Chionodoxa

15. februar 2019

© Alle ret­tighed­er tilhør­er Helle Kaare Lind­berg — kopier­ing eller gen­givelse af nogen art uden tilladelse hen­tet direk­te fra for­fat­teren er ikke tilladt.

Okay, hvis du fik at vide, du havde en dag tilbage at leve i? Hvad ville du så gøre? Hvad jeg ville gøre? Jeg tror, jeg ville …
“Hvem har lavet det der num­mer?” smil­er mor, mens hun hold­er øje med den smat­tede motorvej. Det er glat som bare fan­den.
“Nik og Jay, kan du lide det?” Lisa ruller vin­duet lidt ned, så en stærk vind står ind i ansigtet. Mor nikker og tjekker lige sidespe­jlet. De skråler højt og fal­sk:
En dag tilbag’. Lev mens du gør det — elsk mens du tør det!
Det sne­h­vide land­skab suser for­bi, som de tæsker derudaf med halvfems i timen. Motorve­jen lign­er en smal spids forude, og selvom det er midt i marts, væl­ter det ned. Mor træder på speed­eren, og bilen skrid­er lidt, da hun skifter spor. Femoghalvfems.
“Tror du, vi når det?” spørg­er Lisa og ruller vin­duet op. Hun læn­er sig op ad ruden og gum­ler på en Tivolis­tang.
“Jeg gør, hvad jeg kan!” siger mor. “Det starter først klokken ti, så vi har et kvarter.” De min­der hinan­den om, hvor røvsygt det er at skulle til barnedåb og se en baby få klas­ket lidt vand i hov­ed­bun­den. Speedome­teret ram­mer hun­dred, hun­dred ti, hun­dred tyve. “Giv lige en stang, skat,” plager hun og rækker ud efter posen. Lisa smil­er og vifter med den, bare for at drille. De griner begge to, mens bilen slin­gr­er lidt ud til højre. Vin­ter­dækkene har ligget i kælderen hele denne sæson.
“Ej mor, styr lige din grådighed.” Lisa stikker hele næsen i posen. Det dufter sødt og syrligt på samme tid. Mor sender et par slik­sultne hun­deøjne. “Slap nu af … Du skal nok få, tykke!”
“Det er da din skyld, at jeg er så fed,” smil­er mor og klasker hende på låret, så det svi­er. “Av for satan!” hyler Lisa. “Hvor­dan det?”
“Jeg tog toog­tyve kilo på, da jeg var gravid med dig.” Hun slip­per rat­tet med højre hånd og hiv­er i en delle ved maven.
“Jamen, det er jo femten år siden, mor.”
De griner begge to, og Lisa rækker posen frem. “Ikke lige nu, skat.”
Trafikken er i fokus, bak­spe­jlet tjekkes. En stor last­bil press­er på bagfra. Der er kun et par meter imellem. I inder­ba­nen suser en rød Opel for­bi.
“Syge stod­der, hvad sker der?” råber mor og giv­er instru­ment­bræt­tet en ordentlig lussing. “Det er jo pis­seulovligt det der!”

