der altid til at hjælpe mig. “Vi ved begge, at du kan knuse ham så let som ingent­ing, men du må være stærk. Det er ikke et tegn på svaghed at du græder. Heller ikke at du tiss­er ned af dig selv. Jeg ved godt, at det gør din far end­nu mere rasende, og at smerten bliv­er så meget større, når du gør det. Men det er tvær­ti­mod et tegn på styrke. Det vis­er, at du sæt­ter Mis­sio­nen over dig selv. Tro mig, vi er alle fulde af beun­dring over, hvor godt du har håndteret alle de mange vanske­lige sit­u­a­tion­er, du er blevet udsat for.”

Jeg drøm­mer tit om Mis­sio­nen. Den kom­mer til mig i billed­er, som er svære at beskrive. Men det er gode drømme, og når jeg har dem, er jeg altid ked af at vågne. Jeg ønsker altid, at de kunne vare lidt læn­gere. Peter har ikke for­t­alt så mange detal­jer om, hvad der skal ske, så i mine drømme har Mis­sio­nen mange forskel­lige for­mer. Jeg har svært ved at vente, men Peter siger, at jeg må være tålmodig.

En dag sker der noget uven­tet. Bilen fra Kom­munen dukker plud­selig op. Det er en over­raskelse. Vi ple­jer at vide på forhånd, når damen fra Kom­munen kom­mer, så vi kan træffe vores forhold­sre­gler.
Da damen stiger ud af bilen, ven­ter der end­nu en over­raskelse. Det er en anden dame. Jeg kan se, at min søster allerede har set hende og har gemt sig. Min far er over­ras­ket, men går hende hur­tigt smilende i møde. De taler sam­men ude i haven. Min far er en høj mand. Han er næsten et hov­ed højere end hende, men som de står der, virk­er hun slet ikke min­dre end ham. Min far er også en meget smuk og charmerende mand, der har et godt tag på kvin­der. Både unge og gam­le. Han kan næsten altid få dem til at smile og grine, men hende her griner ikke. Hun ser alvorlig ud og taler længe. Sådan ple­jer det ikke at være. Som regel er det min far, som taler mest.

De bliv­er længe stående og taler. Efter et stykke tid går damen går hen mod huset og sig­nalerer til min far, at han skal følge hende. Min far står et øje­b­lik ubeslut­somt og kikker rundt, før han føl­ger efter hende. Der kom­mer en række begiven­hed­er, vi ikke har styr på. Min far smil­er og er lige så charmerende, som han kan være, når han er allerbedst. Men her har han mis­tet kon­trollen over sit­u­a­tio­nen. Det er meget usæd­van­ligt. Han ple­jer at have styr på alt­ing.

På et tid­spunkt kom­mer hun hen til mig. Min far føl­ger med hende, men får at vide, at hun gerne vil tale med mig alene. Min far ser ikke bege­jstret ud ved tanken, men lad­er hende trække mig væk. Han når dog at sende mig et advarende blik, inden jeg går med damen ind i et andet rum. Hun hold­er sit ansigt tæt på mit, og ser direk­te ind i mine øjne med et indtræn­gende, men ven­ligt blik. Jeg kan dufte hen­des par­fume. Den dufter af fersken­er. Hun præsen­ter­er sig. Hen­des stemme er varm og ven­lig. Jeg mærk­er en farlig fornem­melse i min krop. Jeg må passe på. “Du kan fortælle mig alt”, siger hun, ”du behøver ikke at være bange.” Hen­des stemme er stadig ven­lig. “Alt, hvad du siger, bliv­er mellem os. Din far får det aldrig at vide.” Jeg kan mærke svaghe­den i min krop. Det føles som om, den beg­y­n­der at ryste inde­fra. Jeg møder hen­des øjne. Uden at se på mig selv ved jeg, at både mine hæn­der og krop er rolige. Jeg er stadig i kon­trol, men mit indre er i oprør. Jeg er overvældet af en trang til at se bort fra al for­nuft, og betro mig til hende. “Efter al den smerte, du har gået igen­nem, må du da ikke falde for hen­des ven­lighed. Det er et trick, hun bruger for at få dig til at afs­løre Mis­sio­nen,” siger Peter. “Jeg kan passe på dig og hjælpe dig, hvis du vil væk her­fra,” siger hun. “Pas nu på”, siger Peter. ”Det er nu, at du skal vise din sande styrke. Du må ikke bringe Mis­sio­nen i fare. Du må ikke fortælle hende noget som helst. Det vil få uover­skuelige kon­sekvenser, Og vi er så tæt på nu. Fortæl hende, at alt er godt.”

