Fra nu af bliver alt bedre

15. februar 2019

© Alle ret­tighed­er tilhør­er Trine Skau — kopier­ing eller gen­givelse af nogen art uden tilladelse hen­tet direk­te fra for­fat­teren er ikke tilladt.

Ham­di er iklædt et par slidte cow­boy­bukser og en blå hæt­tetrø­je med Angry Birds, som han fik da han ankom til børnea­syl­cen­teret. Hans hår er sort, øjnene brune og han er lidt ran­glet. Han ser sig lidt gen­ert om rundt i klassen. Det er nem­lig hans første dag i en dan­sk mod­tagerk­lasse, som de vok­sne kalder det. Damen fra kom­munen og tolken fork­larede Ham­di hvor­dan det er at gå i skole i Dan­mark, og hvor­dan hans for­løb bliv­er, for at han kan blive godt inte­gr­eret, mens de behan­dler hans sag. De fork­larede at ”inte­gr­eret” bety­der at få Ham­di til at passe ind og føle sig som en del af det danske sam­fund. Det kan Ham­di godt lide, for det er ikke så rart at være i et fremmed land og være uden­for. Hamdis fam­i­lie er stadig ikke kom­met til Dan­mark, og han ankom sam­men med en masse børn og nogle få vok­sne over grænsen til Dan­mark i fredags.
De frøs, var sultne og trætte efter den lange køre­tur. I starten havde de været mange flere. Hamdis far havde løftet ham ned i en orange gum­mibåd sam­men med Hamdis fæt­ter og sagt, ”vi ses snart, og så bliv­er alt bedre.”
Båden var sejlet og under­ve­js var mindst ti per­son­er faldet fra, enten var de faldet over bord og druknet, eller havde fået infek­tion­er og døde. Da de kom til bred­den, var de blevet hjulpet i land af nogle men­nesker, som straks havde prop­pet dem ind i en last­bil og kørt dem op gen­nem Europa. Hamdis fæt­ter var blevet gen­net ind i en anden last­bil, og der havde været tumult og vok­sne der råbte og skreg. Børnene havde grædt, så da last­bil­erne start­ede i lar­men, var der ingen vej tilbage. Ham­di var alene og han vid­ste ikke hvor han var på vej hen, men han vid­ste at der ikke ville være krig. Da han kom til grænsen skulle han tale med poli­ti­et, som spurgte hvad han hed, hvor han kom fra, hvor­for han var fly­gtet, og hvor hans fam­i­lie var. En af politi­bet­jen­tene havde lagt armen om Ham­di, som stod lille og for­frossen med tår­er i øjnene. Bet­jen­ten fork­larede Ham­di, at han var i sikker­hed i Dan­mark, og at de prøvede at hjælpe ham. Derefter blev han kørt til et børnea­syl­cen­ter, hvor han skal bo til man vur­der­er om han må blive i Dan­mark, om han kan se sin fam­i­lie igen eller om han skal sendes tilbage til sit hjem­land. Ham­di vil gerne blive i Dan­mark, for man kan ikke bo et sted hvor der er krig og man ikke er tryg, tænker han.

Så nu skal Ham­di beg­y­n­de i mod­tagerk­lassen. Han kan ikke dan­sk, og han ved ikke så meget om Dan­mark. Han har hørt at det næsten altid blæs­er og reg­n­er, men at folk er søde, og at folk har ret­tighed­er og er med til at bestemme. Han har også hørt at nogle danskere ikke kan lide fly­gt­ninge og ikke vil hjælpe dem. Men det tror Ham­di ikke på, for han synes at vi jo alle sam­men bare er men­nesker med hud og hår og hjerne og hjerte, og så er der nogen der har store næs­er, skæve tæn­der, basunkinder, store læber og rynker. Og det eneste man egentlig bare gerne vil alle sam­men, det er at leve et lykke­ligt liv.

