Der skal jo ikke mangle noget

14. februar 2019

© Alle ret­tighed­er tilhør­er Pernille Petersen — kopier­ing eller gen­givelse af nogen art uden tilladelse hen­tet direk­te fra for­fat­teren er ikke tilladt.

Denne nov­el­le er skrevet af Pernille Petersen, 37 år og uddan­net skolelær­er, og det er den første nov­el­le, som hun del­er med andre læsere.

Der var tilbud på fløde­boller. To pakker for kun tyve kro­ner. Det stod egentlig ikke på sedlen, men det var et godt tilbud. Hun tog to pakker, så længe på dem, inden hun lagde dem for­sigtigt ned i ind­køb­svog­nen. Hun burde holde sig til sedlen, alligev­el lod hun fløde­bollerne blive i vog­nen.

I dag var det ok at han­dle ind, enhver kunne jo se, at hun skulle holde fød­sels­dag. Måske troede de lige­frem, at hun skulle holde børne­fød­sels­dag, især hvis hun også lagde nogle bal­lon­er, sug­erør og servi­et­ter med Dis­ney motiv­er ned i vog­nen. Hun kunne sagtens være mor til et eller sågar to børn, hvis hun havde fået den første lidt tidligt, det var dog langt fra sand­he­den, hun havde ikke engang en kæreste. Hun havde fak­tisk aldrig haft en kæreste, i hvert fald ikke en rigtig en. Nogen gange drømte hun sig til en, fan­taserede om en. Så gik de i biografen sam­men, spiste på Jensens Bøfhus sam­men, gik tur i Tivoli eller Zool­o­gisk Have sam­men, lavede mad sam­men, kyssede og krammede hinan­den og den slags, som hun forestillede sig, at kærester gjorde sam­men. Kun en gang havde hun været nøgen foran en fyr, han havde sagt, at hun så større ud uden tøj på, og den­gang var hun ikke engang særlig stor. Han havde stir­ret koldt på hende, mens han sagde det, og havde så bedt hende om at klæde sig på igen. Bagefter var han gået ned til de andre. Hun havde ikke klædt sig af over for andre igen, und­ta­gen når hun skulle til lægen.

Om afte­nen, når hun lå i sin seng, kunne hun finde på at kramme sig selv, så forestillede hun sig, at armene omkring hende var en andens, en kærestes, en der elskede hende. Hun kunne kramme sig selv rigtig hårdt. Ofte faldt hun i søvn sådan. Det var måske lidt fjol­let, men det var da heller ikke noget, hun nogensinde havde for­t­alt til nogen. Hvem skulle hun også fortælle det til? Når man ikke havde et job eller stud­erede, så mødte man jo ikke rigtig nogen nye men­nesker. Det sagde hen­des sags­be­han­dler på kom­munen også, hun blev ved med at presse og stresse hende med al muligt, men hen­des stør­relse gjorde det svært for hende, at gen­nem­føre noget som helst. Hun var i sand­hed fuld­kom­men ubrugelig i det her sam­fund. Der kunne gå dage, hvor hun ikke talte med et eneste men­neske. De fleste dage og aften­er tilbragte hun alene foran tv’et, week­enderne var ikke meget anderledes, udover at de sendte bedre pro­gram­mer i tv. Og så var der jo Face­book. Nogen men­nesker mente ikke, at det var rigtige ven­ner eller rigtige rela­tion­er man havde på Face­book, men hun var nu glad for dem hun havde. Hun var ven­ner med alle sine kusin­er og fætre, med mor, også med gam­le klassekam­mer­ater, selvom de egentlig ikke havde været særlig gode ven­ner i folkeskolen. Langt fra fak­tisk. Indimellem blev hun lidt jaloux, når hun så hvor­dan de gam­le klassekam­mer­ater lev­ede deres liv, de havde børn, kærester, fam­i­li­er, de tog på spæn­dende ferier, holdt sjove mid­dage med smilende ven­ner. Ingen af dem virkede ensomme eller ulykke­lige. De så altid glade ud og også lidt smukke, i hvert fald smukkere end hende, tyn­dere end hende, lykke­ligere end hende. Engang imellem post­ede hun billed­er af søde kat­te eller video­er af dyr, der gjorde sjove og uvent­ede ting, som at falde i søvn i vasken eller en kat der jagt­ede en hund, det var selvføl­gelig ikke så spæn­dende, som det de andre post­ede fra deres liv, men hun blev glad, hvis der var nogen der likede det, så følte hun sig i det mind­ste set. Det skete desværre ikke så tit, at nogen så hende – på trods af hen­des stør­relse.