Hun virk­er slet ikke vred over min afvis­ning, tvær­ti­mod smil­er hun til mig og siger, at hun vil komme igen, og at vi nok skal få nogle gode sam­taler. Vi går hen til min far, der går nervøst rundt. Det var meget mærke­ligt at se ham være på den måde. Sådan har han aldrig været før. Han ser på mig et øje­b­lik. Det, han ser, beroliger ham lidt. Han føl­ger damen ud til hen­des bil. De taler lidt sam­men, før hun kør­er. Jeg kan ikke høre, hvad de siger, men min far laver sjove fagter til hende og peger på noget til højre for huset. Jeg får en meget under­lig følelse ind­vendig af at se min far lave alle de krum­spring.

Den aften ved Pælen bliv­er den værste og mest smerte­fulde nogensinde. Man skulle tro, at min far ville være glad for, at jeg ikke sagde noget til damen, men han er rasende, mere rasende, end jeg nogensinde har set ham før, og han læg­ger indædt alle kræfter ind i at straffe mig. Det er meget slemt. Peter siger, at jeg bliv­er straf­fet, for­di jeg har opdaget noget ved min far, som jeg ikke burde vide. Peter er meget klog og ved altid, hvad han skal sige for at hjælpe mig. Han er en god ven. Peter har for­t­alt mig, at det snart er tid. At det kom­mer til at ske før sneen er smeltet.
Og så ved jeg, at det er snart, for sneen burde fak­tisk allerede være smeltet, men det er som om, vin­teren ikke vil slippe taget og lade foråret komme til. Den lig­ger stadig på jor­den, og selvom vi får sol­skin, og man tror, at nu smelter sneen, så kom­mer der bare end­nu mere sne fra oven.

Jeg vågn­er ved, at det banker på vin­duet. Det er nat og mørkt uden­for. Jeg åbn­er vin­duet. Det er Peter, der står uden­for. “Det er endelig blevet tid”. Han smil­er og hans øjne stråler. “Klæd dig på og følg med mig.” Jeg kan mærke bege­jstrin­gen bruse op i mig. Endelig. Ven­te­ti­den er ovre. Mis­sio­nen ven­ter forude. Jeg tager hur­tigt tøj på og vil hente min frakke, men Peter siger, at det ikke er nød­vendigt. Jeg kravler ud af vin­duet og føl­ger ham ud i nat­ten. Det sner, og mens vi går, kom­mer månen frem og opl­yser snefnuggene. Der er utroligt stille. Som om alle væsen­er i skoven er klar over at noget anderledes snart vil ske. Jeg er utålmodig, og har lyst til at sætte farten op, men Peter går foran mig, og han går i et roligt tem­po. Det virk­er som om, vi har van­dret i en evighed, da Peter endelig siger, at nu er vi fremme.

Vi står ved en lille høj omgivet af træer. Der lig­ger et tykt lag sne på højen. “Du skal op på top­pen af højen”, siger Peter. Vi kravler derop sam­men. Det er ste­jlt og glat, men det lykkes dog efter et stykke tid at komme derop. “Det er tid til at jeg for­lad­er dig. Den her del af Mis­sio­nen skal du selv klare, men vi ses snart igen. Læg dig ned i sneen og luk øjnene.” “Efter et stykke tid vil din krop blive kold, og du vil beg­y­n­de at fryse, men bare rolig, snart vil kulden forsvin­de, og en behagelig varme vil brede sig i din krop. Der er ikke noget at være bange for. Bare læg dig ned, og resten vil ske helt af sig selv.”

Jeg siger farvel til Peter, og han går hur­tigt ned af højen og forsvin­der ud i mør­ket. Jeg læg­ger mig ned i den kolde, hvide sne. Det føles blødt og behageligt på trods af kulden. Jeg kikker på månen et øje­b­lik og lukker så mine øjne. Jeg kan mærke snefnuggene falde på mit ansigt. Jeg kan næsten ikke vente. Hvor­dan jeg bliv­er jeg mon hen­tet? Kom­mer der et skin­nende rum­skib ned efter mig, eller svæver jeg bare opad? Skal jeg række mine hæn­der op, eller kom­mer himlen ned til mig?
Er der flere børn lige­som mig, eller er jeg den eneste? Der må da være andre lige­som mig. Jeg kan da umuligt være den eneste. Jeg er beg­y­n­dt at blive kold, men det bety­der ikke noget, for snart vil det ske: Det fan­tastiske, som jeg har ven­tet så længe på. Mis­sio­nen vil kalde på mig, og jeg er klar.
Det er som om, der ikke er plads til alle følelserne i min krop, men jeg ved, at dette øje­b­lik er det tætteste, jeg nogensinde har været på at være lykke­lig.

