Svaner i drivhuset

14. februar 2019

© Alle ret­tighed­er tilhør­er Nan­na Berg — kopier­ing eller gen­givelse af nogen art uden tilladelse hen­tet direk­te fra for­fat­teren er ikke tilladt.

En dag er der en kvin­de, der påpeger, at dren­gen har smukke hæn­der. ”Det ved jeg” siger dren­gen, og kig­ger på kvin­den med lysende øjne. ”Du skulle bare vide, hvad mine smukke hæn­der har præsteret indtil nu” til­fø­jer dren­gen, og sender kvin­den et lysende smil. Kvin­den blæn­des af det lysende smil, og glem­mer helt at blive fornærmet over dren­gens umid­del­bare arro­gance.
I hjem­met fortæller dren­gen sine foræl­dre om kvin­den. ”Men dreng” siger faderen og kig­ger med et løftet øjen­bryn på mod­eren. ”Du kan fly­ve med de hæn­der. Det har vi altid vidst. Er det ikke sandt?” siger faderen og ser på mod­eren med et over­bærende men stolt smil. ”Ganske vidst kan du fly­ve med de hæn­der” siger mod­eren uden så meget som at trække på smile­bån­det. Men dren­gen ved, at hun smil­er indeni.
Dren­gen går ind på sit værelse, og lås­er døren efter sig. Han stiller sig foran spe­jlet, og ser sig selv an. Dren­gen er ung, men ikke ung som et barn. Dren­gen er ung. I virke­lighe­den burde mod­eren og faderen ikke kalde ham for dreng. Dren­gen er ældre end det. Han hed­der dreng, og det har han altid gjort.
Dren­gen ser ind i spe­jlet. Først ser han sit hår. Det er velple­jet, nyk­lip­pet og sid­der lige som det skal. Så ser han sit ansigt. Det er vel­sor­dineret, rent og skin­ner på en helt særlig måde. Dren­gen ser sin krop. Den er tynd men sam­tidig muskuløs. Den ser ud præ­cis som den skal. Dren­gen ser sine hæn­der. Han løfter dem lang­somt op foran spe­jlet. Hæn­der der kan fly­ve. Tanken sæt­ter sig dybt i ham fra dette øje­b­lik.
Dren­gen sæt­ter sig ved sit klaver. Sød musik strøm­mer ud, fra det øje­b­lik fin­grene ram­mer tan­gen­terne. Mod­eren råber inde­fra stuen. ”Dreng, så udvikl dog dine ton­er. Altid den søde musik. Hvornår får vi noget spænd­ing?”. ”Lad ham nu spille sød musik. Husk på at hans hæn­der kan fly­ve” råber faderen ligeså højt. Dren­gen læg­ger an til at udvikle sin musik. Han ham­r­er aggres­sivt på tan­gen­terne, og går fra dur til mol på et split­sekund. Der bliv­er stille i stuen.
Da dren­gen er udmat­tet af sved over musikkens udvikling går han ud på sit bade­værelse. Det iskolde vand giv­er hans krop et chok, og vækker den derefter til live. Imens han står der ser han plud­selig hun­dred­vis af svan­er. Alle reg­n­buens farv­er har de. Røde, gule, orange, rosa, pink, lil­la, grønne, blå, turkis… Ingen hvide svan­er. Dren­gen rys­ter hov­edet vold­somt. Svan­er er hvide punk­tum.
Inden dren­gen går i seng lås­er han døren til sit værelse op, og siger god­nat til mod­eren og faderen. Men mod­eren og faderen er ikke i stuen. Dren­gen går ud i køkkenet. Der sid­der faderen våd i ansigtet af tår­er. Dren­gen ser på faderen. ”Jeg siger god­nat” siger dren­gen. ”Dreng” siger faderen. ”Vil du love mig aldrig at spille musik med spænd­ing i igen?”. ”Det lover jeg” siger dren­gen, og ved slet ikke hvad han skal tro. Det var jo netop hvad mod­eren bad om. ”Mod­eren, hvor er hun, hvis jeg skal sige god­nat?” siger dren­gen, og ser på faderen. ”Hun er ude i haven i dri­vhuset” siger faderen. Dren­gen mærk­er kulden isne ned af ryggen. ”God­nat igen kære” siger dren­gen, og styrter ind på sit værelse. Den nat binder slangerne sig fast til dren­gens seng.