Det lykkedes hende næsten, at holde sig til sedlen. Hun over­skred bud­get­tet til fød­sels­da­gen en smule, men hun var fast beslut­tet på, at der i år ikke skulle man­gle noget. I tele­fo­nen havde hen­des mor været skep­tisk, nærmest nervøs, for om hun nu kunne klare det hele. Hun havde tilbudt at hjælpe, men i år ville hun bevise, at hun kunne selv, det hele skulle være per­fekt. I år skulle de smage alt det hun havde lavet. Hun ville gøre sig umage. Så ville de alle sam­men rose hende, fortælle hende, at hun havde gjort det godt, at hun var dygtig, at hun kunne noget, at hun var noget værd. Måske ville de lige­frem fores­lå hende, at hun skulle blive kon­di­tor, lige­som hende Blom­ster­berg fra tv, eller at hun skulle melde sig til Bagedys­ten. Hun så sig selv i krid­hvidt tøj og kokke­hue, sprøjte creme på en flot lagk­age, der var applaus og hylde­stråb, hun fik en medal­je og trykkede selveste dron­ning Mar­grethe i hån­den. Hun smilede ved tanken og glæd­ede sig til i mor­gen. Hun havde naturligvis inviterede mor og far, og så havde moren forslået, at hun kunne invitere moster Lis­si og onkel Kurt, de havde jo ikke været med sid­ste år. Hen­des kusine Bit­ten, der sad i kørestol, kom også, hun var heller ikke med sid­ste år. Hun ville tage Vig­go med, som var en sød hund.

Ved kassen sad en lidt tyk, men smilende pige med kort mørkt hår. Bet­ti­na stod der på navne­skil­tet, der hang på hen­des brys­tkasse.

”Nå… der er nok en der skal holde fød­sels­dag”, sagde Bet­ti­na ven­ligt.

”Ja, der skal jo ikke man­gle noget, når man har fød­sels­dag”, hun smilede tilbage til Bet­ti­na, også med stem­men. Hun kunne ikke lade være med at lyde en smule stolt, nej i år skulle der ikke man­gle noget. Det var egentlig pænt af Bet­ti­na, at tale til hende på den måde, hun forestillede sig et øje­b­lik, at de var venin­der. Hende og Bet­ti­na. At de gik på Cen­ter­caféen sam­men lørdag efter­mid­dag og spiste stjer­neskud, mens de kiggede på fyre og grinede sam­men, at de farvede hinan­dens hår og så X fac­tor, som de havde lavet pointlis­ter til, lige­som hun og moren havde gjort til Melo­di Grand Prix, da hun var barn. Måske havde de kendt hinan­den siden de var børn, så de havde en lang his­to­rie sam­men og kunne betro hinan­den alt.

”Jamen så tillykke med fød­sels­da­gen da”, sagde Bet­ti­na, da hun gav penge tilbage.

Hun var lige ved at afs­løre, at det først var i mor­gen, men hun lod være og takkede. Hun fik lyst til at invitere Bet­ti­na til fød­sels­da­gen, men gjorde det ikke. Hun pakkede var­erne i de med­bragte net, det var en god måde at spare lidt småpenge på, og så var det godt for miljøet, sagde hen­des mor. Hun smed net­tene i ind­køb­svog­nen og trillede mål­ret­tet mod cen­terets iskiosk. Hun bestilte en stor gam­meldags isvaf­fel med fem kugler, flødeskum, guf, syl­tetøj og en fløde­bolle, og sat­te sig på en bænk ved siden af en mor med en sort barnevogn. Hun stud­erede folk som de passerede hende, mens hun slikkede den store is i sig. Når der kom et kærestepar hånd i hånd, følte hun et stik i maven, men prøvede også at forestille sig hvor­dan det mon var, at gå sam­men på den måde. Hun blev sid­dende lidt, selvom isen var spist og fort­abte sig i de for­bipasserende, mens hun forestillede sig deres liv. Moren med den sorte barnevogn var gået for længst. Plud­selig opdagede hun, at klokken snart var 16.00 og så fik hun travlt.

