Hvis det bliver regnvejr

14. februar 2019

© Alle ret­tighed­er tilhør­er Karen Høgh — kopier­ing eller gen­givelse af nogen art uden tilladelse hen­tet direk­te fra for­fat­teren er ikke tilladt.

Karen Høgh er 37 år og arbe­jder som pæd­a­gogisk kon­sulent i Faaborg-Midt­fyn Kom­mune.
Hun står bag opret­telsen af Karen Høgh Lit­ter­atur, som kan følges på Face­book.

Karen Høgh tager del i den sam­fund­skri­tiske debat og er for­fat­ter til flere nov­el­ler.
‘Hvis det bliv­er reg­n­ve­jr’ vandt for­lagets nov­el­lekonkur­rence i maj måned 2016 med temaet: “Fat­tig”.

Jeg er ikke læn­gere sikker på, at det gør en stor forskel, hvis jeg får et arbe­jde. Alt­så for sam­fun­det og lan­dets sam­lede BNP. Forskellen for mig vil til gengæld være til at mærke. Et arbe­jde vil gøre mig fri, intet min­dre. Jeg vil være fri af det mærkat, der nu har sid­det på mig i næsten to år og lyst med neon gule bogstaver: Arbe­jd­sløs, står der. Jeg vil være fri for at føle skyld over, at jeg hver måned mod­tager penge af det offentlige. Og jeg vil være fri til at skabe mig en iden­titet, der pass­er til den per­son, jeg er. Sådan må en fremtid på arbe­jds­markedet være. Lysere og uden så mange bekym­ringer.

Når de siger, at der ikke er fat­tige i Dan­mark, rys­ter jeg opgivende på hov­edet. Men når de efter­føl­gende anty­der, at det er din egen skyld, hvis du alligev­el er fat­tig, bliv­er jeg vred. Ikke sådan en vrede, der får mig til at koge over af raseri og råbe op, nej, en vrede, der lig­ger og ulmer, bliv­er tykkere og tykkere og som lad­er vente på sig, før den slip­per ud.

Alligev­el er jeg fortrøst­nings­fuld, for jeg pass­er ikke til mærkatet ’arbe­jd­sløs’, men hvem gør også det? Bageren nede på Torvet eller chefen bag kon­torets lukkede døre? Måske er det noget for post­bud­det? Eller en poli­tik­er inde på Bor­gen? Mon dog. For hvis du er arbe­jd­sløs, er du ingent­ing. Du er kun en belast­ning for sam­fun­det. Og det er i hvert fald ikke noget for mig at være.

Vi er fly­t­tet ind på Ungar­ns­gade. Det er der ikke noget under­ligt i, for husle­jen er bil­lig. Lej­lighe­den er en lille toværelses med bad i køkkenet og et toi­let på stør­relse med et kosteskab. Det er ingen luk­sus, men jeg klager ikke, og børnene har heldigvis fort­sat en alder, hvor de bare føl­ger med.

For nogle uger siden mødte jeg min over­bo for første gang.
− Hvor arbe­jder du? spurgte han, lige­som alle andre ple­jer at spørge.
− Jeg søger arbe­jde, svarede jeg og lukkede døren i for næsen af ham.
Bagefter skyn­dte jeg mig hen til kon­tor­fæl­lessk­a­bet ved Mag­istrenes A-kasse, trak en kop gratis kaffe i auto­mat­en og skrev videre på en joban­søgn­ing.
Jeg skal skrive mindst to om ugen og holde en log-bog over min aktivitet som arbe­jdssø­gende. Som om at vi, arbe­jd­sløse, ikke kan finde ud af at moti­vere os selv. Som om at vi, arbe­jd­sløse, kun søger arbe­jde, for­di vi skal. Er der ikke nogen, der har overve­jet, at vi, arbe­jd­sløse, søger arbe­jde, for­di vi gerne vil arbe­jde og tjene vores egne penge?

Det der med at være fat­tig, som jeg i hvert fald kalder det, er et prob­lem i mange sam­men­hænge. For eksem­pel ville det være meget let­tere at have råd til sin egen PC end at være afhængig af com­put­eren på det fælles kon­tor. Tænk at kunne tjekke skolens intranet eller have adgang til min Hot­mail, lige når jeg har behovet. Med min egen PC ville alle de hånd­skrevne not­er til joban­søgningerne således også være for­tid. Men det er på sin vis småt­ing, for det er prob­lematikker, der kan løs­es. Værre er det ikke at have råd til skolemælk til min dreng, eller at være nødt til at udskyde at købe nye gum­mistøvler til der kom­mer penge igen i næste måned. Det er selvføl­gelig kun slemt, hvis det bliv­er reg­n­ve­jr.