Der skrues op for radioen. I et eller andet have­pro­gram taler de om Snepry­dens hård­førhed og hvilke arter, der er mest udbredt i Dan­mark. Planten er ikke til at tage fejl med de beta­gende laven­del­farvede blade og stjerne­formede blom­ster med et hvidt øje i midten.
“Jeg gider ikke høre på det lort!” Lisa gaber stort og klør sig lidt i nakken. “Hold dog op, du bør da inter­essere dig for naturen, snart er den måske øde­lagt.”
“Ej, hør lige dig selv.” Lisa him­ler med øjnene og find­er en anden kanal. “Hmm … det var bedre,” siger hun. “Farlig … Ras­mus See­bach.” Hun læn­er sig bagud og rynker sin freg­nede næse. Så vandt hun kam­p­en. Igen. Mor er for nem. Alt for nem. Posen kni­tr­er, da hån­den find­er vej til end­nu en Tivolis­tang.
Last­bilen er der end­nu. Den lig­ger tungt på vejen, og båthor­net trykkes helt i bund, inden den glid­er over i yder­sporet. De lig­ger side om side. Hvem kør­er stærk­est?
“Idiot, jeg må sgu da ikke køre hur­tigere,” råber mor og ser vild ud i øjnene. Last­bilen læg­ger an til en over­hal­ing. Begge køretø­jer sæt­ter farten lidt op.
“Kan det ikke være lige meget, hvem der kør­er stærk­est?” Lisa har aldrig rigtig forstået, hvor­for mor hidser sig sådan op i trafikken. Det sker næsten hver gang, som om en fremmed ind­tager hen­des krop, når hun klasker røven i før­ersædet.
“Måske, men jeg nægter at køre i nærhe­den af en tabertruck. Det er en beslut­ning, jeg tog for hun­dred år siden,” griner hun og ham­r­er speed­eren helt i bund, så asfal­ten bræn­der under dækkene. De har jo også en barnedåb at nå frem til.
Kaplø­bet fort­sæt­ter, og ingen ser ud til at give sig. Der bliv­er spillet alvorligt med musklerne. Mor læn­er sig forover, mens chauf­føren plaprer løs i sin mobil­tele­fon. Begge har højre fod solidt plantet på speed­eren. Himlen er mørkegrå, og bløde fnug lan­der på for­ru­den, så vin­duesviskerne må sættes på fuld speed. Nu lig­ger hun for­rest. Bare lige et ryk til, så kan hun svinge inde­nom og tage førin­gen i yder­sporet.
Lisa skruer end­nu en tand op for musikken. Der er skrat på kanalen, men det er hun ligeglad med. Det er vildt det her. Fuld fart, så det kilder i maven. Det er alligev­el ret fedt at køre stærkt.
“Kom nu mor, du kan godt!”
Sæt­nin­gen hænger i luften et sekund eller to, men så sker det. Alt forekom­mer som i slow­mo­tion. Last­bilen ram­mer før­ersi­den. Bilen krøller, skrid­er, snur­rer rundt om sig selv, lig­ger på tværs. Tusind­vis af bittes­må glasskår glimter som dia­man­ter på den våde asfalt. Har­monikasam­men­stød læn­gere bagud. Et dyt­tende orkester. Mor slyn­ges forover, lig­ger slapt ind over instru­ment­bræt­tet. Mørk­erødt blod pibler frem fra hov­ed­bun­den og dryp­per ned i bilens bund.

Mor?” råber hun, men der er ingen reak­tion. Hun klikker sig ud af selen. Er slup­pet med enkelte skram­mer og en ordentlig mave­puster. “Mor! Mor?” gis­per hun og rusker hende i armen. Hun får blod på sine hæn­der og tør­rer det af i sit lyse­brune hår. Uden at tænke springer hun ud af bilen.
“Hjælp!” råber hun. Tår­erne strøm­mer ned ad den forårs­blege hud. En mand kom­mer til og ringer 112, inden han kravler ind på forsædet. Han hed­der Vern­er, siger han og kan lidt første­hjælp.
Kort efter høres sire­nen fra ambu­lan­cen. Med blå blink maser den sig gen­nem vir­varet af bil­er. Det lykkes, og to mænd i neongule veste springer ud. De har en båre mellem sig. Den ene giv­er sig tid til at føre Lisa ind i ambu­lan­cen. Tone­faldet bag det kraftige fuld­skæg er beroli­gende. Han spørg­er ind til hen­des navn. Ikke mere. Straks efter griber han igen om båren og løber i ret­ning af mors krøllede bil.
Fra den tonede rude ser hun, hvor­dan de får hende fri og spæn­der hende fast til båren. De kon­stater­er, der er puls. Hun er alt­så ikke død, tænker Lisa. Det er svært at vide, hvad man skal tro.
Båren bæres ind og fast­gøres til et met­al­sta­tiv, der er boltet fast i vog­nens bund. Der er trangt. De sid­der skul­der mod skul­der. Red­derne springer ind og virk­er for­bløf­fende rolige, mens de ruti­nemæs­sigt tager sig af slanger og måleap­pa­rater. Det bip­per og gør ved. Sprog­et de taler er svært at forstå. “Hæmo­glo­bin … hypoten­sion … bradykar­di… ” Lægevolapyk, tænker Lisa og læn­er hov­edet ruden.
Gad vide om mor dør? Det er en væm­melig tanke, der er helt umulig at forholde sig til. Hun får lyst til at spørge red­derne, men tør ikke, for hvad hvis de svar­er: “Ja, hun over­lever ikke det her.” Hvad så? Hun bliv­er enig med sig selv om, at hun langt­fra er klar til et ærligt svar. Men bliv­er man nogensinde klar, når det han­dler om døden? Nok ikke, selvom det er en del af livet lige­som alt muligt andet. Tanken gør hende mørk, og hun stir­rer på mor, der har drop og slanger over det hele. Det er lidt under­ligt, for hun er smuk, selv i den til­stand. Der er noget helt særligt ved ansigt­sudtrykket. Det virk­er fred­fyldt og fremmed på samme tid. For­sigtigt stryger hun mors hånd. Den er så blød. Så fin. Måske er det sid­ste gang.
Ambu­lan­cen svinger ind til Rigshos­pi­talet. Plud­selig er de der bare, som om de er flø­jet gen­nem byen. Mor køres afst­ed til inten­siv, mens Lisa under­søges grundigt, inden hun hen­vis­es til en ven­te­sal på samme etage. Der er ingen grund til bekym­ring, siger lægerne. Hun skal nok få besked, når sit­u­a­tio­nen er under kon­trol. Per­son­alet fork­lar­er, at børn ikke skal overvære, når deres foræl­dre bliv­er under­søgt. Det kan nem­lig godt virke vold­som­mere end det er, og det er der slet ingen grund til.