Så hur­tigt hun kunne, trillede hun vog­nen ud til cyklen, som hun med stort besvær fik læs­set med var­er. Hun trak cyklen hjem, hun trak den altid. Hun var klar over, at hun ikke ville kunne nå det. Hun ærgrede sig over, at hun havde ladet sig selv dag­drømme så længe, at hun ville komme for sent, hun ville i hvert fald ikke få starten med. Hun skyn­dte sig så godt hun kunne, droppede at sætte cyklen i kælderen, da hun nåede det grå beton lej­lighed­skom­pleks, og håbe­de at den ikke ville blive stjålet. I opgan­gen var hun nødt til at holde en pause, hen­des hjerte ham­rede der ud af, og der var langt op til 2. sal med fire tunge ind­køb­spos­er.

Hun prust­ede og stønnede hele vejen op og det var en let­telse, da hun endelig kunne sætte var­erne fra sig i køkkenet. Hun skyn­dte sig at tænde for tv’et i stuen. Den var beg­y­n­dt. Hun pakkede var­erne ud, sat­te på plads, mens hun på afs­tand ful­gte med i tv’et. Da hun var færdig, åbnede hun den ene pakke med fløde­boller, fryd­ede sig over, at hun ikke havde sat dem tilbage, selvom de ikke stod på sedlen og smed sig i sofaen. Bev­er­ly Hills 9020010. Det var hen­des yndlingsserie. Hun blev aldrig træt af at gense de gam­le afs­nit. Den, Ven­ner og så Hor­ton sagaen kunne hun se igen og igen. Hun lagde sig til rette og åd hele pakken med fløde­boller, mens Bren­da og Bran­don hang ud med ven­nerne i Pitch Pit. Hun lavede også en slik­skål, men lovede sig selv kun at spise en tred­jedel af det. Resten skulle bruges til at pynte choko­ladek­a­gen med, men de store buttede hæn­der skovlede de far­vestråe­lende bamser, vampyr­er og sut­ter op, og de fandt alle vej ind i hen­des vældige gab.

Dylan og Bren­da skæn­des, Bren­da rev sig løs og løb væk fra Dylan, Dylan sat­te efter Bren­da, ind­hent­ede Bren­da og greb fat i Bren­da. Dylan og Bren­da kyssede liden­sk­a­beligt. Det gibbe­de i hende, hen­des store kød­fyldte ansigt lyste op. Dylan havde et alko­holmis­brug, Bren­da blev bange. Hun ville ønske at hun var Bren­da, og de næste femog­fyrre min­ut­ter var hun Ben­da. Hun guffede det sid­ste slik, mens Kel­ly, Don­na og Bren­da tog på stran­den. Når et afs­nit slut­tede, var hun altid både glad og trist. Glad for­di det var dejligt, at have været en anden i et stykke tid, trist for­di hun nu var sig selv igen. Da hun igen blev sig selv kon­staterede hun, at slik­skålen var tom. Hun rejste sig med besvær fra sofaen. Det var tid til fød­sels­dags­for­bere­delserne til i mor­gen, det hele skulle være per­fekt, alt­så bort­set fra, at der ikke ville være slik på choko­ladek­a­gen.