I klassen sid­der der tre piger med tørk­læde, to piger med skæve øjne og to drenge med skæve øjne. Han har aldrig rigtig set én med skæve øjne før. Der sid­der også tre sorte drenge og to sorte piger. Og så er der en dreng som Ham­di har kørt i last­bil med. Han sæt­ter sig for­sigtigt ved et bord, og alle børnene sid­der og skuler lidt til hinan­den. Nu skal de alle sam­men lære dan­sk. De skal også lære matem­atik, sam­fundsfag, hån­dar­be­jde og fysik/kemi. Dan­sklær­eren og en tolk træder ind i klassen og ønsker elev­erne god­mor­gen. Børnene lær­er at sige ”Hej”, ”Farvel”, ”Tak for mad” og at spørge om vej til asyl­cen­teret. De lær­er også om, hvad man spis­er i Dan­mark, hvad man ser i TV, og hvad børn laver og hvor­dan de bor. Ham­di synes det er lidt svært at sige ”Hej” og alle de andre ord og sæt­ninger, men allerede inden dagen er slut, kan han fejl­frit sige ”Hej” og ”Tak for mad”. Det vil han prøve at sige efter aftens­maden i aften. Lær­eren ros­er Ham­di og de andre børn, for­di de er så gode til at høre efter og sige sæt­ninger.

Børnene kig­ger rundt på hinan­den i pausen, men der er ingen som tør sige noget. De er alle nye i Dan­mark, men alligev­el er de her af forskel­lige grunde. Mange af de andre børns foræl­dre er rejst til Dan­mark for at arbe­jde. En af pigerne kom­mer fra USA med sin mor og skal bo i Dan­mark hos sin mors nye mand. Og så er der resten af børnene som er fly­gtet fra enten krig eller poli­tisk uro. Hvis man ikke selv er fly­gtet, kan det være svært at vide hvad det vil sige. Ham­di tænker, at selvom alle børnene er børn, så er det måske anderledes at være barn i Dan­mark uden mor og far og have kryd­set et hav i en gum­mibåd og kørt op gen­nem Europa i en last­bil for at slippe for krig og vold. Efter de første timer sid­der nogle af børnene og pjat­ter og leg­er med Fid­get Spin­ners som de har taget med hjemme fra. Ham­di har aldrig set sådan en før. De andre børn råber og hvin­er og ser glade ud. Leg­etø­jet spin­ner hur­tigt rundt og rundt. Nogle af de andre børn sid­der bare og kig­ger på. Der er ikke nogen, der tør sige noget eller prøve at komme med i leg­en, og det er som om de andre slet ikke ser dem. De leg­er bare med deres smarte leg­etøj, tænker Ham­di, som selv havde en masse spæn­dende leg­etøj der­hjemme. Alt­så i sit hjem­land. Han savn­er sin mor nu, og sin far. Og sine to lillesøstre, men de blev dræbt i kri­gen. En dag, da Ham­di var i skole, brød nogle mænd ind i huset og tor­tur­erede hans mor, mens de for øjnene af hende skød de to små piger. En for en. Midt mellem øjnene. Hans mor blev aldrig sig selv igen, og fra det øje­b­lik sørgede hans far for, at de kunne rejse afst­ed og få et bedre liv. Hamdis far var lek­tor på uni­ver­sitetet i byen, og fam­i­lien man­glede aldrig penge. Men de kunne ikke blive i lan­det. Det var for farligt.
Så Hamdis far betalte nogle mænd for en plads på en gum­mibåd, så de kunne komme til nabolan­det. Der var bare ikke plads på båden til far og mor, så de måtte vente en uge på en ny båd. Hamdis far mente, at det ville være bedst at Ham­di tog afst­ed sam­men med Hamdis fæt­ter, så de kunne hjælpe hinan­den på turen, og så skulle det nok gå. De ville mødes igen på den anden side, sagde far. Ham­di ved ikke hvor hans far og mor er, men han ved, at Røde Kors hold­er øje med, om de plud­selig reg­istr­eres i Dan­mark eller i et andet land, så de kan ses igen. Det gør ham mere rolig. Ham­di tør­rer øjnene. Det er svært ikke at blive ked af det, når han tænker på sin fam­i­lie.