Hun slår sig ned på en stol i ven­teværelset og bladr­er i gam­le Anders And blade, selvom det aldrig rigtig har været noget for hende. Siderne er bløde og fedt­ede af men­neske­hæn­der. Syge men­neskers hæn­der. Det hele fly­der sam­men. Hun ved ikke hvor­for, men hun kom­mer i tanke om mobilen i lom­men, og skal lige til at tage den op, men plud­selig ork­er hun den ikke. Bare tanken om, at en eller anden ringer eller skriv­er på Face­book om noget, hun skal tage still­ing til, er ikke til at holde ud. Og hvis nu hun svar­er, og per­so­n­en spørg­er til mor, så vil hun helt sikkert komme til at tude. Lige nu er bare det at skulle snakke med et andet men­neske ikke til at over­skue, og hvad skulle hun også sige? At mor måske er ved at dø? Tår­erne press­er bag øjnene, og væl­ger hun at give slip, så stop­per det nok aldrig.
Plud­selig tænker hun på Dorthe og den skide barnedåb. De er nok i fuld gang, fylder sig med pin­de­mad­der og sand­k­age med lyse­blåt overtræk. Bør hun melde afbud? Er det ikke lidt fla­bet bare at blive væk? Hun tænker sig godt om. Nej, hun skylder ikke nogen noget. Slet ikke i dag.
Hun lad­er blikket van­dre i ven­teværelset. Sid­ste gang hun var på skadestuen, havde hun forstu­vet sin ankel på en klas­se­tur til Botanisk Have. Hun snublede i dri­vhuset. Den efter­mid­dag gæt­tede hun på, hvor­for folk sad i ven­teværelset, hvad de hed, og hvad de lavede i deres fritid. I dag er hun tom for både ord og tanker. Der er kun mor.
Selvom hun ikke tror på Gud, fold­er hun hæn­derne alligev­el. Inder­st inde håber hun på en forbindelse til noget større. Et mirakel måske, nogle skyt­sen­gle eller sådan noget, for det tror hun på af en eller anden under­lig grund. Tanken om sådan en engel læg­ger lige­som en dæm­per på det hele og puster liv i forhåb­nin­gen om, at mor nok skal klare den. Hun må bare ikke dø. Et liv uden hende er intet værd. Hun har altid været den, der har trøstet, forkælet og været ærlig på de helt rigtige tid­spunk­ter, også selvom det nogle gange har gjort lidt ondt. Nu kan hun ingent­ing udover at kæmpe for livet et eller andet sted på samme etage. Lisa forstår det ikke. Jo, med for­nuften gør hun, men det føles så fork­ert, at hjertet ikke kan følge med. Det er mærke­ligt at tænke på, at livet kan komme på prøve fra det ene øje­b­lik til det andet, og at vi først ved det, når det er for sent.
“Lisa Kragh Ørnsleth?” En mand i hvid kit­tel læg­ger hån­den på hen­des skul­der. Han er høj og slank. Omkring de halvtreds. Lidt gråsprængt i det mørke, kraftige hår. Sådan én, der ældes med ynde, som George Clooney eller Oliv­er Bjer­re­hu­us.
“Ja?”
Lidt flov skiller hun sig af med Anders And bladet og lis­ter det ind under sædet. Det virk­er helt fork­ert at læse teg­ne­serier i denne sit­u­a­tion.