Hun start­ede med at dække bor­det. Det blå porcelæn fra mor­moren blev fun­det frem, det brugte hun kun til særlige lej­lighed­er. Hun havde ikke nogen dug, men det så nu også pænt nok ud uden. Flag blev sat på spise­bor­det og lyserøde servi­et­ter stop­pet i kaf­fekop­perne. Kage­gafler og tes­keer blev sirligt lagt ved siden af kage­tallerkn­erne. Hun var til­freds. Det var heldigvis nemt med bollemix, bare tilsæt vand. Hun brugte hæn­derne til at røre dejen sam­men, men der var ikke plads nok til begge hæn­der i den ellers rimelige store skål, så snart kon­sis­tensen var til det, hældte hun ind­hold­et af skålen ud på bor­det. De buttede hæn­der ælt­ede massen sam­men, hun stønnede en lille smule af anstren­gelse, men det var det værd. Hun formede små ens boller af den hvide dej i de fede hæn­der. En lille sved­dråbe fandt lang­somt vej fra hen­des glin­sende pande, over en udspilet æblekind, ned til dobbeltha­gen og land­ede med et lille plask på det efter­hån­den noget gyn­gende bryst­par­ti. Bollerne blev sat til hævn­ing og imens rørte hun kagemix sam­men til choko­ladek­age, som røg direk­te i ovnen. Hun slikkede grådigt skeen ren for kagedej, og med en pegefin­ger sørgede hun for, at skålen var helt tom. Der sat­te sig brun kagedej i begge mund­viger, som hun straks fjernede instink­tivt med tun­gen. Mens bollerne hævede og kagen var i ovnen, var det tid til lægge lagk­a­gen sam­men. Den gule lagk­agecreme blev klas­ket oven­på de flade indus­tri­lagk­age­bunde, oven på cre­men blev der smurt et tykt lag med det bil­lige jord­bær­syl­tetøj. Hun piskede flø­den, og gjorde sig umage med at lave snørklede pølsemøn­stre på lagk­a­gen. Der var langt til Blom­ster­berg. Rester af flødeskum fra skålen og piskerisene, fandt også vej ind i den grådi­ge og efter­hån­den noget slimede sukker­mund. Hun sut­tede og slikkede på piskerisene, hun måtte ikke levne noget. Bollerne kom i ovnen og hun sat­te sig tungt og med besvær på gul­vet, for at holde øje med både kage og boller. Synet og duften af choko­ladek­age og boller, fik hen­des tarme til at skrige efter mere.

Da nybagte gyldne boller, svam­pet choko­ladek­age og en lagk­age pyn­tet med en over­flod af flødeskum i tykke pølser, udgjorde nærmest et syn­digt tableau på køkken­bor­det, betragt­ede hun nøje værk­erne, gik lidt frem og tilbage om køkken­bor­det, men uden at tage øjnene fra godterne, hun vred hæn­derne, skal – skal ikke? Hun var sikker på, at hun hørte vom­men råbe til hende: ÆD, ÆD, ÆD! Hjer­nen sagde tydeligt: NEJ, NEJ, NEJ!” Hun kendte godt den kamp og hun vid­ste allerede, hvem der havde vun­det og hvem der havde tabt.

Hun smurte hur­tigt fem boller med tandsmør og ost, og skar tre store stykker varm choko­ladek­age ud. I mor­gen kunne hun bare skære resten af kagen ud i små stykker, så var der ingen der opdagede, at hun havde spist af den. Hun kunne tillade sig at spise fem boller, så ville der stadig være to til hver i mor­gen, hun kunne bare skære dem over, smøre dem og lægge dem på et pænt fad, så så det ud af mere. Foran tv’et og Miss Marple, der opklarede et mord, forsvandt de fem boller og de tre stykker kage, imens mærkede hun, at det var godt. Hver en bid hun sank, gjorde hende mere hel. Hver en bid udfyldte det store tomme hul, hun altid følte indeni sig. Det var værre bagefter. Der­for måtte hun fort­sætte, tage end­nu fem boller og end­nu mere kage. Hun var klar over, at der nu ikke ville være godter nok til gæsterne i mor­gen. Inden hun tog still­ing til prob­lemet, smurte hun de sid­ste boller og åd det sid­ste kage. Det var svært at stoppe nu, så den sid­ste pakke fløde­boller forsvandt også ind i den store krop, og nu kunne hun jo ligeså godt spise lagk­a­gen også. Lagk­a­gen skar hun ikke engang ud, hun spiste den direk­te fra fadet med en gaffel, guffede den i sig i store grådi­ge bid­der, smaskede sig igen­nem den gule creme og syl­tetø­jet, der vælt­ede ud af kagen, som var den et betændt sår. Vom­men råbte: FORTSÆT, FORTSÆT, FORTSÆT! Hjer­nen hviskede: STOP, STOP, STOP! Da orgi­et endelig var over­stået græd hun, hun hulkede, så hen­des store, deforme, groteske krop hoppede op og ned. Hun havde ædt det hele. Når gæsterne kom i mor­gen, havde hun ikke noget at byde dem og pen­gene var brugt. Knoglede Miss Marple sendte hende et bebre­j­dende blik inden rul­letek­sterne, det sendte hende i seng. Hun faldt i søvn, mens hun krammede sig selv, al hvad hun kunne.