På vej fra skole så han nogle hvide, danske børn gå og grine og stå på skate­board. De så så ubekym­rede ud. Ham­di vil også se sådan ud, og lege og spille bold og stå på skate­board. Ham­di vil bare gerne passe ind og have et kram og en god ven, lige som der hvor han kom­mer fra, inden der udbrød krig. Men det er alt­så ikke nogen nem opgave når man er ni år, ser lidt anderledes ud, ikke taler dan­sk og har en alt for tung bagage med i rygsækken. Ham­di beslut­ter sig for at han vil lære at tale dan­sk, så han kan blive gode ven­ner med de andre børn.

Tilbage på værelset i børnea­syl­cen­teret lig­ger hans værelseskam­mer­at og græder. Han havde mareridt i nat og kan ikke ryste det af sig. Han drømte om da hans mor blev skudt for øjnene af ham, da nogle onde mænd stormede ind i deres hus. Han drøm­mer den samme drøm hver nat. Ham­di bliv­er ked af at være sam­men med dren­gen, men han ved også, at dren­gen har brug for en ven. Så Ham­di sæt­ter sig over i sen­gen til ham. De siger ikke noget og tår­erne triller bare ned af dren­gens kinder. Så kom­mer der en vok­sen ind på værelset. Hun kan godt se, at den er gal og spørg­er om dren­gen vil tale med hende, for så kan han måske få det bedre. Men dren­gen har ikke lyst til at snakke om det, ikke end­nu. Damen find­er lidt papir og farvekridt frem og spørg­er, om dren­gen har lyst til at teg­ne lidt. Det vil han gerne, og i stil­hed teg­n­er han sin mor, en pis­tol, en ond mand og mass­er af blod. De sid­der begge og kig­ger på teg­nin­gen, og damen giv­er dren­gen et kram. Sådan sid­der de længe, så Ham­di går ud i ophold­srum­met, hvor nogle børn spiller Super Mario på Nin­ten­do inden aftens­maden. Han sæt­ter sig hos dem og føl­ger med i deres spil. En af dren­gene rækker Ham­di en con­troller og så beg­y­n­der et nyt spil. Ham­di er fak­tisk ret god til at spille Super Mario, for det gjorde han tit sam­men med sin fæt­ter efter skole. Den­gang inden kri­gen.
Plud­selig kom­mer Hamdis værelseskam­mer­at ud til de andre og sæt­ter sig i sofaen. Han ser glad ud nu og får lov at spille med. Nogle gange er det bare nok at få et kram af en vok­sen, der kan rumme ens sorg. Det har Ham­di selv oplevet, da han kom i fredags og var helt forvir­ret, træt og ulykke­lig.

”Så er der mad”, bliv­er der kaldt og de vok­sne på børnea­syl­cen­teret står klar til at få bak­set alle børnene ind i spis­esalen. Nogle af børnene får lige en kram­mer eller en ”high five” på vejen, og der bliv­er grinet. Alle spis­er og hyg­ger sig, og efter maden skal de i fæl­lesskab sige ”Tak for mad”. Ham­di er ret glad for, at han lige har lært det i dag i skolen.

Næste dag i skolen kom­mer Ham­di op at slås med en af de andre drenge, som også var med i last­bilen. Dren­gen siger, at Hamdis far og mor er døde. Dren­gen har snakket i tele­fon med sine foræl­dre som er på vej til Dan­mark. Dren­gen har hørt, at Hamdis by er blevet jævnet med jor­den. ”Alle er døde,” fortæller dren­gen højt og bedrev­i­dende, og Ham­di bliv­er så bange, at han råber: ”Nej, de er ej! De er ikke døde.” Dren­gen råber, at det er de, for det har hans foræl­dre sagt. Han rækker tunge, da Ham­di slår ud efter ham, og råber det igen og igen, ”Din far og mor er døde, din far og mor er døde!”
Hamdis hjerte er ved at eksplodere af angst og raseri. Tænk hvis det er rigtigt, og han aldrig skal se sin mor og far igen? Han kan slet ikke klare tanken og springer op på dren­gens ryg og spark­er og slår vildt med benene og den ene arm. Han slår og græder og skriger og vil bare have at dren­gen forsvin­der, og at smerten forsvin­der. Ham­di vil selv forsvin­de og aldrig komme tilbage. Han vil op i himlen til sine lillesøstre. Han vil ikke mere.
Lær­eren kom­mer og vris­ter Ham­di fri af dren­gen og Ham­di græder helt utrøsteligt. Lær­eren ser på ham og fortæller ham, at her løs­er vi ikke kon­flik­ter ved at slå og bruge vold, men at han godt kan forstå, at Ham­di blev sur og ked af det. Derefter læg­ger han armene rundt om ham, og Ham­di trækker nu vejret roligere og lang­somt stop­per tår­erne. Den anden dreng får at vide, at det ikke var pænt at sige sådan noget, og at man skal være gode ved hinan­den. Dren­gen skuler ondt til Ham­di, og Ham­di ville ønske, han kunne bore sig ind i sin mors varme favn, og at alt bare ville blive godt igen.