Når de siger, at der ikke er fat­tige i Dan­mark, er det så for­di, fat­tig­dom i Dan­mark er forskel­lig fra fat­tig­dom i Ugan­da, Zam­bia eller Sydafri­ka? For selvføl­gelig er den det. Bety­der det, at når jeg har råd til tre måltider mad hver dag i Dan­mark, så kan jeg ikke være fat­tig? Det er jo ikke lam­mekotelet­ter eller røde bøf­fer vi spis­er, men årsti­dens grøntsager, kartofler, pas­ta og brød i store mængder, som jeg for øvrigt selv bager. Bety­der det, at når vi har adgang til rent drikke­vand fra hanen i køkkenet, og ikke skal van­dre tre kilo­me­ter til nærmeste brønd, så kan jeg ikke være fat­tig? Hvad skal vi i det hele taget bruge sådan en sam­men­lign­ing til? Den gør kun det hele meget værre.

Samme dag, som jeg havde mødt min over­bo, hent­ede jeg min æld­ste dreng på skolen. Det var blevet lidt sent på grund af arbe­jdet med ansøgnin­gen.
− Mor, sagde han, og spurgte så også: − Hvor arbe­jder du?
− Jeg har ikke noget arbe­jde. Det ved du da, svarede jeg og smilede, selv om det nu var anden gang inden­for få timer, at jeg havde fået stil­let samme spørgsmål.
− Vi skal besøge en poli­tis­ta­tion i mor­gen, og se hvad politi­bet­jente laver, fort­sat­te han.
− Det lyder spæn­dende, sagde jeg og til­fø­jede: − Mit arbe­jde er lige nu at finde et arbe­jde.
− Men hvad laver du så, imens du find­er arbe­jde? Vi skal nem­lig lave et stort billede, lige som en stor plakat, hvor vi skal skrive vores navne og teg­ne, hvor vores mor eller far arbe­jder.
− Så må du teg­ne, at jeg sid­der og skriv­er ved en com­put­er, det kan du godt, svarede jeg og puffede lidt til ham, for at få ham til at gå ud ad døren og hen til cyk­lerne, der var park­eret foran skolen.
− Og mor, så vil Brit­ta, vores lær­er, finde ud af, om vi kan besøge nogle af de sted­er, hvor vores foræl­dre arbe­jder.
− Okay, måske I skulle se mit kon­tor, så, svarede jeg.

I løbet af afte­nen voksede tanken i mit hov­ed. Jeg mente det fak­tisk. Børnene i 0. klasse ville have godt af også at møde den virke­lighed, som inklud­er­er arbe­jd­sløse. Hvor ofte er det lige, at man fortæller børn, at det kan være svært at få arbe­jde? Når man taler om, hvor spæn­dende det er at køre ambu­lance, være statsmin­is­ter, arbe­jde som nød­hjælp­sar­be­jder eller være fisker, havde jeg aldrig hørt nogen sige: Men husk nu, bliv­er du arbe­jd­sløs, så klar­er du også den, og du må ikke tro, at det er din egen skyld. Den eneste, jeg havde hørt sige det, var mig selv. Men det var selvføl­gelig heller ikke sikkert, at det var rigtigt.

I mine tanker var jeg alligev­el allerede i gang med at plan­lægge et under­vis­nings­for­løb, om det at være arbe­jd­sløs og de kon­sekvenser det før­er med sig. Og hvor­for lade det være for­be­holdt 0. klasse? Alle klas­setrin måtte have brug for viden om, at arbe­jd­slivet som vok­sen ikke er så rosen­rødt, som drøm­men om at blive pro­fes­sionel fod­bold­spiller eller skue­spiller på Det Kon­gelige Teater læg­ger op til.

I flere dage arbe­jd­ede jeg med idéen, inden jeg mist­ede gejsten. Jeg havde ellers plan­lagt en tur fra Job­cen­teret til Mag­istrenes A-kass­es kon­tor. I løbet af dagen ville børnene blive intro­duc­eret til nogle af de medar­be­jdere, der hver dag møder danskere uden arbe­jde, og de ville se omgivelserne, hvor møder og vejled­ning bliv­er afholdt, lige­som de alt­så også ville se det, jeg kalder mit kon­tor.
− Det kan være med til at lære børnene, at det for en peri­ode er helt almin­deligt at være arbe­jd­sløs, argu­menterede jeg over for Brit­ta, da jeg sent tors­dag efter­mid­dag ringede til hende.
− Er det over­hovedet noget for børn at vide? svarede hun.
− Ja! Selvføl­gelig er det det, sagde jeg og fort­sat­te: − Det er jo alle slags men­nesker, der bliv­er arbe­jd­sløse, både dem med en god uddan­nelse og de ufaglærte. Det er os alle.
− Jeg ved nu ikke rigtigt, jeg synes, at børnene er for små, ind­vendte Brit­ta.
− For små? Min stemme var lidt skinger nu: − Selv om de er små, lever nogle af dem jo i det til hverdag. Mine børn vokser lige nu op med en mor, der er arbe­jd­sløs, pen­gene er små, men vi må finde en løs­ning alligev­el. På alt­ing. Hvor­for må de ikke vide mere om det?
− Jeg ved nu ikke rigtigt, gen­tog Brit­ta.
Og sådan blev det. Brit­ta var ikke inter­esseret i mit forslag, selv om jeg tilbød at arran­gere det hele, tale med medar­be­jdere både i Job­cen­teret og i MA. Heller ikke argu­mentet for at børnene på denne måde også ville møde jobkon­sulen­ten i Job­cen­teret eller uddan­nelsesve­jled­eren i MA kunne rykke ved Brit­tas ind­still­ing. Børnene var for små til at forstå denne virke­lighed.