Bjørn Hen­rik­sen … læge … Det er mig, der behan­dler din mor.” Han smil­er og vip­per med sin hvide træsko. “Er der bare dig?” spørg­er han. Lisa nikker, mens hun stir­rer ned på den vip­pende sko. “Hvad med din far?”
“Min far … jeg … kender … ser ham ikke,” stam­mer hun. “Søsk­ende?” fort­sæt­ter Bjørn. “Nogen vi skal kon­tak­te?” “Nej, der er kun mig.”
“Nå,” siger han. ”Er du sød at komme med?” Han rækker hån­den frem, men hun tager den ikke, rejs­er sig bare mekanisk og føl­ger med ned ad den lange gang. Gid hun kunne strække uvishe­den lidt end­nu. Intet nyt er godt nyt, som man siger.
“Er hun død?” Ordet ‘død’ runger fork­ert i den tomme gang.
“Nej, men det er kri­tisk,” kon­stater­er Bjørn. “Vold­somme kvæs­telser og en del indre blød­ninger.”
“Er hun vågen, kan jeg tale med hende?” Lisas stemme bliv­er grødet, og tår­erne press­er sig på i de grønne øjne.
“Du må ikke blive forskrækket, men … hun lig­ger i koma.”
“Koma?” Hun bliv­er iskold under huden. “Klar­er hun den?” spørg­er hun, selvom hun tvivler på, om hun kan tåle at høre svaret.
“Jeg tør ikke sige for meget, men foreløbig ser det lovende ud,” beroliger Bjørn.
De træder ind på en stue, hvor lyset er lidt koldt. Lisa bliv­er stående i døråb­nin­gen. Bare et øje­b­lik. Tår­erne strøm­mer ned ad kinderne, og næsen løber. Med ærmet tør­rer hun det værste væk, men det bliv­er det bare værre af. Jo mere hun tør­rer, jo mere kom­mer der.
“Vil du se hende?” spørg­er han, og Lisa nikker. “Kom du bare tæt­tere på.”
Hun sæt­ter sig på stolen ved siden af hos­pi­tals­sen­gen. Der er appa­rater, drop og slanger alleveg­ne. På en lille skærm måles pulss­lag og hjert­erytme. Det bip­per monot­o­nt.
“Jeg lad­er dig være lidt alene,” siger han og klem­mer hen­des skul­der. “Ring, hvis der er noget.” Døren lukkes med et klik.
“Jeg elsker dig mor!” hvisker hun. Ordet ‘elsker’ lyder plud­selig lidt anderledes, når det skrælles helt ind til benet. “Du må ikke dø!” Hun knyt­ter hæn­derne så hårdt, at kno­erne bliv­er hvide. “Jeg vil gøre alt,” lover hun.
Plud­selig min­des hun noget, mor engang har sagt: Når noget for­færdeligt sker, så læg­ger gud­erne en gave til én. Det er vist et gam­melt indi­an­sk ord­sprog. Hvad kunne det være for en gave? tænker hun, og hvad menes egentlig med gave? Ifølge appa­ratet slår hjertet vist, som det skal. Men hvad hvis det går galt? Er det så der, hun får gaven? Nys­ger­righe­den giv­er hende dårlig samvit­tighed. Hvad fan­den tænker hun på? At mor over­lever, er vel det allervigtig­ste, gave eller ej.
På væggen hænger et ur. Klokken er ved at være 13. Hun er egentlig slet ikke sul­ten, men ville nok have godt af en bid brød alligev­el. Måske har de et eller andet i 7-Eleven?
“Jeg er tilbage snart,” hvisker hun og kysser mor på kinden, som om det var en ganske almin­delig dag.
I butikken får hun lyst til en Cola og et par pølse­horn. På disken lig­ger der også en fin æske choko­lade. Skal hun købe den? Den er dyr. Hun kig­ger i pun­gen. Der er lidt over to hun­drede kro­ner. Hun har lige akku­rat råd, hvis hun drop­per colaen, men så er der heller ikke mere til resten af måne­den.
Med en pose pølse­horn og choko­ladeæsken i fav­nen bevæger hun sig rundt på hos­pi­talet. Hvor kom hun fra? Det lign­er hinan­den alt sam­men, som om det er en labyrint. Med lidt held og hjælp fra en lyshåret syge­ple­jer­ske find­er hun tilbage til mors stue.
Det samme lys, den samme lyd, de samme fold­er i det lyse­blå dyne­be­træk. Choko­ladeæsken lægges i den lille skuffe i sen­ge­bor­det. Hun er blevet lidt tørstig. På gan­gen står et rulle­bord med safte­vand. Hun snup­per et glas af det røde, selvom hun ikke ved, om hun må.
“Hej igen.” Bjørn stikker hov­edet ind. “Jeg tjekker lige et par småt­ing … hmm … det ser jo ganske fint ud,” mum­ler han. “Har hun bare ligget sådan der hele tiden?” Lisa nikker og har en lidt dårlig smag i munden over at have for­ladt stuen. “Og du har ikke for­ladt stuen på noget tid­spunkt?”
“Nej,” lyver hun. “Hvornår vågn­er hun, tror du?” Stem­men knækker, og selvom hun kæm­per for at holde grå­den tilbage, lykkes det ikke helt. Det gør så for­ban­det ondt at græde så meget.
“Vi gør alt, hvad vi kan, det må du stole på.” Bjørn ret­ter på brillen og hoster lidt tørt. “Her,” hulk­er hun og rækker choko­ladeæsken frem imod ham. “Den er til dig.” Hun tør­rer øjnene i ærmet og kig­ger op. “Lover du så, hun ikke dør?”
Bjørn trækker vejret tungt gen­nem næsen og læg­ger hov­edet lidt på skrå. Brillerne skubbes op i pan­den.
“Jeg vil gøre mit bed­ste, Lisa … Det var det, du hed, ikke?” “Jo,” svar­er hun.” “Men lover du det?”
“Ja.” Han smil­er og stryger hende blidt på armen. “Og tak for choko­laden, det var alt for galt.”