Den mor­gen, da dren­gen vågn­er, er alt som det ple­jer. Mod­eren og fad­deren sid­der i køkkenet og spis­er mor­gen­mad. Dren­gens guld­tallerken er stil­let frem. På tallerke­nen lig­ger der en halv grape­frugt og en ske. ”God­mor­gen dreng” siger faderen og ser med lysende øjne på dren­gen. ”God­mor­gen” siger dren­gen, og ser for­sigtigt over på sin mor. ”Spis din grape­frugt dreng” siger mod­eren. ”Akademiet starter om en time”. Dren­gen spis­er så hur­tigt han kan.
”Fem min­ut­ter og enogtre­dive sekun­der” siger mod­eren, og ser på dren­gen. Der er halvtreds pro­cent dårligere end i går. ”Det sker ikke igen” siger dren­gen og slikker sig om munden. ”Gør dig klar” siger mod­eren. ”Du har et kvarter”. Dren­gen løber ind på sit værelse. Hop­per ind på bade­værelset. Badet taget fire min­ut­ter. Tiden hvor dren­gen smør­er sig ind i creme tager syv min­ut­ter. Så er der fire min­ut­ter til at iklæde sig den grå dragt til akademiet. Det er per­fekt. Et kvarter er lige tilpas.
Dren­gen løber ud til mod­eren, der står med de skinnede nøgler i hån­den. ”Her dreng, og kør ordentligt” siger hun med et skrapt tone­fald. Dren­gen har lyst til at spørge mod­eren om dri­vhuset i går, men han tør ikke.
På akademiet er alt, som det ple­jer. Ved indgan­gen vis­er dren­gen sine hæn­der, og bliv­er straks lukket ind. Dren­gens gode ven, vis­er sin pande, og bliv­er lukket ind umid­del­bart efter. Dren­gens gode ven smil­er stort. ”Hvad er der gode ven?” spørg­er dren­gen. ”Dreng, jeg har set noget vældig inter­es­sant på park­er­ingsplad­sen” siger dren­gens ven. ”Noget vældig inter­es­sant” gen­t­ager dren­gen og smil­er. Der sker aldrig noget vældig inter­es­sant på akademiet.
Dren­gens ven kig­ger hem­me­ligheds­fuldt på ham. ”Du vil selv opdage det i løbet af ugen” siger dren­gens ven. Dren­gen bliv­er skuf­fet. Hvor­for skal han selv opdage det? Hvor­for vil dren­gens ven ikke bare fortælle ham det? De skilles i hallen, da dren­gens ven skal ned til de andre pan­der, og dren­gen skal ned til de andre hæn­der. På vej ned til hæn­derne bry­der dren­gen sin hjerne, hvad kan det dog være. Men dren­gen behøver ikke at bryde sin hjerne længe. Idet han træder ind til hæn­derne, går der et sus igen­nem lokalet. Dren­gen ret­ter sig yderlige op, og sky­der brys­tet frem. Han ved godt, at han er hån­den blandt alle hæn­derne, men sådan ple­jer de andre hæn­der ikke at opføre sig. Han træder end­nu et skridt ind af døren, men opfat­ter hur­tigt at alles øjne hvil­er på noget bag ham.
Dren­gen drejer en omgang lyn­hur­tigt, for at se hvad der kan være mere inter­es­sant end ham. Han er jo hån­den blandt hæn­derne, det har rek­tor sagt flere gange. Der står en ny hånd. Dren­gen gis­per. Det er uden tvivl den smukkeste hånd, han nogensinde har set. Det er også den første hånd på deres hold, som er en pige. Han lukker sine øjne, og tæller til tre. Da han åbn­er dem igen er hun væk.
End­nu et fjol­let billede som de farverige svan­er tænker dren­gen, og vender sig om for at finde sin vante plads. For­rest i midten. Lige foran pro­fes­soren, så han stadig kan være num­mer et, som han ple­jer. Hån­den blandt hæn­derne. Men plad­sen er optaget. Dren­gen gnider sig i øjnene. Fra den dag han start­ede på akademiet har det altid været hans plads. Men det ved hun selvføl­gelig ikke.
”Und­skyld” siger dren­gen. Ansigtet der møder ham får alt­ing til at gå i stå. Han kan ikke engang mærke sine hæn­der, og det har dren­gen aldrig prøvet før. ”Hvis du gerne vil sid­de ved siden af mig, er det kun hyggeligt, jeg kender jo ingen her” siger en smuk lys stemme. Dren­gen mærk­er hvor­dan han for­lad­er sin egen krop. Lang­somt lad­er han sig dumpe ned ved siden af hende.