Da det ringede på døren næste mor­gen, lå hun i sofaen i nat­tøj og med sin dyne og så Dis­neys ”Skøn­heden og udyret”, det var en af hen­des yndlings­film, for­di den mind­ede hende om den lille pige, der engang boede inde i hende, selvom heller ikke hun havde været særlig lykke­lig eller pop­ulær, blot tyn­dere. Hun åbnede for­sigtig døren, da dørk­lokken ringede for tred­je gang.

”Tillykke!” Uden­for stod mor og far. De vift­ede begge med et flag i den ene hånd. I den anden hånd havde moren en kurv. I kur­ven lå hjem­me­bagte boller og kringle. Faren bar et lagk­age­fad i den anden hånd med en smukt pynt­ede lagk­age, klart smukkere end den pølse­lagk­age hun selv havde lavet, og ikke mindst fortæret afte­nen forinden.

”Ja jeg ved godt, at du sagde, at vi ikke skulle tage noget med, at du selv ville bage og lave det hele, men det sagde du jo også sid­ste år…. og så…. ja så var der jo ikke noget”, sagde moren.

”Ja det går jo ikke”, sup­plerede faren.

”… der skal jo ikke man­gle noget, når man har fød­sels­dag”. Moren fniste, som om han havde sagt noget sjovt, og klappede det store mon­ster af en dat­ter hun engang havde født, over­bærende på den ene kæmpe æblekind.

”Nå vi må hellere komme af med al det her, har du lavet kaffe?”

Hun trådte til side, så de kunne komme ind. Hun burde smile. Nu man­glede der jo ikke noget. Men det gjorde hun ikke.

Anmeldelse af nov­ellen ‘Der skal jo ikke man­gle noget’ af Pernille Petersen.

Denne nov­el­le er skrevet af Pernille Petersen, 37 år og uddan­net skolelær­er. Dette er den første nov­el­le, som hun del­er med andre læsere.

His­to­rien er skrevet i et dejligt, mundret sprog, og fortællin­gen får hur­tigt læseren med på vog­nen. Man kan sagtens forestille sig de forskel­lige sce­nar­i­er og ked­er sig ikke et øje­b­lik.

Resumé

Hov­ed­per­so­n­en, en ung kvin­de, skal holde fød­sels­dag og er ude at købe ind i det lokale super­marked. Hun har plan­er om at for­berede et fan­tastisk kaffe-kage­bord til sine gæster. Hen­des mor og far og et par andre slægt­ninge er inviterede. Var­erne bliv­er slæbt hjem og gjort klar. Bor­det dækkes, og lækkerierne sættes på bor­det. Men så går det mere og mere galt…..

Nov­ellen skil­dr­er en ung kvin­des triv­ielle tilværelse. Hun lever i ensomhed, drøm­mer sig væk, og dul­mer sin frus­tra­tion med mass­er af søde sager. Hun har ikke noget arbe­jde og ingen ven­ner. En kæreste har hun heller aldrig haft, selvom hun længes rigtigt meget efter omsorg. I hverda­gen er det kun Face­book-ven­nerne og Tv-serierne, som hold­er hende med sel­skab.

His­to­rien afspe­jler alvorlige og nutidi­ge prob­le­mer, som mange måske ikke vil være ved, men som mange nok på et eller andet tid­spunkt støder på. Det er der­for ikke specielt vanske­ligt at føle sym­pa­ti for den unge kvin­de, når man læs­er den første del af his­to­rien. Det skifter dog lidt, da hen­des han­dlinger plud­selig kam­mer over. Som læs­er oplever man på tæt hold hov­ed­per­so­n­en ned­bryde sig selv, og det føles foruroli­gende. Man får med nov­ellen ‘Der skal jo ikke man­gle noget’ et smugkig ind i en trist ver­den.

Jeg glæder mig til at læse flere nov­el­ler af Pernille Petersen i fremti­den og giv­er hende 3½ stjern­er med på vejen.

Anmeldt af Merete Lund­beck,
bib­liotekar samt redak­tør på For­laget Snepryd.