Da han for­lad­er stuen, løs­ner hun op for knuden i maven og giv­er helt slip. Hun græder længe og dybt, indtil hun udmat­tet falder om med hov­edet på sen­gekan­ten.
Hun er i Lise­le­je. Mor er der også. I deres gam­le som­mer­hus. Der lugter fugtigt. Deres hvide kat Car­lo er blevet væk. Den har en smuk, lang pels. Ude i haven kalder de efter den. “Car­lo … kis … kis … kis … Car­lo.” Mor står med ryggen til. Plud­selig vender hun sig rundt. Krid­hvid i ansigtet og med størknet blod langs hår­grænsen. Hun peger i ret­ning af et bed med stjerne­formede, laven­del­blå blom­ster. “Kom,” hvisker hun, og Lisa adly­der, tør ikke andet. Hun lis­ter der­hen. Helt for­sigtigt, mens hun kig­ger sig over skul­deren. Med ét høres et hvæs.
Hun vågn­er med et sæt og ser sig forvir­ret omkring. Hjertet ham­r­er derudaf. Hvor er hun? Hvad er der sket? Med håndryggen tør­rer hun lidt savl væk fra mund­vi­gen. Hun får øje på mor, der ser noget bleg ud. Ellers ingen foran­dring.
Lisa tænker sig godt om. Noget må kunne gøres. Men hvad? Plud­selig får hun en vild idé. Hjemme lig­ger et gul­darm­bånd, som hun fik til sin kon­fir­ma­tion. Mas­sivt rødguld. Det må være noget værd. Hun pisker ud på gaden og løber hele vejen til Ravns­borggade. Det riv­er koldt i lungerne, og hun skrid­er en enkelt gang, så hun kur­rer hen ad for­tovet. Hun lås­er sig ind i opgan­gen, snubler på trap­pen. Hæn­derne rys­ter så vold­somt, at hun taber nøglen flere gange. Endelig er hun inde. Alt ser ud, som da de for­lod lej­lighe­den i morges. Stryge­bræt­tet, juice­glas, de tre skjorter mor fandt frem, inden hun fandt den helt rigtige. Der lugter hjem­ligt, og det er rart. Uden helt at vide hvor­for lad­er hun sig fort­abe i det abstrak­te maleri over sofaen
og tillad­er sig selv at tænke på abso­lut ingent­ing.
En dør smækkes i opgan­gen og med ét rives hun ud af sin til­stand. Plud­selig husker hun, hvor­for hun er her og stormer mål­ret­tet ind på værelset, hvor hun find­er arm­bån­det i smykkeskrinet under sen­gen. Hun knuger det et par sekun­der, inden hun tager det på og forsvin­der ud på gaden igen.
“Se dig lige for!” hvæs­er en ung kvin­de med den helt rigtige barnevogn og det helt rigtige hår. Lisa ignor­erer hende og spæn­er afst­ed uden at und­skylde. I dag har hun ret til at være skideligeglad.
For­pustet står hun igen foran Rigshos­pi­talet. Hun trækker vejret helt ned i maven og ven­ter til ånd­e­dræt­tet har fun­det sin vante rytme. Trafikken larmer, og et tryk­lufts­bor smadr­er asfalt ikke så langt der­fra.
Hun find­er vej til mors stue. Våde fod­spor afsættes på linoleums­gul­vet, mens hun går. Døren derind til er lukket. For­sigtigt åbn­er hun og træder et skridt tilbage. Fire læger læn­er sig ind over mors seng, og et par syge­ple­jer­sker står i bag­grun­den. Det hele virk­er lidt alvorligt, og der knok­les på højtryk. Ingen læg­ger ikke mærke til hen­des ankomst.