Da jeg lagde på, var jeg først skuf­fet. Hvad nyt­tede det hele, hvis ikke vores børn måtte kende til de mere besværlige sider af livet? Men så gik det op for mig, at jeg måtte tage ans­varet på mig, i hvert fald over for mine egne børn. For selv om de end­nu ikke havde opdaget det, så ville de med tiden finde ud af, at vi ikke mødtes med ven­ner til frokost på en af byens caféer, som andre fam­i­li­er. Eller at hvis vi mødte op, kom vi altid en time senere end de andre, for­di jeg kun havde råd til en kop kaffe til mig selv og en is til børnene efter­føl­gende. De ville med tiden lægge mærke til, at hverken de eller jeg fik klip­pet hår ved en frisør. De ville opdage, at jeg altid havde en fork­lar­ing på, hvor­for vi ikke skulle i Legoland i som­mer­fe­rien eller hvor­for de ikke måtte få et tour­pas i Tivoli. Kort sagt forud­så jeg mange sit­u­a­tion­er, hvor min tro­værdighed ville komme på spil. Min beslut­ning var der­for stål­fast. Jeg kunne lige så godt melde det klart ud og fortælle dem, at vi var fat­tige.

Om de forstår, at det er der­for at skolemælken man­gler til mad­pakken eller det med gum­mistøvlerne, det ved jeg ikke. Og hvorvidt, det bliv­er anderledes, når jeg får arbe­jde? Det må tiden vise, for da har vi måske lært at leve uden.

Anmeldelse af ’Hvis det bliv­er reg­n­ve­jr’ af Karen Høgh

Dette er fortællin­gen om en arbe­jd­sløs mor, og den skil­dr­er kvin­dens liv som arbe­jd­sløs, og hvad dette inde­bær­er af afsavn for hende og hen­des børn. Hun har ikke råd til sin egen com­put­er og må sid­de i a-kassens offentlige kon­tormiljø. Børnene får ikke skolemælk til mad­pakkerne, og der er heller ikke råd til nye gum­mistøvler. Under­ve­js i fortællin­gen fun­der­er hov­ed­per­so­n­en over titlen arbe­jd­sløs, og hvad den bety­der i dagens Dan­mark.
Denne nov­el­le skil­dr­er en hverdag, som er aktuel for rigtig mange men­nesker i Dan­mark, og den giv­er et ind­b­lik i hvilke prob­lematikker, der er for­bun­det med ikke at have et arbe­jde. Dels selve titlen som arbe­jd­sløs, der kan være svær at præsen­tere for andre men­nesker, dels sam­fun­dets for­tolkn­ing af en arbe­jd­sløs og de krav, der stilles fra Job­cen­tret og a-kassen, og dels en hverdag med forskel­lige afsavn, for­di der ikke er råd til de ting, som man ple­jer.
Nov­ellen er sam­fund­skri­tisk, og den har ikke et pos­i­tivt syn på sys­temet, og hvor­dan dette tack­ler arbe­jd­sløs­es sit­u­a­tion, men den læg­ger bestemt også op til debat, for hvornår er man fat­tig? Er det, når man ikke har råd til mere end kaffe på caféen, mens de andre spise fulde måltider? Er det, når man ikke har råd til skolemælk eller nye gum­mistøvler til børnene? Er det, når man skal gå langt til en brønd for at få vand, eller er det, når man man­gler tag over hov­edet? For­fat­teren bag nov­ellen har bestemt gjort sig tanker om dette, og der bliv­er lagt op til, at du som læs­er skal gøre det samme.

Jeg giv­er denne nov­el­le 4 stjern­er ud af 5, for­di den skil­dr­er en prob­lematik i dagens sam­fund, som mange er under­lagt, og som de fær­reste tænker på. Der udtrykkes stærke hold­ninger til emnet, som jeg ikke nød­vendigvis er enig i, men som får mig til at tænke.

Anmeldt af Kamil­la Gho­la­mi Andresen,
dan­sk bach­e­lor samt redak­tøras­sis­tent på For­laget Snepryd.