Copy­right © 2016: Jens Rosen­birk.
For­fat­ter: Jens Rosen­birk
Redi­ger­ing: For­laget Snepryd, Louise Bach

Anmeldelse af ’Mis­sio­nen’ af Jens Rosen­birk

For­laget Snepryd har udval­gt nov­ellen ’Mis­sio­nen’ af Jens Rosen­birk til vin­der af konkur­ren­cen. Konkur­ren­cen gik ud på, at der skulle skrives en nov­el­le om emnet ’lykke’.

Rosen­birk vis­er i sin nov­el­le en alter­na­tiv til­gang til, hvad lykke kan være. Det er ikke en lal­leglad, ensidig lykke, vi intro­duc­eres til. Det er ikke en lykke, som den, der stræbes efter og opnås i even­tyr og uge­blade. Det er lykken over endelig at føle sig befri­et for en stor smerte. Det er det lyk­sagelige ved det tom­rum, der opstår, lige inden døden indtræf­fer. Det er en lykke, som rum­mer sin egen mod­sæt­ning i sig.
’Mis­sio­nen’ er først og fremmest udval­gt i nov­el­lekonkur­ren­cen, for­di den rum­mer en orig­i­nalitet, som gør, at Rosen­birk lykkes med at skrive om et emne, som ellers er så befængt med klichéer, som ’lykke’ nu engang er. Ind­hold­et i nov­ellen er set mange gange før: Et barn fra en socialt belastet fam­i­lie søger over­levelse via eskapisme af den ene eller den anden art. Der er mass­er af fald­gru­ber ved at bruge sådan et ’set­ting’. Men Rosen­birk slip­per på fineste vis uden om de fleste af dem. Han skriv­er barsk social­re­al­isme, uden at det bliv­er belærende og poli­tis­erende. Nogle gange glid­er skriften over i noget poet­isk. Rosen­birk skriv­er fra bar­nets per­spek­tiv, og han skriv­er som én, der selv på meget umid­del­bar vis har følt det, der sker i nov­el­lens barske og klaus­tro­fo­biske rum.
Rosen­birk må kred­iteres for sin evne til at indleve sig i det van­røgt­ede barns tankegang. Hans skrivestil er umid­del­bar og nøgtern. Vi føl­ger his­to­riens jeg — fortæller, der­fra hvor han står – med den alder, han har, og med den viden, han har. Det er det, der bær­er fortællin­gen, og Rosen­birk mestr­er at fortælle lev­ende og med et nuanceret sprog.
Hermed ikke sagt, at nov­ellen ikke har sine skøn­heds­fe­jl. Det ville have pyn­tet med en gang stavekon­trol og noget kor­rek­turlæs­ning. Ret­skrivn­ing og kom­ma­ter­ing i tek­sten er ikke i top, og det farv­er selvføl­gelig det indtryk, man får af den. Også tek­stens ind­hold virk­er til tider en smule for upol­eret. Der er nogle uheldige gen­t­agelser, og det træt­ter læseren at få den samme infor­ma­tion flere gange. En gener­el fin­jus­ter­ing af tek­sten ville hjælpe meget med til at anskuelig­gøre dens ’mis­sion’.
Jeg kan lide, at nov­ellen giv­er lidt mere mening for mig, hver gang jeg læs­er den. Jeg bliv­er ikke træt af den – jeg rammes tvær­ti­mod af tanken om, at jeg ville ønske, der var en fort­sæt­telse til den, så jeg kunne læse, hvad der videre skete med fortælleren. ’Mis­sio­nen’ var et lyspunkt i et udvalg af nov­el­ler, der ellers langt fra var imponerende, og jeg vil helt klart råde Rosen­birk (hvem han så i øvrigt er) til at fort­sætte med at udvikle sine evn­er ud i den kreative skrivn­ing.

Anmeldt af Louise Bach,
for­fat­ter og kan­di­dat i Nordisk sprog og lit­ter­atur fra Aarhus Uni­ver­sitet med spe­ciale inden for det lingvis­tiske felt.
Louise arbe­jder som sæl­ger og for­lagsas­sis­tent hos For­laget Snepryd.