Nogle af hæn­derne på de andre rækker klap­per på bor­dene. Der er en for­færdelig larm, lige indtil pro­fes­soren træder ind af døren. ”Hvad er det for en skrække­lig larm?” siger han med sin skingre stemme. Stil­he­den ind­tager lokalet prompte. ”Hvilken velkomst havde I forestil­let Jer, at vores nye hånd skulle have?” siger han. ”Skuf­fet er ikke neg­a­tivt ladet nok til at fork­lare Jer, hvor­dan jeg har det lige nu” til­fø­jer han.
Dren­gen ved ikke, hvad han skal gøre. Det har han aldrig prøvet før. På akademiet er der aldrig larm. På akademiet klap­per hæn­derne ikke på bor­dene. På akademiet er der ikke hæn­der, som tilhør­er piger. Nu er der en, og hun sid­der lige ved siden af ham. Dren­gen kan stadig ikke mærke sine hæn­der, og kan mærke at han bliv­er utryg.
Pro­fes­soren kig­ger udover for­sam­lin­gen med et surt øje. ”Det var bedre” siger han så. ”Jeg havde ikke i min videste him­mel forestil­let mig, hvor megen unød­vendig uro hæn­der kunne lave” til­fø­jer han så. ”Nå, men nu hvor den saglige stil­hed har ind­taget lokalet er vi klar til ugens egentlige pro­gram, og I kan allerede nu rette jer yderligere op, og bide tæn­derne sam­men, for det bliv­er hårdt” siger pro­fes­soren, og hans velk­endte smil kom­mer til syne.
Ingen af hæn­derne siger et ord. Pro­fes­soren nikker kort til dren­gen, der lige skal til at opsum­mere pro­fes­sorens besked, da pigen ved siden af ham plud­selig rejs­er sig op. Dren­gen lukker munden inden læber tager form til den ord­strøm, han har haft parat de sid­ste tre­dive sekun­der.
”Kom blot helt ned til mig kære” siger pro­fes­soren og sender pigen et storslået smil. Dren­gen synes plud­selig at stil­he­den i lokalet er varm. Først da hun står ved siden af pro­fes­soren, kan han rigtig se hende. Han ser hende. Håret er fil­tret, slidt og synes ikke at være klip­pet i flere år. Ansigtet er snavset og med en række sår langs kind­benene. Krop­pen er speciel. Hun er stærk, og har for­mer. Det er uden tvivl den smukkeste pige, dren­gen nogensinde har set.
”End­nu engang rigtig hjertelig velkom­men til kære” siger pro­fes­soren, og sender pigen et stort smil. ”Du må meget gerne selv præsen­tere dig, for de øvrige hæn­der på hold­et” siger han så. Dren­gen gis­per, i hans erindring optræder den lyse smukke stemme, som om han har hørt den før i sine drømme.
Så beg­y­n­der hun. ”Jeg er den nyeste hånd blandt Jer hæn­der” siger hun. ”Jeg er den eneste pige, men det skal man vidst være idiot for ikke at have opdaget, da jeg trådte ind af døren. Det gjorde jeg desu­den bag dren­gen, som jeg sid­der ved siden af. Jeg ved, at han er hån­den blandt hæn­derne, for det har rek­tor for­t­alt mig, og netop der­for er jeg kom­met. Nu er det slut dreng” siger hun, og ser dren­gen dybt i øjnene. Men til dren­gen over­raskelse er der ikke krig i hen­des øjne, tvær­ti­mod.
Pro­fes­soren røm­mer sig, og kig­ger med et stort smil på pigen. ”Tusind tak kære” siger han så. ”Det var en rigtig fin præsen­ta­tion, som du fik lavet dig der”. Så hen­ven­der han sig til de måbende hæn­der, der mere eller min­dre er røde i hov­ed­erne alle sam­men. ”Kære alle” siger pro­fes­soren. ”Fra i dag af er dren­gen ikke hån­den blandt hæn­derne” siger han. ”Det er på tide at vi find­er en ny, og her er hun så” til­fø­jer han, og ser stolt udover for­sam­lin­gen.