Da Ham­di kom­mer hjem fra skole vil en af de vok­sne gerne tale med ham. Ham­di er sikker på, at det er for­di han over­faldt dren­gen i skolen i dag og kig­ger skam­fuldt ned i jor­den. Han er bange for at blive straf­fet, eller værre; blive sendt hjem til kri­gen. Han går lang­somt hen mod kon­toret. Damen læg­ger ven­ligt hån­den på Hamdis skul­der og får ham sat i en stol, hvorefter hun sæt­ter sig ned i en stol lige over­for. Damen fortæller, at de har fun­det en vok­sen­ven til ham. En led­sager, som vil hjælpe ham når han skal til møder, hjælpe ham med lek­tierne og som vil lave sjove ting med ham. Hamdis mave beg­y­n­der at kilde og kinderne bliv­er varme. Damen fortæller, at led­sageren hed­der Mark og har en kone, som hed­der Char­lotte og to små drenge, som hed­der Valde­mar og Oliv­er. Det er nogle rimelig mærke­lige navne, synes Ham­di og smil­er. Damen spørg­er om Ham­di kunne tænke sig at lære Mark at kende, og det kunne Ham­di godt, for når man ikke ved om ens foræl­dre er døde, så kunne det være meget rart med en vok­sen at snakke med og kunne lave sjove ting med, så man ikke tænker på alt det, der giv­er ondt i maven.
”I mor­gen kom­mer Mark og besøger dig og så kan I se om I pass­er sam­men og kan få det godt,” siger damen og smil­er. Ham­di kan næsten ikke vente på, at det bliv­er i mor­gen. Hele nat­ten kilder det i maven, og Ham­di vender og drejer sig. Han sæt­ter sig op i sen­gen og tæn­der for nat­lam­p­en. Den anden dreng snork­er bare, så Ham­di find­er sin skole­bog frem. Han øver sig på at sige ”Hej”, ”Har du det godt”, ”Tak for mad”, ”Det smagte godt” og alt det andet, de har lært i skolen. Han tror, at det er nem­mere at blive ven­ner med Mark, hvis han kan tale dan­sk.

Næste dag i skolen skal børnene have hån­dar­be­jd­stime. Det har Ham­di ikke prøvet før. I klas­selokalet er der fyldt med billed­er, som hænger til tørre. Lerkrukker og fig­ur­er står på en vogn ved siden af en stor ovn, og der er maler­plet­ter på gul­vet og bor­dene. I dag skal de male en drøm, som de bliv­er glade af at tænke på. På bor­dene står mal­ing­tu­ber i alle reg­n­buens farv­er, og der er klistret papir på et bræt. Ham­di tænker og tænker på en drøm. Hans største drøm lige nu er at se sin mor og far igen og få et hjem, hvor der er trygt og rart. Men det bliv­er han fak­tisk ked af at tænke på, så det kan han ikke male. I stedet maler han med glade farv­er en sol og et hjerte i midten. Han synes det får ham til at tænke på tryghed, glæde og kærlighed. I midten af hjertet maler han sig selv og en ven. De hold­er hinan­den i hån­den og smil­er. Han drøm­mer nem­lig aller­mest om at få en ven. Efter maleri­et er tørt, får børnene deres maleri med hjem. Ham­di beslut­ter, at han vil give det til Mark.