Bjørn kom­mer til syne ude på gan­gen, står lidt der­fra. Han må have tilset en anden patient. De har så travlt de læger. Roligt vinker han hende hen til sig og trækker hende lidt til side. Hans stemme og måden, hvor­på han klem­mer hen­des hånd virk­er beroli­gende. Han råder hende til at gå en lille tur. Lidt frisk luft gør godt, som han siger.

Uden­for sæt­ter hun sig på en bænk under den lyseg­rå him­mel. Hun betragter de fnug, der smelter på hen­des frakke. Møn­strene er helt unikke. De fnug der ram­mer hjertet, smelter først, men der er også varmt ved en ulykke­lig dat­ters hjerte. Hun lukker øjnene og ind­snuser den rene duft af nyfalden sne. Sådan kunne hun blive sid­dende resten af sit liv, hvis det skulle være.
Da hun åbn­er øjnene, får hun øje på et lille blom­sterbed. Det lign­er et blåt tæppe. Hun rejs­er sig og tøf­fer der­hen. Alle blom­sterne er stjerne­formede, og indeni er der et hvidt øje. Bare de over­lever den nyfaldne sne, tænker hun. Blom­ster er jo ikke selv herre over vejrets omskifte­lighed. Det er der ingen, der er. Selvom det føles for­budt, plukker hun en lille buket. De ser så smukke ud i hån­den.

Da hun vender tilbage til stuen, er sit­u­a­tio­nen igen under kon­trol. Hun læg­ger frakken fra sig og synker ned på stolen ved sen­gekan­ten. Hen­des spin­kle hæn­der er røde af kulde. For­sigtigt læg­ger hun blom­sterne på bor­det og stryger mors hånd, hvorefter hun tager den i sin og stjæler var­men fra den. Deres hæn­der smelter sam­men et øje­b­lik.
I det samme banker det på døren. Det er Bjørn. “Hjalp det at gå en tur?” spørg­er han.
Hun nikker og ser ind i hans øjne. De har en ven­ligt skær, da han siger, at hun nok skal klare den. Det der skete, er ret almin­deligt, så hun skal ikke være nervøs.
“Tak!” hvisker hun.
“Snepryd?” siger han, da han får øje på de blå blom­ster. “Hvor har du dem fra?” Der bliv­er helt stille, kun lyden af skridt ude fra gan­gen.
“Jeg fandt dem … u-u-uden­for,” stam­mer hun. “Hvad … hvad siger du, de hed­der?” “Snepryd,” svar­er han. “Chion­o­doxa på latin.”
Uden helt at vide hvor­for, kaster hun sig ind mod ham og klem­mer ham om livet. “Tak Bjørn!”
“For hvad?”
“Schyy… ” siger hun, da hun lirk­er arm­bån­det af hån­dled­det og lad­er det dumpe ned i hans bryst­lomme, hvor der allerede lig­ger et par kuglepenne.
“Det kan jeg ikke tage imod,” siger han og får en alvorlig rynke i pan­den.