En fløjte lyder, og alle hæn­derne klap­per på vej ud af døren. Dren­gen bliv­er sid­dende på sin plads, og det samme gør pigen. ”Hån­den blandt hæn­derne” er det eneste dren­gen kan få frem. ”Men dreng” siger pigen. ”Det er ikke mig, der har fun­det på det” siger hun så. ”Hvem i alver­den har så?” siger dren­gen, og kan mærke at han får tår­er i øjnene. ”Det må jeg ikke sige” siger pigen, og smil­er så dren­gen tår­er bliv­er i øjnene. ”Men dreng” siger hun, og tager hans hånd. ”Kom med mig. Jeg vil vise dig et sted på akademiet, som ingen kender” siger hun så helt hem­me­ligheds­fuldt. Dren­gen ved ikke hvad han skal sige. Han nikker blot, og lad­er sig føre af pigens hånd.
De går ud af døren. Den samme dør, som alle de andre hæn­der gik ud af for lidt siden. Men ved hallen, hvor alle altid drejer til højre drejer pigen til ven­stre. ”Men” siger dren­gen ligeså stille. ”Ja” siger pigen. ”Jeg ved godt, at der står i akademiets regel­sæt, at hæn­der kun må gå til ven­stre ved abso­lut nød­stil­fælde eller ved specielle over­gange”. Hun ser på dren­gen, og smil­er så hun beg­y­n­der at grine. ”Og det har I aldrig gjort vel?” siger hun og kig­ger på dren­gen.
Dren­gen rys­ter på hov­edet. ”Nej” siger han. ”Der har aldrig været et abso­lut nød­stil­fælde på akademiet, og der har heller aldrig været en speciel over­gang” siger han så. Pigen griner, så hun bliv­er helt rød i ansigtet. ”Netop der­for er der brug for en ny hånd” siger hun, og sender ham et udfor­drende smil. ”Der er altid en speciel over­gang” siger hun så, ”Hvor­dan kan I undgå at lægge mærke til det?”. Dren­gen bliv­er helt for­legen. ”Sådan har vi ikke været vant til at tænke” siger han så. ”Jamen så værs­go at tænk sådan” siger pigen, og trækker ham til ven­stre.
Gan­gen er lang, og helt anderledes end hvis dren­gen var gået til højre, som han ple­jer. Gan­gen er smal, og på et tid­spunkt må dren­gen gå bag ved pigen, men hun har stadig hans hånd i sin. Luften beg­y­n­der også at ændre sig. Den bliv­er kold, men kom­mer i cirkulerende bevægelse, så det er blot behageligt. Gul­vet ændres plud­selig til vådt blødt græs, og dren­gen hør­er plud­selig noget skræppe. Der går et øje­b­lik førend han ved, hvad det er. Svan­er.
”Så er vi her” siger pigen, og kig­ger på dren­gen. Dren­gen kig­ger udover en sø. Men i søen er der ikke vand men per­ler. Svan­erne svøm­mer i søen, og har hun­dred­vis af farv­er. ”Er her ikke dejligt?” siger pigen, og ser på dren­gen med store inter­esserede øjne. ”Jeg synes, at her er lidt uhyggeligt” siger dren­gen, og ser nervøst over på pigen.
”Selvføl­gelig er her uhyggeligt” siger pigen, ”Men det er jo også der­for her er dejligt” siger hun så. Dren­gen står med åben mund. Han forstår ingent­ing. Plud­selig får han øje på noget, der får det til at gibbe i sin hånd. Pigen mærk­er det med det samme, og ser hen på ham. ”Hvad er det?” siger hun, og ser på dren­gen. Dren­gen løfter blot den anden hånd, og peger i ret­ning af det, som han har fået øje på.
”Nårh, er det bare dri­vhuset?” siger pigen og kig­ger på dren­gen. ”Hvor­for er der et dri­vhus?” spørg­er dren­gen, og lyder mere forskrækket end han har lyst til. ”Til svan­erne selvføl­gelig” siger pigen, og ser på ham. ”Her får de deres fine farv­er. Dem der står først i køen for de lyse og varme farv­er rød, gul, orange, rosa, pink. Og de der står sidst i køen får de mørke lil­la, blå, grøn osv. ”Hun ser på dren­gen som om han burde havde vidst det fra sit første år på akademiet. Dren­gen mærk­er, hvor­dan hov­edet beg­y­n­der at snore. Inden han ved af det falder han omkuld i det bløde græs.