I ophold­srum­met på børnea­syl­cen­tret er der ro og stil­hed, for de fleste børn er på værelserne eller ude at lege. Ham­di skal ses med Mark for første gang, og han er meget spændt. Men da han ser Mark, får han plud­selig ondt i maven. Han bider sig i læben og prøver at holde tår­erne tilbage. Han savn­er mor og far så meget og ville ønske at det var dem, som stod i døren for at se ham. Han prøver at få tankerne væk og stud­er­er Mark indgående. Mark har brunt, krøl­let hår, en hvid t‑shirt med rød skrift og blå cow­boy­bukser på og står med åbne arme. Han ser rar ud, synes Ham­di og beslut­ter sig for at gå der­hen. Han knuger sit maleri i hæn­derne, så papiret bliv­er helt fugtigt.
”Hej med dig,” siger Mark og sæt­ter sig ned på hug.
”Hej,” siger Ham­di og rækker for­sigtigt teg­nin­gen til Mark. Han kig­ger nervøst ind i Marks brune øjne. De er rolige og Ham­di føler sig tryg. Mark smil­er stort og siger tak for den fine teg­n­ing.
”Skal vi spille Nin­ten­do? Jeg har hørt, at du er rimelig hård til det,” spørg­er Mark, og Ham­di nikker ivrigt. Han ved godt hvad ”Nin­ten­do” bety­der, så de går hen til sofaerne og tæn­der for TV’et. Ham­di siger for­sigtigt, ”har du det godt?” på sit nye danske sprog og Mark griber fat i skul­drene på ham og rusker ham blidt, mens han griner. ”Det kan du tro jeg har, og nu må du se om du kan slå mig i Super Mario.”
Ham­di smil­er til Mark og sæt­ter sig klar med con­trolleren i hæn­derne. Fra nu af bliv­er alt bedre.

Copy­right © 2017: Trine Skau.
For­fat­ter: Trine Skau.
Redi­ger­ing: For­laget Snepryd, Kevin Ander­sen.

Anmeldelse af ’Fra nu af bliv­er alt bedre’ af Trine Skau

For­laget Snepryd udvæl­ger nov­ellen ’Fra nu af bliv­er alt bedre’ af Trine Skau til vin­der af nov­el­lekonkur­ren­cen. Denne gang skulle his­to­ri­erne omhan­dle temaet ’Fly­gt­ning.’

Skau har skrevet en his­to­rie om fremmedgørelsen og usikker­he­den ved at skulle bo i et ukendt land, efter man er fly­gtet fra sit eget.
Vi møder Ham­di, en ni-årig dreng, der er ankom­met til et børnea­syl­cen­ter i Dan­mark efter en fare­fuld færd igen­nem Europa.
Ham­di har smerte­fulde min­der med sig i baga­gen. Han ønsker kun sikker­hed og tryghed, men kon­fron­teres med den barske realitet ved at leve i og være nød­saget til fly­gte fra et land i krig.

His­to­riens stærkeste virkemid­del er, at den skil­dres igen­nem et barns øjne: Vi får ind­b­lik i unge Hamdis afmagt og sorg over at være adskilt fra sin fam­i­lie og sine ven­ner. Sam­tidigt find­er vi dog også en (kærkom­men) barn­lig opti­misme, som flere sted­er gjorde his­to­rien rar at læse trods en så alvorlig tem­atik.

Skrivestilen bær­er præg af det umid­del­bare og naive, hvilket jeg synes fint kom­ple­menter­er, at his­to­rien føl­ger et barns per­spek­tiv. Den er væsentligt mere fortæl­lende end sanselig. Der er nogle skøn­heds­fe­jl i forhold til gram­matik og sprog­brug her og der, men i det store og hele er ’Fra nu af bliv­er alt bedre’ en meget rørende his­to­rie med et pos­i­tivt bud­skab.

Anmeldt af Kevin Ander­sen,
redak­tør, For­laget Snepryd.