Det skal du.”
Hun må lyde over­be­visende, for han behold­er det og for­lad­er stuen. Da han er væk, ser hun sig omkring. Henne ved hånd­vasken lig­ger en sta­bel plas­tikkrus. Hun fylder vand i et af dem, sæt­ter buket­ten derned, hvorefter hun stiller den i vin­dueskar­men. Blom­sterne ser fortryl­lende ud i lysind­faldet.
Rastløshe­den og sul­ten sniger sig igen ind på hende, så hun smut­ter ud på gan­gen og snup­per end­nu et glas af den røde saft. Det hjælper lidt på hul­let i maven. Fin­grene find­er automa­tisk vej til mobilen i lom­men. Det er længe siden, hun har skæn­ket den en tanke. Gad vide om nogen har ringet? Men det er ikke til at vide, for mobilen er kom­plet og alde­les død, fladt bat­teri. Nå, tænker hun, så længe hjert­eryt­men er sta­bil.
I lidt lom­meuld find­er hun en Tivolis­tang, og lover sig selv altid at beholde den, om så den skal rådne væk. I et glimt min­des hun bil­turen. Billedet af mor, der lig­ger slapt hen over rat­tet står klart. Hun får kvalme af at tænke på det.
Blikket find­er i stedet vej til de store nypudsede rud­er. I vin­dueskar­men står buket­ten så fint. Dens hvide øjne blink­er. Hun stir­rer på den så længe, at hun til sidst ser dobbelt. Tankerne får frit spil.
Lidt efter går hun på toi­let­tet. Det stram­mer i blæren. Strålen er kraftig og har ven­tet længe på at blive slup­pet fri. Mens hun vasker hæn­der, ser hun sig i spe­jlet. Huden omkring øjnene er hævet og rød, og hun får øje på en smule størknet blod i pan­de­håret. Det er mors, så hun kan ikke få sig selv til at vaske det væk.
“Hun er død!” siger hun til sig selv i spe­jlet. Ordene ram­mer som et hårdt slag lige i brys­tet. Hun gen­t­ager sæt­nin­gen og leg­er med ordene for at for­berede sig på det værste. Sådan har hun altid gjort. “Hun er død, død, død.”

Det er blevet aften. Det er kun, for­di der hænger et stort ur på stuen, at hun ved det. Hvileløst van­dr­er hun frem og tilbage og bilder sig selv ind, at hvis hun kan få skridtene til at passe snorlige til den bip­pende rytme fra appa­ratet og gå sådan i ti min­ut­ter, uden et eneste fejl­trin, så vil mor over­leve. Flere gange starter hun for­fra.
“Lisa?”
Hun gør et ryk og kig­ger op. Bjørn står foran hende. Han lukker døren i bag sig. Det eneste der høres, er deres ånd­e­dræt og den bip­pende lyd.
“Er du ok?” spørg­er han. Hans øjne bor­er sig ind i hende. De er lysende blå. Hun mærk­er et klem på skul­deren. “Det skal nok gå,” beroliger han. Han løfter sin hånd fra skul­deren, plac­er­er den i stedet under hen­des hage og løfter hov­edet op. “Du er en god pige,” siger han og kysser hende midt på munden. De står op ad væggen bag et forhæng.
“Ja-ja-jamen,” stam­mer hun.
”Schyy… ” Han hold­er hende blidt for munden. Hån­den lugter af røg. Hun rys­ter i benene.
“Gør det bare,” hvisker hun under hans hånd. “Jeg vil give alt for, at min mor ikke skal
dø.”
Hans hånd find­er vej til hen­des inder­lår. Han stryger det næn­somt og knap­per for­sigtigt
buk­serne op. Hun siger ingent­ing og gør sig slap som en klud­e­dukke, der vender hov­edet væk. Tår­erne lan­der på gul­vet og bliv­er til våde plet­ter. Han smil­er indyn­dende, griber hende om hagen og kysser tår­erne bort. En dunkel skygge. Hun gyser, da han mark­er­er med en fin­ger. Plud­selig er alt­ing sort.
Da hun slår øjnene op, lig­ger hun under en dyne på en af stuens øvrige sen­ge. Døren ud til gan­gen står på vid gab. Mor lig­ger skråt over­for og trækker vejret gen­nem en res­pi­ra­tor. Lisa hold­er vejret så længe, at hun bliv­er blå i hov­edet til sidst. Indeni føles det tomt. Nøgent. Plud­selig husker hun, hvad der skete. I små glimt. Hun får lyst til at skrige så højt, at det kan høres helt ned til mod­tagelsen.
“Hvem er du?” spørg­er en fremmed mand i hvid kit­tel og træsko. Hans hår er rødt, og han har et let over­bid.
“Dat­ter,” hvisker hun og peger i ret­ning af mor. Hjertet banker let under trø­jen. “Nå, det kom­mer lidt bag på mig,” mum­ler han. “Hvem har du snakket med?” “Bjørn.” Navnet gør ondt i halsen.
“Bjørn?” Han rys­ter lidt på hov­edet og gør sig nogle notater om mors til­stand. Han er en mand af få ord og nikker ven­ligt, da han kort efter for­lad­er stuen. Lisa synker sam­men og gnider lidt på øjnene. Ude fra gan­gen høres stem­mer, og det rum­ster­er lidt.
“Lars, kør­er du lige fru Hede­gaard til rønt­gen?” råber en stemme derude­fra. “Yes doc!”
Hun genk­ender stem­men. Det er ham. Bjørn. Uden at tænke, rejs­er hun sig fra sen­gen og slæber sig hen mod døråb­nin­gen, men hun når kun at se ryggen af ham. Læn­gere fremme triller han afst­ed med en hos­pi­tals­seng. En ældre kvin­de slu­dr­er lystigt fra sen­gekan­ten. De griner. Inden længe er han en lille prik, der forsvin­der rundt om et hjørne.
Var det gaven, gud­erne gav?