Anmeldelse af nov­ellen ’Svan­er i dri­vhuset’ af Nan­na Berg

En fortælling om en drengs liv, der er styret af regler og ruti­n­er. Dren­gen er vant til at parere ordr­er fra sine foræl­dre. Han er en god dreng. Dren­gen gør altid, hvad der bliv­er sagt – og han over­hold­er sine tider. Så alt er vel godt?

’Svan­er i dri­vhuset’ er en kort nov­el­le om en dreng, som lever et kon­formt liv med en tryg hverdag. Hans foræl­dre betragter ham stadig som en lille dreng, omend han ikke er en dreng læn­gere. De kan lide ham, som han er, men måske bør han udfor­dre sig selv lidt mere. Og så alligev­el ikke for meget. En dag bliv­er den kon­forme hverdag lang­somt ændret, idet dren­gen møder en pige. En pige, som får ham til at gå andre veje og stille spørgsmål­stegn ved sine egne han­dlinger.A

’Svan­er i dri­vhuset’ er en abstrakt fortælling. Det kan være fortællin­gen om en dreng, som tager første skridt ind i de vok­snes ver­den. Det kan være fortællin­gen om en fam­i­lie, hvor kon­for­miteten ikke hold­er form. Eller… noget helt tred­je.

Fortællin­gen er skrevet i let og forståeligt sprog, men er baseret på mange metafor­er. Det giv­er betyd­ninger i flere lag og stiller krav til læseren, da for­fat­teren ikke giv­er nogen enty­dig løs­ning på nov­el­lens tiltænk­te han­dling og for­mål. Man kan der­for som læs­er lade for­tolknin­gen få frit spil.

Nan­na Bergs nov­el­le får 3,5 stjern­er for en rigtig godt, gen­nemar­be­jdet fortælling. De mange metafor­er kan dog godt fjerne fokus fra den egentlige fortælling, som risik­er­er at gå lidt tabt under­ve­js.

Anmeldt af Stine H. Tarp