Inde fra stuen lyder en lang og pibende hyle­tone. Hun stormer derind. En kold vind suser gen­nem rum­met og maser hende op ad væggen. Det stram­mer i brys­tet, og benene giv­er efter. Fra vin­dueskar­men er Snepry­den væl­tet. Van­det dan­ner en lille sø på gul­vet. I en spredt bunke fly­der de lil­la blom­ster. Deres hvide øjne er lukkede.

Copy­right © 2018: Helle Kaare Lind­berg.
For­fat­ter: Helle Kaare Lind­berg.
Redi­ger­ing: For­laget Snepryd, Nina Fred­erik­sen.

Anmeldelse af ’Chion­o­doxa’ af Helle Kaare Lind­berg.

Denne gang skulle nov­el­lerne omhan­dle temaet ”Snepryd”, og for­laget har val­gt nov­ellen ”Chion­o­doxa” af Helle Kaare Lind­berg som vin­der.

I nov­ellen sæt­ter Lind­berg fokus på det særlige bånd, der er mellem mor og dat­ter.
Det, der starter som en hyggelig bil­tur, får plud­seligt fatale kon­sekvenser, da uheldet ram­mer. Vi føl­ger teenageren, Lisa, i de efter­føl­gende timer efter uheldet, hvor hun forsøger at skabe mening af sit­u­a­tio­nen, mens hen­des mor befind­er sig i grænse­landet mellem liv og død.
Rent sprog­ligt for­mår Lind­berg at møde sin læs­er på et ukom­pliceret grund­lag, hvor ord­knaphed og et rigt billed­sprog dominer­er nov­el­lens frem­drift. Det hverdagsagtige sprog og de nutidi­ge ref­er­encer skaber en jord­nær tone i nov­ellen, vi som læsere kan relatere til. Der­for får vi lyst til at læse mere.
Mødet med uvishe­den, døden, ang­sten og ikke mindst kærlighe­den er fremtræ­dende temaer i nov­ellen. Hov­edtemaet ”Snepryd” indgår lidt diskret i nov­ellen, men da Snepryd heller ikke er en blomst, der tager megen opmærk­somhed, er der en fin har­moni mellem hov­edtemaet og de sideløbende tem­atikker. Man kom­mer dog ikke uden om blom­stens tilst­ede­værelse, idet den trods alt fylder noget i his­to­rien. At snepryd ikke er en blomst, der er let at slå ud, under­streges sym­bol­sk i kraft af den kærlighed, der er mellem mor og dat­ter. Sym­bo­l­ikken og de frie for­tolkn­ingsmu­lighed­er er på den måde stærkt repræsen­teret i Lind­bergs nov­el­le. Noget, der i øvrigt også kende­teg­n­er for­lagets øvrige tek­ster og grundlæggende DNA . Der­for er Helle Kaare Lind­berg nov­el­le-konkur­ren­cens vin­der.

Anmeldt af Nina Fred­erik­sen,
redak­tion­s­medar­be­jder, For­laget Snepryd.